Den støvede guitar
gabende i stolen med den manglende streng
Apatisk sympati, jeg orker intet
sjælen forlod mig i samme stund
Mine ømme fingre
blødende men uden noget liv
Ligegyldige toner ringer
fra stemmebånd og kirketårn
De hvinende ører
døde til ingen verdens nytte
Hvor er min sjæl, hvem stjal min ånd?
nu ængstes jeg ved skønne tanker
Tæt på sindssyg
gabende i stolen med den manglende strøm
Ved hver en tone vrides mit indre
en tåre kan ses i min øjenkrog
Den støvede guitar
som en mukkert ville kærtegne kærlighed
En node i harmonisk selskab
skæves og bøjes i nærheden af mig
Min krop, cementeret
fingrene krogede og gigtforpestede
Låst fast i "frys" og evig vinter
aldrig igen ser jeg dagens lys
Det er slut, det er ovre
den sidste tone er sunget
Blækket i pennen er for evigt tørt
dræb mig, før jeg besmitter poesien