Klokken er 0600
   Buzz-Buzz...

Hans hænder famlede i mørket, de prøvede at finde lydkilden.
   De var blinde, døve og dumme.
   Blot instrumenter til fysisk manipulation.

Peter vågnede, og lod langsomt hjernen overtage styringen.
   Hans ører registrerede, hvad den rædsomme lyd var, og hvor den kom fra.
   Hans nerver lod ham føle hvor hans hænder var.
   Endelig lykkedes det.. Han slukkede sit vækkeur.

Peter lod sine fødder svæve i luften et par sekunder, før han placerede dem på det kolde gulv.
   Han rejste sig og gik de cirka femten skridt til toilettet.
   Alt lod til at foregå automatisk om morgenen.
   Han børstede tænder, sked, plukkede et par vildfarne grå hår, og vaskede sit ansigt i iskoldt vand fra hanen.
   Ansigtet var ikke uden rynker, men folderne og de sølvfarede striber, var det eneste der kunne afsløre at han ikke længere var femogtyve
   Han plejede, i sjov, at sige at det gav ham alders-ethos.
   Kroppen mindede mest om en statue fra det faldne romerske rige, han var høj og veltrænet. Man ville næppe gætte, at han havde levet fyrre somre.
   Han fandt vej tilbage til soveværelset og.
   Åbnede skuffen på den dansk designede kommode.
   Han udvalgte et par sorte sokker, blandt de mange andre identiske fodvarmere.
   Benklæderne blev jeans, og overkroppen blev dækket med en blå skjorte.
   Han smed en håndfuld frosne frugter i blenderen, og startede den.
   Vanen tro tændte han tv'et.
   Han drak sin næringsmæssigt korrekte mos. Og vendte sin opmærksomhed mod tv'et
   Det var det sædvanlige morgenprogram. En trunte, der har en gæst i studiet..
   "Hvem er Peter Watts?"
   Lød det fra intervieweren.
   "Han er en sand helt"
   sagde den selvudråbte Peter Watts ekspert. Han fortsatte
   "Peter har i sin tjeneste ved flyvevåbnet gjort sig fortjent til, ikke mindre end tre tapperhedsmedaljer."
   "og vi behøver vel ikke at nævne hændelsen på den internationale rumstation?"
   Blev han ved.
   "Måske vi kunne genopfriske historien for publikum?"
   Lød det fra den alt for morgenfriske kvindelige journalist.
   "Det der skete"
   Eksperten rettede sine briller og fortsatte.
   "var at rumstationen, med fem besætningsmedlemmer, blev ramt af en byge mini-meteoritter."
   "De fire blev dræbt på stedet"
   "Men Peter blev ikke direkte ramt, og nåede at tage sin rumdragt på før ilten var suget ud af det gennemhullede rumfartøj."
   Journalisten havde tilsyneladende svært ved at acceptere et så kort svar. Og fortsatte
   "Derfor er Peter den første mand der er genindtrådt i jordens atmosfære uden et fartøj."
   "Ja! Han overlede takket være den nye nedbragt."
   Supplerede den såkaldte ekspert.
   "Efter reklamerne er der mere om vores første temponuat, Peter Watts"
   Meddelte studieværten.

Peter dvælede ved ordet helt
   "de skulle vare vide" Tænkte han.
   Hans bomber havde dræbt andet end fjender.
   De havde dræbt kvinder, børn, drømme og håb.
   Han havde mistet sin gravide kone på rumstationen.
   Han havde intet at leve for, og intet at dø for.
   Derfor ingen frygt.
   Han havde meldt sig til temponautprogrammet for to år siden, og var nu det første menneske der skulle rejse i tiden.
   Testene havde været hårde, både fysisk og psykisk.
   Men han havde med sin stærke fysik, og sin høje intellekt. Overbevist, både læger og psykologer, om at han var den rigtige til jobbet.
   Sandheden var at han ikke engang var afklaret med sig selv om, hvorfor han ville rejse i tiden.
   Men han havde fantaseret om at rejse tilbage i tiden og ændre sit liv.
   Måske kunne han ændre nuet.
   Desværre ville den første rejse kun være tolv timer,
   "men måske de en dag sender mig tilbage til dengang jeg mødte min kone"
   Tænkte han.
   "så ville jeg blive der med hende.. jeg ville ikke drage i krig. Og Jeg ville ikke lade hende tage med mig i rummet.."
   Det havde været endnu et eksperiment der endte med at forsøgsdyret døde.
   Nu var han selv forsøgsdyr.
   Ingen vidste hvad der ville ske, eller hvad der måske altid var sket..

Peter var kommet i tøjet, han stod et øjeblik og nød udsigten fra sin altan på 40 etage.
   Han forlod lejligheden og fortsatte hen til elevatoren.
   "Hvilken etage?"
   Spurgte elevatoren.
   Peter svarede
   "øverste!"
   Da elevatoren stoppede på 70 etage, forsatte han beslutsomt mod trappen til taget.
   Den kolde decembervind straffede skaks huden på hans kinder da han trådte ud på det rimfrosne tag.
   Han fortsatte mod afsatsen, og kastede sig ud i friheden.

Han falder, bevæger sig gennem rum.
   Han er ligegyldig.
   Blot endnu et væsen blandt utallige andre individer.

"Klokken er 0630 og du kan betragte dig selv som anholdt"
   Lød det fra den halvtykke politimand
   " please Tom"
   Svarede Peter.
   "OK!" svarede betjenten og fortsatte
   "Det er kun fordi du er Peter Watts."
   "Den første tidsrejsende."

Peter spiller sine kort og svarer
   "ja! Jeg kan måske ændre dette øjeblik."
   Betjenten tøver et øjeblik og svarer.
   "Det kan vi jo ikke have"
   "bare lad være med at gøre det igen"

Han havde måske altid gjort det?

Peter pakkede sin faldskærm sammen. og satte sig ind i sin røde Lamborghini.
   Køreturen til forskningscentrets p-plads tog kun 20 minutter.
   Men gåturen derfra var belagt med tusinde journalister.
   "hvordan har du det?"
   "Er du ikke bange for at ødelægge tiden?"
   "Hvordan virker maskinen?"
   Det var blot et par af de spørgsmål. man kunne høre i haglene af spørgsmål råbt fra de nyheds-hungrende sensations skribenter.
   "Ingen kommentarer"
   Det var alt hvad Peter fik sagt, da han kæmpede sig igennem oceanet af mennesker.
   Det var i dag det skulle ske, Peter var allerede gået i testmode.
   Der var mange teorier om hvad tid er,
   "Måske er en anden tid, en anden dimension."
   "Måske er tid et stof der passerer os?"
   "måske eksisterer der ingen tid, blot nuet?"
   "måske vi med, tiden, forstår det?"
   Sandheden var, at ingen af kvanteteorietikerne vidste hvad der ville ske.. Eller var sket?

Da de mødte ind denne morgen lå der et brev i tidsmaskinen.
   Brevet lød:
   "vi har sendt denne besked om to timer, hvis vi modtager den, så virker maskinen. "
   "Vi har gjort det."
   "Og vi nødt til at gøre det igen."
   "Ellers bliver det jo ikke gjort"
   "Så husk at sende denne seddel om to timer"

Forskerne gjorde sig klar. De tændte for maskinen.
   De sender brevet klokken 1730
   De sender Peter tilbage til KL 0600

Buzz.. Buzz...

Peter var rejst tilbage i tiden, men han husker det ikke...
   Men han kommer altid til at rejse tilbage i tiden, for hvis han ikke i fremtiden, rejser tilbage, har han jo ikke gjort det i fortiden..