En regnbyge er netop slået over bybilledet; massevis af paraplyer danner grundlaget for et dystert udseende mønstersceneri af fuldkommen grålighed. Solen, der i det fjerne langsomt stiger op over hustagene, er omhyggeligt gemt væk bag regnvejrets mørkegrå skylag.
   En mand betræder fortovsfliserne med faste skridt. Han er iført en sort trenchcoat, og i hånden bærer han en tyk arbejdstaske af læder. Regndråberne knuses mod jakkeoverfladen og genfødes som millioner af mindre partikler, der hurtigt fordufter i vinden. Øjnene er indsunkne, og blikket virker lettere ugideligt. Han standser ved den nærmeste bagerforretning for at købe en morgencroissant. Konen havde egentligt forberedt et ganske nydeligt morgenmåltid, men dette havde manden pænt takket nej til. Han spiser croissanten, imens han går. Manden standser ved et gadehjørne og krydser vejbanen uden at se sig for. En billist tvinges til at presse bremserne i bund; der undslipper et kort dyt, men manden ænser intet; eller også lader han som om. Idet han atter befinder sig sikkert plantet på fortovet, standser manden spontant for at undersøge en butiksrude. Bag glasset troner en forunderlig hat opstillet som kronen på værket i et virvar af hæsligt farvesprudlende taskevæsener og jakkevæsener tiltænkt gadelivets påfugle. Manden drejer hovedet mod sit dyre armbåndsur for at betragte visernes position på den glatslebne meteoritstensplade. Han skynder sig dog at vende blikket væk, da han indser, at tiden hverken står stille eller går langsommere af den grund. Da mandens blik således atter møder hattekongen forkludres virkeligheden, og herskerhatten taler til ham med tordnende røst:
   "Giv agt menneske, jeg er hovedbeklædningen over dem alle, konge af det fjerneste rige; bær mig, men kun med den majestætiske andægtighed, der sømmer sig for den konge jeg er. "
   Da virkeligheden vender tilbage, skynder manden sig forhastet videre fra stedet; i tvivl om hvorfor han endnu ikke befinder sig på sit arbejde, og på hvilken galskab han netop har været vidne til. Det er bedst slet ikke at tænke over, når han til sidst frem til, ja faktisk er det bedst bare slavisk at følge hverdagens rytme.
   Paraplyerne bliver efterhånden slået ned, i takt med at regnen langsomt aftager. De fleste befinder sig allerede på arbejde eller i skole; morgenmylderet er forduftet med regnen.
   En anden mand betræder fortovsfliserne med lette skridt. Denne mand bærer en stribet polo trøje, et par cowboyshorts og tilhørende sko af et af de moderne varemærker; alt dette på trods af vandpytterne i vejkanten og den gråligt uvejrstruende skyhimmel. Manden kigger sig roligt fra side til side, venter tålmodigt på at en bil passerer og krydser derefter vejen uden videre bøvl. Han ænser ikke butiksruden til hans højre, men fortsætter i stedet uforstyrret hen ad fortovsfliserne på vej til arbejde.
   Da manden når frem til skolegården, befinder en klynge mindre elever sig ude for at spille fodbold. Der er opstået uenighed mellem de to hold, og de involverede er på nippet til at ryge i totterne på hinanden. Skolelæreren løser situationen behændigt og undgår en konfrontation; bagefter føler han sig godt tilpas.
   På vej hjem fra arbejde passerer manden en gammel bekendt. Den gamle ven går iklædt en dyr jakke, et endnu dyrere ur og i hånden bærer han en arbejdsmappe, som er fyldt til bristepunktet. De hilser begge høfligt på hinanden, men går derefter hver til sit. Synet af den tidligere gymnasiekammerat får i et kort øjeblik skolelæreren til at ærgre sig over sine tidligere karrierevalg, over at han ikke i det mindste havde forsøgt at tage jurastudiet og over at det ikke er ham, der i dag går rundt med Rolex-ure og dyre forretningsjakker. Tanken bliver dog hurtigt forkastet; det er bedst slet ikke at tænke over, slutter han, ja faktisk er det bedst slet ikke at tænke overhovedet. Og netop som denne sidste logiske tanke når sin ende, fordufter virkelighedens dukkespil og meningsløse paradigmer og erstattes af oprejste bøfler med pæne habitter og høje hatte af det reneste guld. Hjorte, rensdyr, zebraer og heste danser til ukendte rytmer iklædt farverige kostumer broderet med alskens smykker af alverdens ædelstene. Og midt i vanviddets kaos troner hattekongen højt over alle på sin piedestal af magt og tordner med den dybeste og mest frygtindgydende røst:
   "Velkommen til mit rige menneske. Bær mig med stolthed og du skal få del i min uendelige magt over landet mellem alt og intet. Guld, ædelstene og uendelige rigdomme venter dig. Stol blot på min autoritet; for ægte konger holder hvad de lover."
   Da virkeligheden atter vender tilbage skynder skolelæreren sig hastigt videre; skræmt fra vid og sans.
   Det er efterhånden begyndt at skumre. Gadelygterne tændes, og hverdagens tunge melankoli erstattes gradvist af aftenens friske liflighed. Travle mennesker samles i restauranter for at nyde deres dyrebare frirum i fællesskab, og de ubekymrede yngre begynder så småt at se frem til nattelivets munterhed.
   En dreng betræder fortovets fliser. Om håndleddet har han intet armbåndsur, i hånden har han ingen taske og på fødderne har han ingen varemærkesko. Drengen krydser gaden efter at have set sig for; hverken for hurtigt eller for langsomt.
   Gymnasieelven ser længe på butiksruden. Hattekongen hænger højt over sit rige fastspændt i en tynd silkesnor fra loftet. Drengen går i ro og mag ind i butikken, hilser på ekspedienten og køber derefter hatten.
   De vilde bæster kigger anspændte på drengen, idet han ubekymret slentrer ned ad gaden med herskerhatten solidt plantet på hovedet. Visse løber, nogle råber og andre falder hjælpeløst i knæ. Men langt de fleste samler sig i grupper og betragter drengen med lysende øjne af glubskhed som ulve i mørket. Da drengen med hatten i et kort øjeblik forsvinder bag et hjørne, går gaden i udbrud; flokken af ulve sætter i løb, og før drengen overhovedet når at reagere, er de over ham. Den største og hurtigste af dem alle vælter først brutalt gymnasieeleven på jorden. Kort tid efter har de alle omringet ham. I et ukontrollabelt raseriorgie rives og flås drengen til uigenkendelighed. Kødstykker flyver overalt i luften, og i en rød pøl på asfaltvejen ligger herskerhatten og raser i al sin magteløshed.
   Da vanviddet toner ud, er drengen som forsvundet; tilbage ligger en besejret mand med sin arbejdsmappe. Manden rejser sig langsomt og besværet fra sin grav, børster lidt støv af skjorteærmerne og sparker foragteligt til hattegenstanden på jorden.