Der var lidt småtravlt i restauranten, og servicets klingen, klangen, dingen og dongen mod hinanden vidnede om at klokken var spisetid. Primetime, som chefen sagde. Her kom både høje, lave, fine og mindre fine for at spise langs kysten. Man kunne fra vinduet se hvordan bølgerne klatrede op af bredden og barsk slog sig mod bådene, så de dunkede mod hinanden.
   Færgens tuden hørtes langtfra ude på det blå hav, og her kunne tovene i masterne slå tromme i takt med de dunkende både. Jeg tog imod betaling fra bord 16, og kiggede blot ud over vandet. Der var ikke en båd at se ude på vandet, men Sverige tittede op i baggrunden som en fjern ø. Mon også der stod én og kiggede den anden vej mod Danmark?
   Terminalen bippede, og jeg takkede for i aften og gik tilbage til baren.
   "Tager du bord 24, Helene?" spurgte Trine. Det var chefens højre hånd. Jeg nikkede bare som svar og nåede knapt at stoppe op fra min tidligere bedrift, før jeg fortsatte mod min nye mission.

Der sad otte familiemedlemmer med spisekortene oppe, så jeg så ham først ikke. Han sad for enden nede i hjørnet, og da han endelig lagde menukortet og kiggede på mig, blussede jeg helt op. Hans øjne var blå som himlen når den er allerlysest, og hans hår var rodet og mørkt, og smilet var blidt og så ungt. Han kiggede mig direkte i øjnene og jeg måtte kigge væk, så jeg ikke rødmede yderligere.
   "Vi vil gerne have.." og så hørte jeg kun med et halvt øre, for jeg kunne ikke få tankerne væk fra denne fyr som var uskyldigheden selv der havde trådt ind i denne lille havnerestaurant. Jeg tænkte på om han kiggede på mig, og om hvad han tænkte, hvis han altså tænkte på mig.
   ".. og så to glas rosévin, og en kande vand." afsluttede den ældre dame ved siden af ham.
   Jeg nikkede høfligt tilbage og havde konstant fastholdt blikket på hende, men da jeg endelig tog kortene sagde han noget. Hvilken engel, hvilken forfører der smiler så venligt, så skævt og roligt og så stemmen. Den var så blød og den kunne sige alle de kærlige ting. Stemmen var perfekt til ord som "elsker", "smuk" og "kærlighed". Jeg forestilede mig der faldt rosenblade ned fra loftet når han talte, og jeg blev så befippet, at jeg stødte ind i stolpen med alle tallerknerne.
   "Jeg er okay" fremstammede jeg hurtigt, og han fniste venligt af mig påklistret sit smørrede smil, da jeg var på vej ud.
   Jeg gik tilbage til baren og sagde bestillingerne til køkkenet (havde trods alt fanget det vigtigste), og jeg gik rundt for at se til de resterende borde, men jeg kunne ikke få ham ud af hovedet. Han kunne havde bestilt en 'sød pige, med godt kærestepotentiale og ekstra meget humor', men det skulle han ikke have. Han havde bestilt en bøf. Hvad kunne den give ham? Jeg kunne give ham bøffen og mig på samme fad. Ej, hvor var jeg i det hele taget fjollet og barnlig, når jeg tænkte på den måde. Jeg var trods alt tyve år nu, så jeg var ikke den unge uskyldige pige, der var så nysgerrig på kærlighed, at det krillede i hele kroppen. Nu viste jeg hvad kærlighed var - troede jeg. For han kiggede også diskret efter mig, og det vækkede følelsen i mig. Det var Helene tretten år.
   I løbet af aftenen havde jeg serveret mad for dem, og tømt deres tallerkner igen, og efter halvanden time rejste de sig og ville betale. Jeg opdagede ham først ikke, fordi han dukkede op lige bag mig og spurgte: "Har du haft en lang dag?", hvorefter jeg smilede sammenbidt og svarede "Hmm, lidt". Han fortsatte sin englesnak, og det kunne være lige meget hvad han sagde, bare han sagde det. Jeg kunne kysse dig fremmede dreng, jeg kunne væve mig ind i dine arme, og jeg ville tro på alt hvad du sagde. Jeg ville være den naive pige, der stolede på alle dine løfter og jeg ville danse og bade mig selv i dine ord, og genkalde mig din dybe stemme. Gid du vidste og gid jeg vidste. En klog forfatter sagde engang at verden ikke er en gavebod, så jeg måtte huske at intet var gratis. Jeg kunne ikke sætte alt på spil, og jeg kendte ham jo knapt nok.
   Den ældre dame fra bord 24 betalte regningen, og selskabet gik i trop på vej ud mod døren. Jeg holdt døren åben for dem alle - også ham.
   Det var vores afsked, the point-of-no-return, og vores smeltede blikke skulle nu finde form og adskillelse igen. Det var som at tage sit livs vigtigste beslutning, hvor fornuft og forelskelse var oppe at skændes i mit hovedet. Fornuften måtte vinde, og jeg ærgrede mig da han gik forbi mig med ordene "Farvel, og tak for mad", og dermed forblev han den ukendte, englesmukke mystiske fyr fra bord 24.