Jeg kiggede ned og fulgte de slidte Convers gå forbi vejens mørke vandpytter. Jeg var egentlig ikke bange for at træde derned, jeg ville bare ikke den vej. Skoletaskens indhold hoppede op og ned og madkassens faste overflade gav lyd når den blev kastet mod bøgerne. Jeg ville gerne være sat i løb, men jeg kunne ikke rigtig. Jeg ville vel ikke rigtig, for hvad skulle jeg nå? Da jeg stod foran hoveddøren fiskede jeg det lange farverige nøglebundt frem, og fandt hovednøglen med fingrene. Stilhed. Ingen hjemme. Jeg lod tasken dumpe ned på mors polerede trægulv, og hørte det fine bornholmerur i stuen hilse på med sin tikken og takken. Stilheden var så smuk, men i mit hjerte skreg og græd jeg. Sjælen der skulle være fri, og turde bevæge sig frimodigt, var blevet væk. Jeg satte mig stille i sofaen i stuen, og her sad jeg bare. Kiggede, og gjorde ingenting. Klokken var 15:48.

Vinduet ud til haven var støvet, og jeg prøvede at spejde efter de små fugle i hækken. De sad der og gemte sig sammen og fløj derefter væk, når det ikke var rart på den gren mere. Jeg havde ingen idé om hvilken gren jeg sad på, og i det hele taget følte jeg mig ulykkelig og alene på den her gren. Tårerne tvang sig vej frem i mine øjne, og mit syn blev sløret for det salte vand. Dråberne dryppede ned i mit skød og mine hulk og snøften brød den sarte stilhed.
   Jeg tog mine sko, og jakke på. Det kunne jo blive koldt tænkte jeg, og alligevel havde jeg ikke tænkt mig at tage andet end et æble med i lommen. September måned virkede som den rette tid at gøre det på. Det var nu eller aldrig, for senere hen ville jeg blive for gammel til det her. Jeg vidste jo godt at piger over tolv år ikke stak af, og det vidste mor og far sikkert også. Netop nu, ville de tage det alvorligt, og med den tanke lynede jeg jakken og gik udenfor igen. Vinden løftede mit hår væk fra ansigtet, og hev en tåre fra min øjenkrog. Jeg drejede ned af Abildgårdsvej og uvidende om hvor jeg skulle hen, vidste jeg at denne vej ville til sidst føre forbi hvad jeg kendte. Hvis man ville forsvinde måtte man følge den første vej man kendte, og derefter fortsætte til man ikke ville kunne finde tilbage til den vej igen. Min idé var simpel; jeg ville væk fra alt hvad jeg kendte.

Troen på at lykken var simpel på den anden side holdt mit hjerte i live, og mine ømme fødder trådte blidt blomsterne ned i vejkanten. De blev efterladt krøllede og ødelagte. Svigtet blev de. Væddet med tårer til at nære sig på, og splitsekundet efter ville de mærke dødsstødet. Vejen lå øde, det var onsdag eftermiddag og folk var på arbejde eller i skole, og jeg kunne i fred fare vild. Ingen hørte mig græde, og ingen ville stoppe mig i at forsvinde. Jeg havde ikke noget imod det, for jeg vidste jo ikke engang selv hvem jeg var, så indtil videre var opgaven nem. En krydsende vej lagde sig som første forhindring, men jeg gik stædigt videre, og jeg kastede æbleskroget på vejen, hvis nogen ville se hvad der var tilbage af mig. Det var nemlig hvad jeg ville efterlade. Mit eget skrog. De slidte sko gik beslutsomt hurtigere og hurtigere på fortovets ujævne fliser. Mine forældre måtte ikke se mig her. De forstod det ikke, og det gjorde alle andre heller ikke. Kun jeg ville spidse ører til mine egne ord, og snart kunne jeg heller ikke forstå betydningen af dem.

Nu kunne jeg se Abildsgårdsvej dreje. Efter det sving vidste jeg ikke hvad verden havde at byde på, og efter det sving ville jeg ikke længe se mig tilbage. Jeg satte så småt i løb og mit hjerte hamrede i halsen. Sveden begyndte at pible af mig, og den store dunjakke larmede mod mine ærmer når jeg løb. Prustende stoppede jeg rundt om hjørnet, og faldt sammen på mine knæ. Mine ben knækkede under mig, og jeg satte håndfladerne i asfalten med tårerne der løb ned af mine fingrer. Jeg kiggede ned i asfalten og ville ikke tro mine egne øjne. Mine tårer var ikke engang nok til at vises på den i forvejen våde vej. Skælvende vendte jeg hovedet op, og erkendte mit nederlag. Jeg kiggede direkte i en lukket hæk. En blind vej. Jeg tog min ene sko af, og kylede den over hækken. Skriget skræmte samtlige skader væk fra trætoppene over mit hoved, og jeg tog den anden af og gik med den i hånden stille tilbage af den buede vej.
   Vejen hjem var det hårdeste. For selvom jeg vidste dette ikke bogstavelig talt var verdens ende, så var det det metaforisk i min verden. Jeg gik i strømpesokker tilbage af vejen, og regnen begyndte at komme. Smerten var ubarmhjertig, og jeg havde problemer med at få luft mellem alt min snøften og hulken. Jeg drejede op til min hoveddør, og stoppede lige kort inden jeg tog i håndtaget. Ingen hjemme. Selvfølgelig ikke, for bornholmeruret vidste kun 16:27.
   Jeg græd til klokken blev fem, og derefter gad jeg ikke mere, eller også orkede jeg bare ikke mere. Min venstre sko lagde jeg ind i skabet alene, velvidende om at den var ubrugelig uden den anden. Jeg lå i sofaen og så tegnefilm med fjernbetjeningen i hånden. Mor trådte ind af døren med indkøbsposer med varer og bad mig hjælpe med at bære dem ind. Hun spurgte til mine lektier, og lagde sig derefter ind i sin seng for at hvile sig. Jeg havde en stil til i morgen, hun pointerede ville være fornuftig at lave. Hun sagde det på samme måde, som hun altid sagde det.