Han holdt hånden helt op foran hendes ansigt. I den lå en gammel femkrone med den gamle konge på. "Se", sagde han insisterende, og hun kiggede og nikkede. "Det er min far, der er udenpå mønten", sagde han alvorligt. De spærrer mig inde her, så jeg ikke kan påkalde mig retten til tronen, fortsatte han. Hun nikkede igen, og han så hendes nik som en opfordring til at fortælle videre. "Jeg er egentlig en prins men onde mennesker fangede mig og spærrede mig inde her". Hun nikkede igen og så opmærksomt på ham, men hun sagde ikke noget. "Der er nogle, der vil holde mig adskilt fra min familie og tronen. De har palceret en fake dronning på min trone. Tænk dig en dronning, det er jo en katastrofe." Den unge kvinde blev trofast siddende og lyttede tavst på hans beretning. Hun stoppede ham ikke og sagde, at hun ikke troede på det, som de fleste andre ville have gjort. Der var intet andet at lave på den lukkede psykiatiske afdeling end at observere og lytte. Hun var ikke bange og savnede ikke verden udenfor lige nu. Det var trygt at vide, at døren var lukket, og ingen kom ind eller ud uden personalets vidende.
   Den unge kvinde vidste godt, at historien var et hjernespind fra en syg hjerne, men hun havde ikke behov for at påpege det. Hun kendte selv til hjernes kringelkroge og følte ikke, at hun skulle bryde hans magiske fortælling. Det måtte være psykiaternes opgave. Hun havde intet at sige, som han kunne bruge til noget, så hun sad tavs opslugt af sine egne hjernespind. Den unge mand blev ved hendes side, fordi hun ikke skubbede ham væk.
   En plejer så dem og straks sagde han strengt til Martin, at han skulle lade pigen være. Hun er stadig en pige med sine 22 år. Det føles rart, trygt og fuld af håb for fremtiden. Måske en dag kan hun gå ud af den låste dør og aldrig vende tilbage.
   Martin gik videre med sin mønt. Hans før så begjesterede smil var afløst af hængende skuldre og et stivt udtryg i ansigtet. Hun faldt igen i staver og prøvede ikke at lade sig overmande af håbløshed. Alt var så håbløst her på afdelingen. Hver bevægelse man tog blev noteret og vurderet. Tårene trillede ned af hendes kinder. Hvordan skulle hun nogensinde komme tilbage til sig selv? Det liv hun levede flød længere og længere væk og blev erstattet af den håbløshed, som herskede her. Plejerne så hen på hende og spurgte, om hun ville have noget beroligende. Hun rystede på hovedet. Nej hun ville have lov at beholde lidt af sine følelser. Her kan alting klares med medicin eller fiksering. Hun var træt af den dopede tilstand, hun havde været i, siden de lukkede hende inde. Træt af fine små piller, der gav en hovedpine eller svimmelhed. Altid tummelumsk og desorienteret. En af pillerne hed Lilly. Hun kom til at tænke på reklamen for Lilly konfirmationskjoler eller brydekjoler. "Det ender altid med en Lilly", smiler hun for sig selv og tænker på den lille hvide pille med påskrevet Lilly, som hun sluger hver aften, for at nattevagten får fred. Havde hendes konfirmationskjole været en Lilly? Hun havde kigget på Lilly brydekjoler i en fjern fortid.

Det blev sidst på eftermiddagen. Hun sidder stadig i stolen med alle sine ensomme tanker. Han har tåre i øjnene nu, den stolte prins. "Jeg er ingen prins", hulker han. "Jeg er bare en skizofren nar". "Vidste du godt det?", spørger han. Hun nikker og prøver at holde ansigtet i de rette folder. "Kom", siger han og gør fagter til hende om at følge med. Hun følger lige så stille med. "Se den her seng", siger han. Hun nikker og står stille og udtryksløs ved hans side. "Jeg har ikke brug for mere end denne seng og plejepersonalet", siger Martin. "Men de sender mig ud igen, og putter mig ind i egen lejlighed, som jeg smadrer, ligesom jeg smadrer mig selv. Så lukker de mig ind igen, og sådan fortsætter det i en evighed." sukker han. "Bare jeg kunne beholde denne seng for evigt, så ville jeg være lykkelig", fortsætter han. Hun står stille ved hans side og nikker, hun ved, at han har ret, og det gør ondt at vide, at hans liv sikkert vil blive ud og ind af lukkede psykiatiske afdelinger. Hun føler, at hun selv en dag vil gribe livet og ønske andet end en seng her i håbløsheden. Stadig har hun håbet i live og stadig kender hun sygdom fra fantasi.
   Pludselig triller tårene ned af hendes kinder, og det hele bliver tåget og uoverkommeligt. En plejer ser dem og følger hende tilbage til stolen i opholdstuen fuld af tobaksrøg og andre forpinte sjæle. Hun lader sig synke ned i stolen og forsvinder væk i sine egne sorte tanker.

Klokken er 17.30 en plejer kommer hen og spørger, om hun vil hjælpe med at servere aftensmaden. Det vil hun gerne, hun slapper af, når hun står og arrangerer fadene med mad. Så glemmer hun, hvorfor hun er her, og hvilket sted det er. Hun gør det med kærlighed og får hospitalsmaden til at se indbydende ud. Personalet har opdaget, at det har en positiv indvirkning på hende og spørger hende dagligt, om hun vil hjælpe. Eftermiddag og aften er også hendes bedste tid. Morgenerne er frygtelige, og hun har ikke lyst til at stå op. Det er så tungt igen at vågne op og se på afdelingen hvide vægge, så langt væk fra den verden, hun engang var en del af.
   Aftensmaden bliver overstået. De fleste patienter lægger slet ikke mærke til, at fadene er fint anrettet. Martin sætter sig ved hendes side og siger, at maden ser dejlig ud, og at han ville ønske, at hun altid ville anrette hans mad. Et lille smil finder vej på hendes stramme tørre læber. Martin sender hende et strålende smil retur og siger, at det er næsten lige så fint, som da han som popstjerne boede på 5 stjernene Hoteller rundt om i verdens storbyer. Hun nikker og har allerede gemt smilet fra før væk. Hun aner ikke, om Martin nogensinde har været popstjerne, ihvertfald ikke en hun kender til. Men hun tier igen og ved, at han nu er i den rare del af sygdommen den uden alle de frygtelige tanker.

Kl. 22.00 siger hun godnat. En sygeplejerske giver hende natmedicin og holder øje med, at hun sluger det. De gider ikke ballade om natten, så alle får noget at sove på. Da hun ligger i sengen, virker medicinen. Den lukker ned for alle tanker, og de triste tanker bliver slukket ned for igen at komme frem om morgenen. Hun falder ned i en kunstig søvn, som nok giver hende fred men ikke helbredelse.