Bassen hamrer i takt med flugtinstinktet. Menneskemængden er tæt pakket. Jeg forsøger at gøre mig lille. Ydmyg. Hænderne svæver afværgende i luften. Glimtet i min modstanders øjne. Er det vanvid? Druk, stoffer eller begge dele?
   Klart. Det er forstået. Pigen er optaget.
   Aner en svag åbning bag mig. I hurtige baglæns skridt maser jeg ind imellem dansende kroppe. Skubber lidt tilfældigt rundt, nærmest snubler, finder fodfæste og når en væg. Sikkerhed. Jeg er sluppet væk.

Adrenalinrusens exit mærkes tydeligt i mine rystende ben, mens en underlig susen lyder højt i ørerne. En pludselig svimmelhed og voldsom smerte når min bevidsthed. En metallisk smag i munden minder mig om, da jeg var mindre og suttede på et rustent søm. I en glidende bevægelse, med væggen som støtte, kommer jeg ned at sidde.
   Hvad helvede sker der?
   Hvorfor stirrer folk så paniske på mig, mens de bakker væk?
   Jeg er sgu' da ikke farlig... Nærmest ved et tilfælde ser jeg ned.
   Fuck, hvad er det? Noget mørkt spreder sig hurtigt fra maven ud i en pøl på gulvet. Blod? Mit? Jeg hader blod. Panikkens årsag og betydning glimter som lyn i min forvirrede hjerne.

En klar pigestemme trænger igennem tågerne.
   - Du må hellere komme helt ned at ligge.
   - Der er ringet 112.
   Pigens stemme matcher hendes lyse hår, som skinner omkring det venlige ansigt.
   - Hvad hedder du?
   - Jens, hvisker jeg forpint.
   Enkelte ord forvrænges lidt, men jeg kan høre hvordan hun forsøger at bevare kontrollen i hendes stemme.
   - Jeg hedder Anna og er sygeplejerskestuderende.
   - Du skal bare ligge helt stille, indtil ambulancen er her.
   - Alt er under kontrol.
   Fastlåst i min forbandede hjælpeløshed, rejser de sidste ord et rasende had. Hun er så tæt på, dog uden for rækkevidde. Jeg vil se hendes blod flyde i stedet for mit, tvære hendes venlighed ud i hendes yndige fjæs. Hvordan kan hun mene, at alt er under kontrol? Jeg ligger her i mit eget kvalme-stinkende blod, og hun er ingen fucking læge. Indser ret hurtigt min utaknemmelighed. Kan hun se det i mit blik?

- Politiet hvisler jeg næppe hørbart, men hun svarer alligevel.
   - De er på vej. Kan du huske noget?
   Min vrede er nu vendt mod knivstikkeren. Forsøger at beskrive ham, men opdager, at alt jeg kan huske, er hans øjne. Brændt ind på nethinden. I et grotesk øjeblik ser jeg politiet rende rundt i natten, og lyse folk ind i øjnene, for at finde netop dette par. Grinagtigt håbløst. Vidner... måske. Hvis der er nogen der har nosser nok!!!

Hvorfor skulle dette ske for mig? Stille og rolige mig. Passer mine ting. Det her har jeg ikke fortjent. Kommer i tanke om skænderiet med "de gamle" inden jeg gik i byen. Gid de var her nu. Ved de, at jeg ikke mente, hvad jeg sagde? Ved de, at jeg elsker dem?

Det er pludselig meget vigtigt at få fortalt mit navn.
   - Jeg... hedder Jens, ... 19 år. Forsøger at huske mit cpr. nr.
   - Shhh... Anna ryster på hovedet, og tilføjer.
   - Jeg ved godt hvem du er.
   Hendes ro er beundringsværdig. Burde have en guldmedalje.
   - Nu er de her, siger Anna og forsvinder ud af mit synsfelt.

Den isende kulde er krøbet ind i hver en knogle. Jeg ryster som aldrig før. Et af disse folielignende tæpper bliver lagt hen over mig. Var det ikke en NASA-opfindelse? Jeg får ikke fat i lægens navn. Ved han arbejder på at redde mit liv. Smerten føles kun svagt. De må have givet mig noget. Morfin?
   Øjne. Øjne over alt... Ser ind i lægens. Resignation. Næste sekund ved jeg, at det er genspejlet af mine, jeg ser.

Hvorfor? Hvem? Hvordan? Det er ligegyldigt nu. En banal tilfældig hændelse og dårlige ods.

Mens ballonen blæser luft i lungerne, smiler jeg. Jeg ved, at det aldrig når mine læber. I pulsens sidste florlette strøg når det dem jeg elsker, og som vil huske mit navn.

Jeg hedder Jens, og er 19 år...