Jeg er nødt til at have noget vand. Jeg er forpustet og næsten ved at dø af udmattelse. Måske skulle jeg prøve at løbe lidt langsommere næste gang? Men jeg har brug for et "Jeg-tror-jeg-skal-dø"-kick. Jeg har brug for at mærke, jeg lever. Jeg har narret mig selv for længe nu, og i går sprang bomben. Det hele har været et stort flop, og jeg vidste det godt fra starten. Hvorfor skulle han også udpensle det sådan?
   Det er vindstille. Jeg står nede ved vandet, og solen skinner uden en sky på himlen. For første gang i år, har jeg taget mine shorts på, ud og løbe.

Men jeg følte mig bare så dum i går. Jeg havde taget pænt tøj på. Jeg havde faktisk prøvet at gøre mig lækker. Han ville måske komme i byen, men det var ikke sikkert. Jeg stod oppe i baren med min veninde. Vi havde lige bestilt en Cosmo, og stod og gjorde os til for bartenderen. Og så skrev han: "Jeg har lånt de gamles bil, skal jeg komme forbi?". Vi var lige kommet ned i byen, hvad skulle jeg sige?
   Egentligt havde jeg jo lyst til at se ham, men efter hvad min veninde rådede mig til, skrev jeg bare tilbage, hvor vi var, og han måtte komme forbi, hvis han ville noget. Han stod der ti minutter efter, og smilede sit bedste drengerøvssmil. "Nå, skal vi så hjemad?", spurgte han. Jeg stod og drejede rundt i min drink. Jeg var lidt i tvivl. Vi havde set hinanden i noget tid. Ikke sådan seriøst, men bare for sjov. Jeg var virkelig blevet i tvivl. Jeg kunne ikke rigtig finde mig til rette med titlen: "Late night booty call". Og det var jeg virkelig. Åh gud!
   Susan min veninde stod og gav mig "nej-øjnene". Det var som at stå med et ben på hver side af åen. Tiden gik. Jeg måtte tage en beslutning. Jeg sagde, at jeg lige var kommet, og godt ville blive lidt længere. Han sagde: fint, og satte sig ved siden af mig. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Men okay, han regnede jo med at få mig med hjem.
   Jeg stod og underholdt mig med Susan. Mødte nogle gamle venner, og der gik en time. Der gik to. Han sad lige ved siden af mig hele tiden, lige indtil en af hans veninder kom forbi. Hende havde jeg mødt før. Han introducerede os kort. Jeg var "bare en bekendt". Tak for den, tænkte jeg.
   Klokken var over to, jeg stod og grinte med Susan. Jeg havde holdt øje med ham hele aftenen, og han sad rimelig tæt med hende pigen. Jeg blev jaloux. Det gjorde jeg, og det er ingen hemmelighed. Jeg kan ikke lide at dele. Også selvom vi bare havde sex. Som lyn fra en klar himmel, rejste de to sig op. Han tog hende rundt om taljen, og skulle til at gå, men stoppede lige foran mig. Hvor betænksomt.
   "Jeg går hjem nu. Vi snakkes, søde," sagde han hånligt.
   "Med hende?", svarede jeg så.
   "Ja.. Du gider jo ikke". Jeg blev vred. Stik tosset. Sådan skulle man ikke snakke til mig. Jeg tog min nykøbte Gin og Tonic, og kastede den i hovedet på ham. Jeg var målløs over min egen reaktionsevne. Jeg var omringet af bekendte, og jeg kunne se de fniste. Mange af dem kiggede væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg gik derefter hjem i seng. Helt alene.

I dag stod jeg så op. Jeg stod op, og havde lyst til at løbe. Og derfor er jeg ved at dø nu, fordi jeg løb alt for stærkt. Men det er smukt herude, alting er så roligt. Jeg tror lige, jeg smider mig her i sandet. Der er ikke nogen i nærheden, så jeg kan godt lige tage en dukkert kun i undertøj, og så løber jeg hjem igen.

