Han fik øje på hende lidt over halvvejs gennem arbejdsdagen, netop som den stærke middagssol var drevet over og temperaturen var svagt aftagende. Hun steg op af vandet for enden af valmuemarken som et fabeldyr, først det blonde hår, så et fint, hvidt dukkeansigt, og snart gik hun hen over kystlinjen i en gennemblødt kjortel. Han stirrede, havde aldrig set så hvid en pige før. Hun burde ikke være der. Ubehageligt til mode vendte han tilbage til arbejdet og forsøgte at ignorere pigen, men inden længe svævede hun ind gennem blomsterne hvor han sad, og deres øjne mødtes. Hun stoppede. Syntes fortabt og forvirret, som et barn der var blevet væk fra sin mor på markedet, og trak vejret i små ryk. I hånden bar hun en sort tøjkat og i et bælte omkring livet en lille dolk. Hendes øjne var store og våde. Han vidste ikke hvad han skulle sige.
   "Hvad laver du her? Du burde ikke være her."
   Hun sagde en masse på et fremmed, men dog genkendeligt sprog, der gav ham ondt i maven. Det lød som om, hun gentog de samme ord. Han lukkede øjnene og ønskede, han kunne forstå hende. Hans far havde altid sagt, at hvis du virkelig ønsker dig noget godt af hele dit hjerte, og bliver tålmodigt ved med at tro, så vil Gud til sidst give dig det, og det vil løfte dig tættere på himlen.
   Han spurgte igen, stadig med hårdt lukkede øjne: "Hvem er du, hvad laver du her?", og hendes lavmælte ord skar forståeligt igennem: "Jeg hedder Amelia, jeg kommer efter blomster til min far."
   Han tav et øjeblik. "Din far, hvor er din far?"
   "Gud tog ham".
   Han blev mere rolig, trådte et skridt frem mod pigen og rørte forsigtigt ved hendes hånd. "Gud har også taget min far. Kom så skal du se. Vi kan plukke lidt blomster til dem begge."
   De gik hånd i hånd gennem marken, et lille stykke ned langs vejen, hvor han viste hende sin fars gravsted. Amelia lagde en af sine valmuer ned ved siden af hans buket og klemte trøstende hans skulder. "Han er hos Gud i himlen." sagde hun. "Min far er ikke i himlen. Han har ellers været god."
   Han kiggede forfærdet op. "Tog Gud ham til Helvede?"
   "Det ved jeg ikke, er det her Helvede?"
   Han rystede kraftigt på hovedet. "Det er her jeg bor."
   Amelia nikkede og kiggede ud over den solbadede mark, hvor blomsterne vajede svagt i en kortvarig brise. "Her er rigtig smukt." Han kunne høre overraskelse eller måske lettelse i hendes stemme. "Det var her min far var. Han sendte mig de blomster, så jeg vidste, han havde det godt. Så jeg ikke skulle savne ham for meget." Hun pegede ud på valmuerne. "Jeg savnede ham nu for meget alligevel. Men det var sådan, jeg fandt herhen."
   "Det forstår jeg slet ikke, er du sikker på, det var Gud der tog ham?"
   Amelia tav. "Han lignede Gud."
   "Måske var det Djævelen? Min far plejede at sige, Djævelen nogle gange forklæder sig som Gud."
   "Måske."
   "Hvor er din far så nu?"
   "Han er derhjemme. Han er rigtig ked af det, mor også, så jeg tog herned for at plukke ham nogle blomster. Måske han savner det her."
   Amelias øjne blev dybe af tårer, der strømmede ned ad kinderne. Hun snøftede og hulkede og bed sig i læben, med blikket vendt mod valmuerne og armene hængende løst ned langs siden, dolken ved den ene hånd og katten knuget i den anden. Han omfavnede hende og aede blidt hendes hår, der allerede var tørt af solen. Sådan stod de i lang tid, inden de gik tilbage i marken og samlede valmuer til en buket. Hun takkede ham med et hurtigt kys på kinden.
   "Her er rigtig smukt." sagde hun igen, inden hun vendte sig og gik tilbage ud mod vandet.