Vinden hiver mit krusede varme hår ind under næsen, fjerner det let med en finger og skærmer for solen. Regnen har efterladt sig i pytter rundt i skovkanten og vinden hiver også lidt i de øverste dråber og lader dem udforske jorden længere fremme. Jeg går samme retning og indånder den våde duft, der bringer mine tanker tilbage til Børnehaven Spurveflugt. Friheden til modigt at glide ned af metal-rutsjebanen på vej ud i livet og lande i mudderet med hænder og fødder. Våde, beskidte og klar til at tage fat måtte vi tumblinger rejse os og tage rutsjeturen igen. Vi besteg de høje trin op til toppen, måtte overskue den lille verden, hive godt op i flyverdragten og klø sig i håret hvor sand blev børstet væk og mudder ubevidst lagt på igen. Tage trinet op på rutjeturen og lade sig glide ned og lande som før, men denne gang med afsæt i benene undgik vi et nyt lag frisk mudder mellem fingrene. Det var modet til frihed der dannede mig dengang, og vinden stjæler duften fra mine næsebor igen og nostalgien knuger sig efterladt i min mave.
   Mine ben er længere, ansigtet ældre og ansvaret større. Myggen låner min arm og jeg fristes til at klaske den, men min frihed til at lade være og modet fra det væsen får mig til at lade den låne hvad jeg kan låne ud. Så længe den ikke har malaria med sig helt fra Afrika. Køerne ligger på bugen og nyder kornets raslen til verden, da jeg passerer og indånder sommerens luftige sødme. Her går jeg alene langs skovkanten og vender tidens terning med mig selv. Kaster og slår et par fortidsminder, slår igen og vender et par nutidsindtryk. Han venter derhjemme med kærligheden klar til at blive æltet, og som øvelse gør mester, så er udfaldet efterhånden som årene er gået blevet bedre. Mit hjerte banker lidt hårdere ved tanken og jeg smiler op til fuglene i trækronerne. De synger en ny sang fra gren til gren og lader også dem uden takt synge med. Det er da frihed til forskellighed tænker jeg, og klukker ved tanken.
   En lille kløe på min arm minder mig om hvad jeg tidligere tillod at låne ud, stenene knager under mine slidte gummisko og jeg kan se mit hjem i horisonten. Sætter min kurs og stopper så endelig op ved den lille havelåge i et langt stræk mod solens stråler, hvorefter jeg igen lander med begge ben plantet i endnu en dag med friheden til at have mit hjem på denne smukke danske jord.