En hyggelig summen møder mig, da jeg træder ind i lægehusets venteværelse. Et bredt udvalg af befolkningen er repræsenteret: Et par ældre damer, som mig selv, et ungt par med en baby, en teenager og så er der ham. Jeg skyder ham til at være i slutningen af trediverne. Jeg har set ham før, mange gange. Han sidder i venteværelset hver mandag fra 12.30 og til de lukker klokken 16.00. Sådan har det været i flere måneder. Han sætter sig altid på stolen ved siden af bladhylden, og jeg sidder altid på stolen nærmest døren, skråt overfor ham. Han er høflig, altid i samtale med en eller anden forsvarsløs ventende. I dag kan jeg høre, at han fortæller om sin epilepsi. Sidste mandag var det sukkersyge. Og mandagen inden det, handlede det om leddegigt, og da var jeg selv en del af samtalen. Han rådede mig til at spise fed fisk, for at mildne symptomerne, og sørge for at få en energirig kost, når nu min appetit ikke er, hvad den har været. Han sagde, at det havde virket for ham. Selvom det er den eneste gang, vi har snakket sammen, føler jeg, at vi kender hinanden. Der er noget velkendt og trygt ved, at kunne forvente hans tilstedeværelse præcis der hver eneste mandag. Han har endnu aldrig skuffet mig. Jeg går ind til mit sædvanlige lægetjek og kommer ud beroliget og i bedre humør. Jeg føler mig så frisk, at jeg for en gangs skyld følger en spontan impuls og vælger at gå tilbage til venteværelset. Jeg sætter mig diskret på stolen ved siden af ham. Den føles fremmed og kold, men jeg insisterer stædigt på dette brud på rutinen. Det tynder ud i folk. Nu, er et godt tidspunkt at indlede en samtale på. Jeg vælger det emne, jeg ved interessere ham. Det bliver til en lang snak om kræft og sorg og depression. Han fortæller om sit sygdomsforløb, og jeg gengælder hans venlighed ved at fortælle noget tilsvarende. Jeg føler mig virkelig opløftet af samtalen. Jeg kommer til at tænke på engang, hvor jeg så ham forlade lægehuset, formodentlig for at sætte kurs mod sit værelse i Staldgaardsgade. Hans blik udstrålede en stolt melankolsk ensomhed, som hos mig straks affødte et smerteligt jag i brystet. Jeg havde tænkt, at sådan et blik hørte til folk, der var meget ældre end ham. Jeg rejser mig besværet og spørger ham, om han vil spadsere med mig de 300 meter hjem til min lejlighed. Han hjælper mig ned ad trapperne, og vi går distancen i tavs tilfreds samhørighed.