Mørket havde for længst omringet hende. Hun var ikke bange. Hendes mørke hår blæste bagud, bølgede som vandet gjorde til en stille sommerbrise, trods der ikke var nogen vind. Hun balancerede på en lang hvid streg midt på vejen. Gik i en tunnel, med lys for enden. Hun havde en laset, hvid natkjole på. Hendes øjne var tomme, og tankerne var væk. Ingen tårer trillede ned af hendes kinder. Hun gik bare. Som var hun ved slutningen.

Han hamrede hidsigt på min dør. Bankede hånden ind i døren i flere minutter. Han råbte og skreg ad mig.. Råbte at jeg skulle åbne døren. Men jeg turde ikke. Jeg var kravlet hen i hjørnet af mit værelse, bag min seng. Jeg sad helt foldet sammen, med tårerne trillende ned af min kind. Hviskede til mig selv, at jeg ikke skulle være bange for ham. Jeg havde jo prøvet det før. Jeg havde jo prøvet det hele mit liv. Brandsår, bidemærker og blå mærker var nærmest som plamager på mine arme, ben og hænder. Mærker der aldrig ville forsvinde, fordi de igen og igen blev gendannet af monsteret, der hamrede hænderne ind i min dør. Til sidst kunne min dør ikke mere. Han sparkede den i tusinde stykker. Han stod i døråbningen, fuldstændig rød i hovedet. Hans øjne kiggede vredt på mig, inden han fik pusten til at gå 3 hurtige skridt i mod mig. Jeg fik hurtigt rejst mig op fra mit hjørne. Kiggede skræmt på ham.
   "HVAD GLOR DU PÅ?" Råbte han i hovedet på mig.
   Jeg kunne ikke svare. Min tunge bandt knuder i munden på mig. En klump havde sat sig i halsen på mig, og mine hænder og ben rystede. Brandsårene var begyndt at brænde igen. Bidemærkerne klemte om mine fingre, og de blå mærker begynde at dunke på min hud. Der lugtede af alkohol. Han var altid sådan, når han havde drukket. Rasende. Voldelig. Jeg var ikke et split sekund i tvivl om, at han kunne dræbe, hvis han bare havde fået lidt for meget indenbords. Han kunne sikkert godt finde på, en eller anden dag, at banke os syndere og sammen. Banke os ihjel. Men mor turde ikke forlade ham. Hun elskede ham for meget, selv om han ikke kunne behandle nogen af os godt. I mit hoved gav det ikke mening. Jeg kunne ikke forstå, hvordan man kunne elske en så meget, og så stadig frygte ham.
   "Jeg glor ikke på noget..." Klumpen forsvandt modvilligt fra min hals.
   Han kiggede forpustet på mig.
   "DU GLOR PÅ MIG!"
   Han hamrede sin hånd mod min kind. Tårerne begyndte endnu en gang at trille ned af mine kinder. De stoppede aldrig... heller ikke efter han havde forladt rummet.

Klokken var kun ved at være 22:00, og han var allerede godt beruset. ¨
   "Louise! Hent lige endnu en øl til mig!" Han var ikke begyndt at råbe af mig endnu, men jeg vidste at tiden snart var inde.
   Jeg gik ud i køkkenet for at lede efter endnu en øl til ham, men der var ikke nogen tilbage. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, for jeg vidste, at han ville blive enormt vred, hvis han ikke kunne få endnu en øl... Vreden ville gå udover mig. Mor og Fie var ikke hjemme. Fie havde været til gymnastik-afslutning i den lokale gymnastik-forening, og de var kun lige på vej hjem. Mor ville sikkert trække den ud, så de kunne liste i seng, uden min stedfar ville opdage dem. Så jeg var tilbage med ham. Monsteret.
   "LOUISE! Hvor bliver den øl af?!"
   Han havde rejst sig fra sofaen, og var på vej mod køkkenet. Jeg stod lammet af skræk midt på gulvet, da han kom ind af døren. Hans hoved var allerede begyndt at blive rødt, som kun betød, at hans temperament var på vej op.
   "HVOR er ØLLEN?!"
   Han kiggede vredt på mig. Med øjne der sikkert kunne dræbe.
   Jeg kunne ikke sige noget, min hals blokerede for alt lyd.
   "SÅ SVAR MIG DOG!!"
   Han hamrede hånden ind mod min kind. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder.
   "D... De... Der... Der er ikke flere tilbage.."
   Jeg lukkede øjnene med det samme, jeg havde sagt det. Ventede på, at han ville mishandle mig endnu en gang.
   Han tog fat i min hånd. Tog fat i min finger. Bed til. Han bed fuldstændig samme sted, som han også havde gjort de andre gange. Bed så hårdt han kunne, at smerten jog gennem hele min krop. Ned gennem rygraden, helt ned til mine tåspidser. Jeg faldt ned knæ, men han havde ikke sluppet min pegefinger endnu. Blodet trillede ned af min finger. Tårerne løb ned af mine kinder, til han bankede mig så hårdt i jorden, at alt blev sort for mig...

