En tone fortæller ham, at en e-mail er landet i hans indbox. Han trykker på fanebladet til hotmailen. Hun har været hurtig. Han retter et koncentreret blik mod skærmen. Det er en kort mail:

"Hvorfor er du interesseret i at gøre alting til en pligt!! Jeg sejler i pligter, hvilket (som allerede nævnt!) er grunden til, jeg IKKE kommer og hjælper dig i weekenden. Er bebrejdelser virkelig det eneste du har at komme med? Jeg gider ikke det her mere!!! Lad være med at kontakte mig igen."

En frustreret sitren jager gennem hans overlæbe. Han læser teksten igen. Og én gang til. Sætningerne vokser ud af skærmen og bokser ham i brystet med faste knytnæveslag. Han har intet forsvarsværn, når det kommer til sin datter. Med denne sidste mail har hun sat et stort og eftertrykkeligt udråbstegn efter den lange række af afvisninger, han har oplevet de sidste år. Det er svært at forstå, at det er fra den samme pige, der tyve år tidligere med et lykkeligt smil og usikre skridt stavrede imod ham med åbne arme og ordet "far" forrest på de endnu så uskyldige læber. Han har lyst til at klemme den lille pige ind til sig, hårdere og hårdere. Han forestiller sig de små fingre, der knuger om hans skjorte og de lange krøller, der kilder ham på halsen. Han forestiller sig, hvor dejligt det ville føles at stryge hende over håret og se hendes øjne lyse mod ham smykket med kærlighed og beundring.
   Han løfter kaffekoppen, stadig med øjnene koncentreret mod skærmen. Hvordan har han fortjent denne mur af afstand, når han aldrig har gjort andet end at ville elske hende? Kaffen er kold. Stadig. Han rejser sig og går ud i køkkenet med koppen i hånden. Mens han venter på kaffemaskinens velkendte hvæsen, ser han for sig Solveig, der engang stod foran komfuret. Kaffemaskinen bryggede varm og velduftende kaffe. Hun smilede til ham. Den lille Sarah stod bag hende med et fast tag i hendes bukseben. Han havde glædet sig over dem, skyndt sig at hælde kaffen op og havde søgt tilflugt i stuen. Han ville gøre alt for dem, men fik aldrig chancen. En morgen var kvinden væk og havde ikke efterladt sig andet end et brev på bordet. Hun ville mere end ham. Han havde bedt hende komme tilbage. Bedt om at få lov at se sin datter. Hun havde da også indvilliget, og han havde besøgt dem jævnligt. Han havde været hos dem mange aftener i den bedste sendetid og siddet sammen med dem i den varme stue og lyttet til deres åndedrag under tv'ets hvæsen.
   Køkkenet er forfaldet en del siden den gang, de boede hos ham. Brugte tallerkener er stablet op ved siden af vasken. En pande med en halv kotelet står ensomt tilbage på komfuret. Kalkaflejringer har aftegnet vandets afvej ud af bunden på den utætte vandhane. Det lugter af mad, der ikke er helt frisk længere. Altid det samme, koteletter og kartofler. En sjælden gang imellem resterne af en pizza. Det betyder ikke noget. Der er ikke andre end ham til at se det. Han er den, der besøger, ikke den der tager imod. Han hælder kaffen op og går tilbage til stuen. Han går ind på facebook og taster Sarahs navn i søgefeltet. De er stadig venner, men hun har lukket sin profil for ham. "Begrænset" er en kategori, han forbandt med forretningsforbindelser og fjerne bekendtskaber. Aldrig mere vil han kunne forbinde dens tilstedeværelse på venneinddelingslisten med andet end en genspilning af den melankolske melodi som hendes ord startede.
   Hun smiler til ham fra profilbilledet. Hånligt, synes han. Hun ligner sin mor. Den spinkle krop og det runde milde ansigt. Hun står med sin kæreste i hånden. Han er høj og slank med lyst hår og blå øjne. Det var vist ikke ham, der var der sidst, han så hende. Ligesom Soveig har Sarah haft en del forskellige mænd, og altid kommer tidspunktet, hvor de ikke er nok. De bliver kasseret som et stykke tøj, der er gået af mode. Han har læst om den slags en gang. Det er noget med ikke at kunne håndtere nærhed. Alligevel får han en følelse af, at de to, som de står der på billedet, har en fælles hemmelighed, som han ikke kender.
   Han bladrer hen på mailprogrammet igen. Han har lyst til at forklare hende, hvor berigende det kan være at være noget for andre. Mens han prøver at få klarhed over sine tanker toner et billede frem. Han ser sig selv udsmykket med fjer og smykker i prægtige farver siddende midt i en stor flok med alle øjne rettet mod sig. Han nyder den respekt og prestige, som der gives til de ældre mænd i stammen. De unge lytter med intens opmærksomhed til hans selvsikre tale, om den gang en håndfuld af stammens mænd nedlagde den største bison i flokken. Han er deres underviser, historiefortæller og forbillede. I mængden af tilhørere fanger han Sarahs øjne. Han mærker, hvordan talen ændrer karakter. Selvsikkerheden forsvinder. Billedet krakelerer og han finder sig selv stirrende ind i skærmen med et tomt blik.
   Han begynder langsomt at bevæge fingrene på tastaturet.

"Kære Sarah,
   Livet handler ikke om pligter, det handler om at være noget for hinanden. Fællesskab og sammenhold er ikke en pligt, det er det, der er vigtigst i livet, derfor bør det også komme først. Og vigtigst af de fællesskaber er familien! Jeg håber du en dag opdager, hvor berigende det er at stille op og være der for andre, også selvom tidspunktet ikke er velvalgt og aftalt flere uger i forvejen. Vi mennesker er ikke skabt til at være alene. Hvis du ikke lærer at indgå i relationer med andre mennesker, ender du med at blive ensom. Forestil dig at være helt alene hver dag, fordi du gennem livet aldrig rigtig har ladet nogle komme tæt på dig. Det ironiske er, at nærhed faktisk er alt du nogensinde har ønsket dig, men når muligheden bød sig, mærkede du angsten, der gjorde dig ude af stand til at kontrollere en krop, der var blevet kejtet og stiv som en trædukkes. Lige så snart nogen fattede sympati for dig, afventede du dagen, hvor de ville vende dig ryggen, og det fik dig til at tegne en streg i luften imellem jer og sige: dertil og ikke længere! En dag går det op for dig, at det er denne opmåling af afstand, der har været så omkostningsfuld. Der er ikke længere nogen der bekymrer sig for dig."

Han stopper op og læser ordene igennem. De kom så let til ham til sidst. For let. Smertelige og genkendelige insisterer de nu på deres eksistens. Han rejser sig fra stolen og går hen til vinduet. Gardinet truer med at give efter i ophænget, da han trækker i snoren. En snavset rude åbenbarer sig. Solen forcerer med lethed glasset og laver lyspletter på gulvet. Verden er grøn og levende. I det fjerne høres en pigestemme, der nynner en ukendt melodi.