Det kraftige lys fangede mit blik som det lange lys kan indfange og paralysere et dyr midt på vejen. Jeg stoppede op midt på stien, bevægede hoved fra side til side indtil jeg fandt ud af hvor det kom fra. To store vinduer kiggede tilbage på mig som projektører i natten. Jeg trådte et par skridt nærmere, væk fra stien og ud i det våde græs. Først tænkte jeg at nogen indenfor måtte være igang med at male eller hænge nyt tapet op i lyset fra kraftige arbejdslamper, men der hang billeder og jeg fik øje på en reol der stod og lænede sig dovent op af en væg. Der var ikke ved at blive malet, men hvorfor så det kraftige lys? Jeg tog et skridt mere. Det var aften og jeg var rent faktisk ude i et ærinde som jeg nu kortvarigt havde glemt, min nysgerrighed var for stor. Det var en lille hus, med fladt tag og et par nåletræer omkransede det på to sider. Det så misligeholdt ud. Den ene tagrende jeg kunne se var ved at slippe sit greb i taget, gad vide hvor mange år den havde hængt der, haget sig fast med det yderste af metallet mens det havde drukket vandet fra himlen. Pludselig så jeg en skikkelse indenfor og selvom jeg instinktivt vidste at man ikke kunne se ud når det var mørkt og der var så meget lys indenfor, trykkede jeg mig lidt i fare for at blive opdaget. Men der var ingen fare, skikkelse var en gammel mand og han kastede en krum skygge mod den ene hvide væg. Hvad skete der med alt det lys tænkte jeg og lagde først nu mærke til at det kom fra en nøgen el pære der hang fra loftet uden skærm. Det var som et øje uden låg. Det var det lys som havde fanget min opmærksomhed. Hele rummet var lyst op i det, vægge, loftet, gulvet, ja selv den miserable græsplæne nedenfor vinduerne var badet i et skarp koldt lys. Hvor mange watt var den pære på? 40? Jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv hvorfor i himlens navn der ikke var en skærm på den lampe. Hvem har en nøgen pære hængende fra loftet i sin stue uden en skærm udover. Mine normer sagde mig at det var forkert, men da jeg igen så den gamle mand bevæge sig fra hvad der ligende en lænestol og hen til den fjerne ende af rummet, bed jeg mine fordomme i mig og indså at det var en ensom gammel mand der boede her. Hans ensomhed trak mig ind og jeg løftede fødderne unaturligt højt da jeg gik de sidste skridt hen til hækken. Ligesom pæren i loftet var hækken også nøgen. Det var efterår og vinteren burde for længst havde været på besøg, men var blevet væk så kun regn og mørke var her nu. Der var ingen gardiner, ikke det du og jeg ville kalde gardiner, for det lignede mest af alt gamle lagner der var hængt op foran vinduerne. Det ene var næsten faldet ned og så ud til kun at hænge i et hjørne, det var derfor jeg kunne se ind. Jeg forstod jo godt at han ikke selv var i stand til at kravle op på en stige og sætte en lampeskærm over den pære, jeg forstod også at han var alene, for ingen kvinde ville have affundet sig med en stue der så ud som hans. Men havde han ingen børn? En søn måske, han behøvede jo ikke være elektriker, for fanden selv en advokat eller en bank rådgiver ville kunne gøre den stue 50% hyggeligere ved at klikke en skærm på lampen i loftet. Den var satme også kraftig, i det mindste kunne han havde valgt en der ikke lyste så meget, det måtte jo mindst være 50 watt. Jeg kunne mærke min telefon vibrere i lommen, nogen ville mig noget, eller også var det bare endnu en reklame mail der var tikket ind. Jeg havde jo heller ingen børn, så hvem kunne det være? Jeg bed mig selv i læben, blinkede et par gange og fik en krybende fornemmelse. Jeg kiggede op på nattehimlen, små forvildede skyer drev over mit hoved, men ikke nok til at kaste skygger fra månen der stadig hang i horisonten - på vej op. Mit blik gled igen ind af vinduet til den gamle mand som så ud til at gå planløst rundt indenfor, måske ledte han efter noget. Det burde ikke være noget problem