"Marie!!", er der en der råber. Lort, der var nogen alligevel. Jeg vender mig om. Åh gud, nu Kasper igen. Den idiot af en mand, der bliver ved med at være i nærheden af mig. Det har jeg overhovedet ikke bedt om. Han var en af dem, som var der i går, da jeg smed en drink i hovedet på Kim. Og så er han i øvrigt også Kims gode ven. Flot! Godt gået, Marie! Og så kommer han løbende ned mod mig nu. Jeg har ikke helt styr på, hvad jeg skal gøre.
   "Du har ikke tømmermænd i dag?", siger han. Er han slet ikke forpustet?
   "Jeg var ikke særlig fuld i går"
   "Du kastede da ellers en drink i hovedet på Kim. Det gør du da kun, når du er fuld?", han griner smørret.
   Nej, nej, nej. Jeg har lyst til at kaste sand i hovedet på ham, og få ham til at forsvinde. Den gris. Jeg svarer ham ikke. Så jeg tager min trøje på, og løber væk. Med et smil. Jeg vil gerne vende mig om og se hans ansigt, men så følger han bare efter. Jeg strækker armene i vejret, og løber hjemad.

Han løber sgu efter mig. Han er lige bagved mig. Men jeg er ligeglad. Jeg sætter tempoet op. Jeg burde ikke gøre det, men nu sker det. Jeg spurter. Kigger hurtigt tilbage, han sakker bagud. Jeg er snart hjemme. 500 meter, jeg giver den hele armen.
   YES! Jeg nåede hjem. Og Kasper er væk. Yes. Sveden hagler ned af mig. Det kunne ikke være værre.

Hvad er der med de mænd? Bare fordi jeg ligger i med Kim, skal Kasper da ikke følge efter mig, som om jeg ligger i med alle og enhver?! Vandet i min bruser er kold. Nu er der sikkert fejl på varmebeholderen igen.

Jeg ringer på hos Susan. Hun ligner noget katten har slæbt med ind. Hendes makeup hænger langt ned af kinderne på hende.
   "Haaah?" siger hun, og kigger træt på mig.
   "Er du okay?"
   "Ja, det tror jeg"
   "Må jeg komme ind?"
   "Tjooeh det må du vel.. Det er ikke så godt.."
   "Nå? Har du besøg?"
   "Det kan man godt sige... Lad os snakkes ved.." og døren går i. Hvem ligger derinde, som jeg ikke må se?

Nå. Jeg går. Hjem. Eller nej, jeg tager ud til min far og spiser morgenmad. Det trænger jeg til.

Han kommer gående ude på gaden. Han er kommet til skade. Meget til skade. Han halter, hans hoved er halvvejs ukendeligt, og han ligner en krøbling. Vi står i køkkenet og kan se derud.
   "Jeg synes, jeg kender ham" siger han. Jeg overvejer, hvad jeg skal sige. Kigger ud på ham. Han går bare. Klokken er 11, han har formået at slæbe sig hen af en 500 meter lang villavej, uden nogen har set noget? Der er ingen, der har hjulpet ham?
   "Nej, jeg ved ikke lige, hvem det er," siger jeg så, med dårlig smag i munden. Jeg burde gøre noget. Men...
   "Han arbejder oppe i Midten. Det er da... Hvad er det nu han... Kim!" svarer han. Min far rejser sig, og går ud til ham. Den sårede mand, kigger taknemligt på min far. Han bliver sat på jorden, og vi kører ham på skadestuen.

Hun havde taget ham med hjem til en af byens boligblokke. Og da han en time senere gik, stod der en flok aggressive unge udlændinge foran opgangen. Det var ham, det skulle gå udover. Kim havde slæbt sig selv væk, da de var færdige med ham, og havde lagt sig på en legeplads i nærheden. Op ad formiddagen da han vågnede, besluttede han sig for at gå hjem, og det var der, vi så ham. Det var ikke så godt. Det viste sig, hele hans højre side af ribben var bøjet, hans nyre var blevet skadet, hånden var brækket, næsen var brækket, det var slemt.

Han ligger og sover i sin sygehusseng. Min far står i døren, og jeg ved siden af sengen. Kim sover. Og vi ved ikke, hvornår han vågner. Jeg håber, at når han vågner og ser mig, siger han:
   "Undskyld Marie".

Men han kigger bare på mig. Derefter min far.
   "Tak," siger han bare. Og lukker øjnene igen. Jeg går.