Vi sad alle i den lille sal. Der var varmt som i en ørken, og der lugtede af sved. Men det gjorde ikke noget. Det gjorde heller ikke noget, at vi var 100 mennesker i en så lille sal. Det gjorde ikke noget, at Kristine prøvede at få os alle til at være stille. Det gjorde ikke noget, at hun nok var lidt sur. Det gjorde alt sammen ikke noget. For jeg sad her. Som en af de gode dansere sad jeg her sammen med dem, jeg måske ville blive venner med engang. For vi dansede jo alle sammen ballet. Så hvorfor skulle vi ikke blive venner? Det gjorde heller ikke noget, at alle derinde bortset fra mig, gik i dyrt mærkevaretøj. For jeg sad her jo også. Det kan jo kun betyde, at jeg også er en del af fællesskabet.
   Vi havde alle den samme opgave; at danse en flot opvisning, som skulle opføres i Musikhuset med hele symfoniorkestret og et kor. Vi skulle alle gøre vores allerbedste for at gøre vores trin så flotte som muligt, så publikum kunne se, hvordan vi havde knoklet.
   Jeg følte mig endda god til ballet for én gangs skyld. Jeg følte sig endelig som en af de store på danse- akademiet. Som én af dem, der havde gået til ballet i mange år og nu endelig var blevet stor og god nok til, at danse med i sådan en forestilling.
   Det gjorde ikke noget, at der også var nogle enkelte små med. De skulle jo også have lov en gang imellem til at, være med til de vigtige opvisninger. Jeg skulle jo ikke have noget at gøre med dem, for jeg skulle være med i de stores dans.
   Men det gjorde noget, da vi skulle deles i hold. Eller rettere sagt deles i danse. Vi kunne jo ikke danse i den samme dans, når vi var 100 mennesker. Vi måtte danse flere forskellige danse. Nogle danse var gode og dermed også for de gode og store dansere. Og nogle danse var knap så gode og dermed for de yngre og dårligere dansere. Sådan blev det altid delt ind hos Kristine - vores lærer. Det gjorde noget, da jeg blev sat på en anden dans end Ida og Line. Vi gik ellers alle sammen på det samme dansehold om onsdagen. Hold 13. Hold 13 skulle være kravlenisser, og det var en sjov og festlig dans. Men jeg havde jo ikke været med til opvisningen sidste år. Da skulle jeg til et meget vigtigt skoleprojekt. Så jeg blev altså sat på et andet hold end Ida og Line. I starten gjorde det ikke noget. Nej, det gjorde ikke noget. Lige indtil jeg opdagede, at jeg skulle danse med de små. De små. De otteårige, dem som ikke kunne finde ud af ballet, de tilsidesatte, reserverne. Men værst af alt: dem der lå allernederst i det store hierarki, som jeg jo godt vidste, fandt sted herinde på Balletakademiet. Jeg vidste skam også, hvordan det fungerede. Derfor kunne jeg med det samme se, at jeg skulle danse med dem, der var nederst i hierarkiet - og som sagt de små. De otteårige. Og jeg var tretten år. Jeg var teenager. Og så skulle jeg danse med dem. Der var kun nogle få på min egen alder. Men jeg vidste jo godt, at de også var de tilsidesatte. Betød det så også, at jeg var en af de tilsidesatte? Jeg vidste det ikke. Jeg var så forvirret. Hvorfor skulle jeg danse på dette hold? Kunne jeg ikke lige så godt have danset en anden dans med nogle af dem, der var lidt bedre end mig? Jeg ville have været tilfreds med at have en meget lille rolle. Eller at stå bagerst på scenen. Det var bare det at danse med dem i stedet for de små.
   Og det hele blev værre og værre, for hver uge der gik. For hver time derinde, blev det hele mere og mere ubærligt. Jeg måtte slæbe mig til ekstraprøverne i weekender i stedet for at julehygge med min familie. For det var jo en juleopvisning. Og vi skulle opvise den 3. december. Det skulle være en hyggelig familieopvisning, hvor forældre og søskende kunne opleve os danse ballet i en juleforestilling.
   Men det var hverken hyggeligt eller sjovt for mig at danse til denne opvisning. Det hele var bare en stor udfordring og ydmygelse at komme igennem, og der var ingen julehygge over dette.
   Det var værst, da vi skulle holde prøver. Overfor alle de andre 100 elever. Nogle endda fra min egen skole. Jeg havde den allerstørste lyst til at krybe ned i et musehul og først komme op, når alle de andre var gået. Men det kunne jeg ikke. Jeg blev nødt til at danse den klodsede dans, med små piger der snublede over deres fødder og ikke kunne danse ordentligt.
   Jeg var dødtræt af at blive behandlet som et lille barn. Det var ydmygende, pinligt og nedgørende. For hver time der gik, følte jeg mig grimmere, tykkere, dårligere, mindre og dummere. Mit kostume var så grimt og fimset, at jeg jublede inde i mig selv, da min mor fortalte, at hun desværre ikke havde fået billetter til forestillingen. Jeg var også sikker på, at jeg ville få tårer i øjnene af flovhed, hvis min mor skulle sidde og se på mig, når jeg dansede klodsede trin sammen med de små. Hun skulle ikke se, hvor dårlig jeg var.
   Den sidste dag, hvor vi skulle lave opvisning, havde jeg egentlig glædet mig, for det skulle blive en hyggelig dag. Det var jeg vis på. Men dagen ville mig kun dårligt. Det var allerede forfærdeligt, da jeg skulle have mit kiksede kostume på. Men det blev ikke bedre af, at en sur mand formanede mig om, at man absolut ikke måtte løbe på gangen, selvom jeg overhovedet ikke havde løbet på gangene. Ja, jeg blev så skuffet og vred over mig selv og hele situationen, at mine kinder blev røde og øjnene blanke, medens jeg stod og ventede lige bag scenen på, at mit hold skulle ind på scenen. Og de såkaldt store havde fået besked på at holde styr på vores hold, for vi kunne jo ikke være stille. Vi var så små. Ja, og så var nogle af de 'store' 12 år og yngre end mig. Det hele var så ydmygende og flovt, at jeg blot ønskede at forsvinde, da jeg kom ud på scenen og fik øje på forældre, jeg kendte. Det hele var så ubeskriveligt, at jeg var ved at græde af lettelse, da jeg endelig var færdig med opvisningen. Det gjorde alt sammen ondt. Hvorfor gjorde det så ondt? Betød det, at jeg aldrig skulle danse ballet mere? Jeg vidste det ikke. Jeg vidste blot, at der skulle ske noget.