Da jeg var barn og mormor døde af kræft, så forstod jeg ikke hvorfor man kunne dø af det, og især ikke når jeg skrev ordet for mig selv. Ordets blæk der blev fortykket på papiret af mine salte tårer. KRAFT skrev jeg. Jeg turde jo ikke noget, for man kunne dø af det, og i dag har jeg fået en helt anden sygdom. Den man får når man ikke får "kraft", men den føltes lige sådan...

Solen skinnede og prøvede at minde mig om hvor heldig jeg var sat, om alle de mennesker der ville mig så godt, men alligevel blev mit smil vemodigt sendt tilbage til solen. Morgenen ville mig godt, men jeg var i limbo et sted. Uberørt og alligevel så traumatiseret af indtrykkene jeg ikke kunne skelne fra hinanden.
   Da jeg først bevægede mig ud i efterårsvejret og blæsten prøvede med trækkraft at hive den mentale spændetrøje af mig, så prøvede jeg at lade den, men hver gang var jeg så tæt på. Alt for tæt på at bryde sammen, så jeg holdt om trøjen lidt endnu, for ikke at miste mælet.

Skolen blev ligesom en distraktion fra mig selv og jeg kunne maskere mig selv med omsorg og pædagogisk støtte til mine veninder. Det hjalp meget at være væk fra mine egne tanker. Det hjalp at flyve mellem empati, humor og biokemi, for det krævede ikke at tog stilling til mig selv. Noget som helst i mig selv for den sags skyld. Jeg kunne blende ind og være til uden noget eller nogen kunne skubbe mig. Det med at have kræfter skulle jeg i hvert fald ikke nyde noget af. Det døde nogen mennesker jo som sagt af. Så når jeg cyklede hjem måtte jeg holde mig sammen mens vinden igen prøvede at hive mig fra hinanden. Jeg måtte holde på mig selv som man holder en hat i vinden. Tæt og irriteret over vind og vejr.

Jeg kom hver dag hjem i sikkerhed igen. Jeg ville allerhelst sove, og sommetider var det heller ikke så slemt ude i badet, men jo flere dage jeg holdt sammen i stykkerne på mig selv, jo flere stykker skulle der holdes sammen på. Jeg var en smeltende is, en fortabt forstyrret sjæl og klaustrofobien blev kun udfordret af at hive mere om i baggagen, som jeg skulle holde om bag masken i skolen.

Så kom en dag, rutinemæssigt som alle de andre dage, hvor jeg snyder mig til sulten, spiser morgenmaden og på vej til skole slipper fra vinden, og når dertil stadig i ét helt stykke. Dog havde jeg denne gang husket alt for meget uro og masken var efterhånden utroværdig og kunne pilles af som dødt hud.
   Det opdagede Lene. Hun kiggede mig langt ind i øjnene og jeg lagde modet fra mig og kiggede væk for ikke at blive gennemskuet, men før jeg vidste af det var min hånd i et varmt klem i hendes. Hun gav mig diskret et lille indforstået smil, ingen lagde mærke til det, og det var perfekt. Hendes ømhed strømmede igennem mig. En kulde i der forlod mig og kraften der indtog.

Det gjorde ikke ondt at flyve mod afgrunden, men det gjorde ondt i selve faldet. Det var langt og jeg mærkede vinden hive i mig hele vejen. Denne gang lod jeg den. Hat, halstørklæder og hår fløj om ørerne på mig. Jeg måtte ironisk nok finde modet til at være bange. Da jeg endelig landede var jeg forslået, angst og drænet, men mest af alt lettet og glad. Jeg var ikke faldet, jeg var sprunget. Som en fugl der erkender den ikke kan flyve, og må vente til vingerne er klar, som en digter der erkender sine manglende ord eller som en pige der lukkede dæmonerne ud og turde have modet til at springe ud og være angst. Løftes i nakken af erkendelsens klo og lade panikken renses ud med tårernes løb. Jeg troede jeg ville være alene hernede, men jeg fandt flere jeg kendte. Lene som også havde været bange. Jeg behøvede ikke vide hvor længe eller stille spørgsmålstegn til hvorfor. Det var nok at tage springet og vide jeg ikke var alene om en ny vej, hvor end den førte én hen. Det var lige meget, for nu var jeg fri, og den røde sol kunne lede mig så længe jeg havde hjertet med. Også helt hjem igen.
   Og selvom det tog mig noget tid at forstå som barn at der var forskel på at have kræft og have kraft, så indså jeg at kraften og modet til at erkende sig selv var det der holdt mig i live i springet, og min verden en dag var brudt smertefuldt sammen hvis jeg for evigt havde holdt hjertet lukket.