Nogle gange er helten en høj, mystisk mand med hemmelige øjne. Men for det meste er de grønne og fulde af liv, og så kan han alt. Han kan løbe hurtigere end nogen anden, og så kan han slås, så man skulle tro, han var Mike Tyson. Alt det kan han, fordi hans krop er stærk og smidig uden at blive for muskuløs. Helten har altid noget han skal klare, det er meget svært, men helten kan selvfølgelig klare alt.
   Sådan er Andreas slet ikke. Jeg er ofte i tvivl om, hvad farve hans øjne har, fordi han altid ligger hen over bordet og sover, og selvom hans skuldre ser ud til at være rimelig brede, er det svært at være sikker, fordi han altid har så meget tøj på. Han fik godt nok 12 i idræt sidste gang vi fik karakterer, men jeg er næsten overbevist om, at han ikke engang ved, hvem Mike Tyson er. Om der er liv i hans øjne, ved jeg ikke, de er jo for det meste altid lukkede.
   Det er de også nu, selvom Søren står oppe ved tavlen og fortæller om den rapport vi skal aflevere på onsdag. Mine øjne er blå og helt åbne, men jeg hverken hører eller ser noget som helst, ikke engang Katrine, der sidder ved siden af mig og prøver at finde ud af, hvad man stiller op, når ens computer lige pludselig er på et andet sprog. Andreas sidder lige overfor mig, hans hoved hviler på den brune læderrygsæk, og hans øjenlåg vibrerer svagt. Han må have barberet sig i går, skægget er i hvert fald næsten væk.
   "Silje, hvad tror du, jeg skal gøre, når computeren gør det dér?" spørger Katrine igen. Jeg slider blikket væk fra Andreas og kaster et blik på skærmen.
   "Bare klap lortet sammen og tag den med ned til IT."
   Søren pakker sine ting sammen oppe ved tavlen og går over mod døren. Rundt omkring mig bryder larmen ud, og det sædvanlige kapløb om at nå først ned i kantinen, bliver sat i gang af klokken der ringer. Jeg rejser mig op og går hen og skubber til Andreas.
   "Hvad?" mumler han uden at åbne øjnene.
   "Frikvarter. Skal du med i kantinen?" Det spørgsmål er efterhånden blevet en vane, ren rutine. Han ved det kommer, undrer sig ikke over det. Ligesom at jeg ikke så meget som løfter øjenbrynet, når han siger, at han hellere må blive og læse på lektien til næste time. Vi er begge to med på, hvordan man spiller spillet, jeg ville bare sådan ønske, at reglerne var lidt mere klare. Nogle gange kan han finde på at blive siddende sammen med mig og snakke, mens jeg venter på, at min mor skal samle mig op. Andre gange er der helt lukket. Det er irriterende, mest fordi han ikke ved, at jeg ved det. Ida fortalte mig det en uge før jul, og derefter er spillet selvfølgelig blevet lettere at forstå, men også meget sværere at spille.
   Der kommer til at være lukket i dag, jeg kan se det på den måde, han pakker sin taske på. Hurtige, præcise bevægelser, sådan så folk skal tro, at han har travlt, og derfor ikke vil spørge ham, om han vil med på McDonald's eller op og træne. Han har overhovedet ikke travlt, det er jeg helt overbevist om, men jeg siger ikke noget til ham. Hans krøller bliver hvirvlet op af vinden, mens han går tværs over skolegården. Han blinker uendelig langsomt, og en sky glider for den svage forårssol. Jeg bider mig selv i underlæben og begynder at gå i samme retning som Andreas, selvom jeg ikke ved, hvor han er på vej hen.
   Han går med hænderne i lommen, mens han kigger ned på sine fødder. Han har et par sorte Vans på, og sine uendeligt mange trøjer. En undertrøje, en T-shirt og en skjorte udover. Og han lugter endda aldrig af sved.
