Lyden af et nervøst, galoperende hjerte ekkoer i hendes hoved.
   Hendes gisp overdøver de mange affyrede skud, som flyver forbi hende og omtåger hende af angst.
   I en situation som denne, står hun med hænderne presset mod øerne i et forsøg på, at lukke lydene ude, at fortrænge realiteten, at flygte fra dette angste øjeblik, men i det hun åbner øjnene, blot på klem, kan hun glemme alt om at fortrænge dette, da det er det mest virkelige hun nogensinde har oplevet.
   Nær hendes fødder ligger en svækket krop af en fremmed person, som giver spjæt fra sig, lider af åndenød og udbryder ubehagelige lyde af anstrengelse for blot, at trække vejret. Hun er stivnet i netop dette nødvendige øjeblik - ude af stand til at afgøre noget som helst, tage en beslutning, at hjælpe og redde.
   En eksplosion så stærk, at hendes syn bliver blændet fuldstændig og en følelse af, at hendes lunger bliver tømt aldeles for luft, rammer hende. Hun higer efter luft i samme øjeblik som hendes krop mister al form for følelse, men hun ed, at hendes ryg ligger fladt mod jorden. Det sitrer på hudens øverste lag efter et stykke tid, som det går op for hende, at hun blot ligger dér, på asfalten, ved siden af den mand hun for kun et øjeblik siden, havde ondt af.
   Hun er nu i nøjagtig samme situation selv, og kender ikke længere til situationen, som havde fundet sted for blot et sekund siden.
   Hendes tanker er forsvundet brat, anset som overflødige og ubrugelige. Hendes kraft kører udelukkende og omgående på overlevelsesbrændstof.
   I hvad der føles som en livstid, ligger hun og kæmper ihærdigt med at skille læberne fra hinanden, således at ilten kan trænge ind og ned i hendes lunger og give hende den nødvendige ilt til, at overleve.
   Hun forsøger, som aldrig før, med så megen besvær, at mindes de øjeblikke i hendes liv, som havde ført glæde med sig. Hun øsnerk blot, at værdsætte, endnu engang.
   Blodet dunker under huden som flyder ud i årene og forstærkede hendes sanser.
   Hun misser med øjnene og kan langsomt høre forfærdelighederne omkring sig.
   Der er ikke længere oplyst og tåget for hendes øjne. Langsomt kan hun betragte de mange gyldne og mørkrøde nuancer af flammer mod den så kulsorte himmel.
   Aldrig før, har hun følt hendes tro på menneskeheden vakle som den gør nu.
   I et forgæves forsøg på at skrige, undslipper en ynkelig lyd, som minder om et lidende dyr.
   Uden hendes bevidsthed giver hun et brøl fra sig og kæmper sig frem på de hudafskrabede albuer for, at søge dækning.
   Hun kollapser over en familie med flere, heldigvis uskadte børn, som hjælper hende, som var hun en af deres egne og ligger et tæppe over hende.
   Tæppets stof giver en svigende fornemmelse, da det ramer hendes brændte arme. Hun gisper af smerte og så det sortne for sine øjne. Hun falder inden længe hen i armene på en ukendt, smuk sjæl som knuger hende ind til sig i håb om at redde dette unikke liv.