at se noget i det lys tænkte jeg, men var det mon derfor der ingen skærm var? Den krybende fornemmelse var der stadig men jeg kunne ikke rigtig favne den, helt forstå hvad dens natur var og hvorfor den pludselig kom, men det var som om håret rejste sig på mit hoved, lidt på samme måde som når man spiser noget rigtig sødt. Kunne jeg dog bare se hans ansigt, måske kendte jeg ham. Ubevidst havde jeg i min iver lænet mig frem mod hækken og var i næste nu ved at miste balancen og ryge forover. Jeg blev dog stående på benene omend lettere frustreret over mit forehavende og denne indtrængen af følelser jeg ikke kunne håndtere endsige genkende. Hvad helvede skete der også med den lampe, det kunne ikke være 50 watt, det måtte mindst være 60, lyset var jo så kraftigt som var det kommet ud igennem porten fra en bil mekaniker. Der var der det slog mig, ikke fordi der var en sammenhæng med hverken bil eller mekaniker, det var bare der det gik op for mig, næste problem var så at jeg ikke helt vidste hvad der var gået op for mig, for det jeg tænkte gav ingen mening - non what so ever! Men da jeg så hans ansigt, fordi han drejede sig mod vinduet for at pille et vissent blad af en plante, genkendte jeg ham og det ramte mig fysisk så jeg denne gang var ved at gå på halen i det våde græs ved siden af stien. Mine øjne mistede fokus, alt gled ligesom ud i et, som havde en tæt tåge lige lagt sig omkring mig. Pludselig hørte jeg min egen vejrtrækning og begyndte at hive underligt hæmmet efter vejret fordi jeg tænkte over hvordan lungerne udvidede sig og trak luft ind i min krop. Et kort økeblik var jeg sikker på jeg ville besvime fordi ikke vidste hvordan jeg skulle trække vejret. Jeg lænede mig lidt frem, støttede med hænderne på mine knæ indtil jeg både kunne se igen og atter havde glemt min vejrtrækning. Det her gav ingen mening mumlede jeg højt inden jeg igen rettede blikket mod huset, vinduet, lyset fra den afsindige skarpe pære og den gamle mand der til forveksling lignede - mig. Var det her hvad jeg havde at se frem til. Fraskilt, ingen børn, alene i et forfaldent hus og uden et eneste menneske til at hjælpe mig med at hænge en bare nogenlunde menneskelig lampe op i loftet - var det her min fremtid? Jeg kunne ikke se ham mere. Han havde sat sig i sin lænestol igen og et flakkende blik sagde mig at han havde tændt for sit fjernsyn. Jeg forcerede hækken, efterlod den med et stort hul hvor jeg var buset igennem som en førerløs bil, jeg fik våde sko da jeg gik over den sumpede græsplæne men jeg var ligeglad. Jeg stoppede et par meter fra huset. Lyset fra lampen i loftet kunne lige akkurat ikke nå mig hvor jeg stod nu og jeg var bange for at træde ind i den hvide rektangel for mine fødder. Mine tanker var fyldt med modsatrettede følelser, nysgerrighed, frygt, fascination, rædsel. Hvad var det her, tænkte jeg og så nu mere af stuen. Jeg ønskede så inderligt at se at der sad en kvinde derinde, måske i sofaen, eller at hun bare kom ind igennem døren fra køkkenet, men der var ikke andre indenfor, ikke engang antydningen af en hund eller en kat. Jeg ønskede at se familie billeder på væggene og på den skæve kommode jeg ikke havde kunne se ude fra stien, men der lå kun stakke af bøger og gamle aviser. Jeg frøs, jeg frøs så blodet næsten frøs i mit hjerte. Der var så tomt derinde, så forhutlet og ensomt. En usynkelig klump dannede sig i halsen på mig mens jeg bandede over den vanvittige pære i loftet, der var jo ikke noget som hed 70 watt tænkte jeg med min sidste forstand tilbage, det måtte for helvede da være 80 watt der sad i den fatning, men hvem i guds navn har en 80 watts el pære hængende fra en ledning i sin stue uden en lampeskærm til at dæmpe og bryde det uhyggelige lys. Jeg sank på knæ i det våde græs, mine nye jeans blev våde men jeg var ligeglad, 80 watt tænkte jeg, det måtte være 80 watt og i 80 watt ser man alt.