   Andreas går over vejen ved krydset tæt på Hammerlodden, og pludselig er det ikke så svært at gætte, hvor det er, han vil hen. Det er der, hvor alt emmer af en mystisk stilhed, og hvor blæsten ikke kan få træernes blade til at rasle. Jeg ved, hvad han skal der, og jeg ved, at jeg bryder reglerne ved at følge efter ham derhen. Men jeg vender ikke om, da jeg når den hvide port, jeg følger efter ham ned af grusstien. Jeg er nødt til at se, hvad der sker, hvis man bryder spillets regler.
   Mine fødder skraber mod gruset, men der er ingen chance for, at Andreas hører noget som helst andet, end det musik han har i ørerne, så jeg fortsætter uden at tøve. Hvis han vender sig om nu, så ser han mig, og så tror jeg ikke, han nogensinde vil tale med mig igen. Jeg har ingen planer om at vende om, men jeg bliver nødt til at passe lidt på.
   Han drejer til højre og går ned langs en række med sten. Han stopper op og kigger som i trance på en af stenene, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne. Jeg betragter ham fra min plads bag det store grantræ, og pludselig er det, som om den følelse jeg fik, første gang jeg så ham, vender tilbage. Hans øjne må være grønne.
   Et par skridt, en masse tøven og tvivl, så nogle flere skridt og en forsigtig hånd på hans skulder. Han vender sig ikke engang om, men han tager hænderne op ad lommen.
   "Undskyld," siger jeg så hæst, at det mest bare lyder som en skrattende radio. Han siger ingenting, bliver bare ved med at stirre på den sorte inskription. Der er helt lukket. Jeg tager ham i hånden, noget jeg nok skulle have gjort for længe siden. Hans fingre lukker sig om min hånd, men han kigger stadig ikke på mig.
   "Du ved det."
   "Jeg ved det. Ida sagde det til mig engang før jul, selvom..." Jeg smiler opgivende.
   "Selvom?" Hans stemme lyder så underlig, så jeg passer på med at kigge på ham.
   "At jeg egentlig burde have regnet ud, at der var et eller andet... Ellers var det vel gået anderledes, dengang..." Jeg behøver ikke at sige mere end det, der kan ikke være nogen tvivl om, hvad jeg mener, og selvom der mest er helt lukket hos Andreas, er jeg sikker på, at han husker det lige så tydeligt som jeg; bølgerne der skyllede op mod stranden, de andre fra klassen der begyndte at gå tilbage mod hytten... Og Andreas der stod med fødderne i vand og hænderne i lommen, mens han kiggede ud over havet. Og jeg kunne ikke lade ham være, men bagefter var det, som om det overhovedet ikke var sket.
   "Hun døde en uge senere." Han græder nu, jeg kan mærke, at han ryster på hånden, og hans stemme skælver.
   "Fortæl mig det."
   Han klemmer pludselig min hånd hårdt, og trækker mig ind foran sig. Han kigger stadig ikke helt på mig, men jeg kan se, hvordan hans tårer laver mørke pletter i gruset.
   "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve sådan her. Hvordan vil de have, at man skal leve, når det føles som om det gør ondt i hjertet? Det gør ondt."
   Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til ham, så i stedet nusser jeg ham lidt tøvende i nakken.
   "Jeg kan bare ikke være glad," mumler han i mit øre.
   "Jo Andreas, en dag kan du."
   Han hulker nu, og trækker vejret besværet og hurtigt, næsten som om han er forpustet efter en boksekamp mod Mike T. Jeg rækker ud for at fjerne tårerne fra hans kinder, men han griber fat i mine hænder og ser næsten vild ud i hovedet. Jeg kysser ham, og det føles præcis som dengang. Skægstubbene der kradser, hans store hænder, der lægger sig om min nakke. Bagefter kigger han på mig i lang tid, men det er som om, han ikke rigtig ser mig. Om der er liv i hans øjne ved jeg ikke, men jeg er helt overbevist om, at det er Andreas der er helten.