Jeg vågnede med et sæt. Forpustet af mine egne mareridt, men det var ikke det, der havde vækket mig. Skrigende nedunder var så høje, at det var umuligt at sove.
   "SÅ HOLD DOG KÆFT, DIN MØGUNGE!"
   Den her gang, var det Fie, der var ramt under hans vrede. Mor kunne jeg ikke høre. Det var kun Fie og ham. Trods min forpustelse rejste jeg mig hurtigt fra sengen. Trådte i mine sutsko, og slyngede en morgenkåbe omkring mig. Jeg små løb gennem en lang gang hen til der, hvor lydene kom fra. Da jeg stod midt i stuen, lå Fie helt sammenkrøllet af smerte på gulvet. Han stod og sparkede hende i ryggen og maven, uden på nogen måde, at opdage, at jeg stod midt i døråbningen og kiggede på. Jeg greb hurtigt en vase, som jeg kylede i hovedet på ham. Først der opdagede han mig. Først der, glemte han alt om Fie, og var fuldstændig fokuseret på mig. Men jeg var ligeglad. Fie lå og blødte på gulvet, så det var den eneste måde, jeg kunne få ham væk fra hende, inden han havde dræbt hende i spark og slag. Han stank af sprut. Stank af cigaretrøg og snavs. Han var ikke barberet i flere dage, og han svedte under hans hvide T-shirt. Hans cowboy-bukser var hullede og for små, så hvis han bukkede sig, var jeg sikker på, at hans bukser ville revne fuldstændig. Hans øjne var helt gule af for lidt søvn, og rynkerne var kun blevet mere slatne, jo længere tiden gik. Hvordan mor kunne forelske sig i sådan en klam mand, kunne jeg ikke forstå, men jeg kunne ikke gøre noget, mig gad hun i hvert fald ikke høre på. Han hamrede en knytnæve lige mod min højrekind. Jeg bankede i jorden, og alt kørte bare rundt for mig.
   "HVAD HAR DU SÅ LÆRT AF DET, MIN SKAT?!"
   Han begyndte at sparke til mig. Først min mave, men da jeg var så sammenrullet, at hans tykke fødder ikke kunne ramme maven mere, begyndte han at sparke til min ryg. Lige da jeg troede alting var forbi, hørte jeg et kæmpe brag bag mig. Uden nogen havde opdaget det, havde mor fået taget sig sammen til at banke en træstol ind i ham. Fie havde med sine sidste kræfter, kæmpet sig bag mor. Jeg lå stadig på gulvet. Smerten ville bare ikke forsvinde fra min krop.
   Stolen havde ikke gjort ham noget. Det havde sikkert bare følt som et lille slag på ham. Han havde sløvt vendt sig om, for at kigge på mor. Langsomt tog han fat om hendes hals, pressede med alle hans kræfter, så de sidste kræfter fra hende forsvandt. Hun baskede med arme og ben, men kunne ikke gøre noget. Fie stod 5 meter fra dem. Hun var helt bleg i hovedet, og tårerne løb som et vandfald ned af hendes kinder. Hendes blonde hår klistrede sig til hendes hoved, og hendes hænder rystede, som de aldrig havde gjort før. Mor faldt død til jorden. Livløs. Han havde fjernet det sidste liv i hende.

"FIE LØB!! LØB FOR HELVEDET!!!"

Jeg havde, i et kort splitsekund, fundet de sidste kræfter til at kunne rejse mig. Fie var alt for bange til at gøre noget, så han havde fat i hende, inden hun havde nået at flygte. Hurtigt havde han hænderne om hendes lille hals. Endnu en gang pressede han til. Tårerne holdte op med at trille fra hendes kinder, hun gjorde ikke noget. Sprællede ikke. Hun var alt for bange. Jeg stod bare og kiggede. Blod dryppede ned af min krop. Min morgenkåbe var røget af, på grund af alle de spark, som vores stedfar havde givet mig. Tilbage havde jeg en hvid natkjole... Den var næsten ikke hvid mere, blod havde farvet den rød. Jeg kunne mærke blodet trille ned af min kind. Han havde givet mig en flænge i øjenbrynet. Han havde sparket mig til blods på maven og ryggen.
   Fie røg i gulvet... hun lå lige ved siden af mor. De var begge helt blege. Helt livløse. Han havde glemt alt om mig, havde ikke tænkt på, at jeg rent faktisk ikke var helt død endnu. Alt var ligegyldigt for mig. Alt hvad der betød noget, havde forsvundet for mig. Dræbt... Han vendte sig om, og kiggede mig lige i øjnene. Tiden gik i stå. Alt gik i stå omkring mig...

Mørket omringede hende. Hun var ikke bange. Ikke mere i hvert fald. Hendes mørke hår blæste bagud, bølgede som vandet gjorde til en stille sommerdag, trods der ikke var nogen vind. Hun balancerede på en lang hvid streg midt på vejen. Gik i en tunnel, med lys for enden. Hun havde en laset, hvid natkjole på. Hendes øjne var tomme, og tankerne var væk. Ingen tårer trillede ned af hendes kinder, for hun var på vej mod dem hun havde kær. Hun gik bare. Gik mod døden.