Hele majmåned var smittet med gråvejr og idag var den absolut mest inficerede. De truende skyer fulgte mig på vej ned til byen. Det syrede i benene som jeg trampede i pedallerne på cyklen, og jeg måtte tage mig selv i at bruge al min energi før jeg overhovedet nåede frem på arbejde. Jeg stod blot som sælger nede i en butik, og der ville formentlig ikke dukke mange op på sådan en dag, men arbejde var jo arbejde. Jeg var i forvejen helt udkørt og knuden i maven skulle vise sig ikke at være let fordøjelig. Efter en lang dag med matematik, dansk, historie og til sidst fysik var der ikke meget hjernekapacitet tilbage til uforudsete hændelser, og ej heller arbejde. Jeg parkerede cyklen ved den grå mur og rettede på skjorten inden jeg gik ind af personaledøren. Lageret var rodet, og jeg måtte på en større ekspedition og Tetris manøvre for at rydde op i det igen. Men på lageret var der stille og jeg kunne få ro at prøve at vikle kruden i maven fri. Jeg rømmede mig, og hostede hvis det ikke hjalp, og drak vand fra min vandflaske, men intet syntes at finde hoved og ende på den knude. Jo mere jeg memorerede "gå-til-helvede-med-at-du-ikke-snakker-med-nogen-i-skolen" eller "jeg-er-da-ligeglad-med-hvad-de-andre-tænker" og "... ja, du behøver heller ikke pigerne fra fodbold." jo mere filtrerede knuden sig sammen. Syv års ulykke for at smadre spejlet med den sektenårige pige ude på toilettet syntes et øjeblik at være det værd, men inden jeg overhovedet nåede at overveje det kom chefen og gav mig skideballe for noget arbejde der ikke var udført af mig, men tilsyneladende var det blot en monolog og ingen taletid var sparet til mig, så jeg smurte ekstra foundation, mere mascara og et kronisk stort smil som stillede jeg op til fotografering før jeg gik ind i afdelingen til kunderne. Jeg satte varer på hylderne, og måtte blot brede mit smil endnu mere når jeg fik øjenkontakt med folk, og da skete det. Knuden gik op. Når der i fysiologiske tilfælde sker en ruptur på en trombose eller emboli, så forårsager det celleskade på det omkringliggende væv, som typisk er karvæv. Det vil altså være en ustandselig blødning der forløser et ophobende tryk, og i mit tilfælde dryppede næseblod dråbe for dråbe ned på gulvet og jeg tabte mit kamerasmil lige midt i afdelingen blandt porcelænskopper og fint service. Panisk løb jeg mod toilettet for at stoppe blødningen, men intet syntes at virke og jeg kunne mærke hvordan kvalmen, knuden, kuglen, hvad-det-end-var ville op nu. "Medarbejder 556 bedes komme til kontoret" lød det over højtalerne, og ja gæt hvem medarbejder 556 var. Jeg samlede en klump af toiletpapir og gik op på chefens kontor med blodige hænder, bankede på og hans mimik stillede et spørgsmål jeg svarede på inden han verbalt fik æren. "Jeg har altså ikke været oppe at slås. Det er bare næseblod... det vil ikke stoppe. Undskyld..." fik jeg fremstammet, og han lukkede døren bag mig. Jeg satte mig i stolen og prøvede at få fremstammet nogle ord og jo mindre jeg fik sagt og mere vrøvl og intetsnak jo mere akavet blev situation. Så med et skete det, jeg lod den bare bløde, jeg lod den vende mig indeni, accepterede at den ville mig ondt og bevilligede at den ville hive brudstykker af mig på farten, så tårerne satte sig i produktion. Jeg havde fortalt mine forældre det, men de forstod mig ikke. Troede vel ikke på mig, og det forstår jeg også godt. Hvem ville tro på at jeg var alene, ensom og deprimeret? Jeg var nu også selv overbevidst om hypertondi og alligevel havde jeg så skammeligt ondt af mig selv. Helt ind i marven, men jeg havde lyst til at have ondt og vide at det var okay at føle smerte, for måske var det den eneste følelse jeg havde brug for at føle lige nu. Jeg skabte mig måske en verden af illusioner og jeg vidste ikke hvor jeg skulle finde svar for mine ambivalente følelser. Chefen kunne i hvert fald ikke give mig dem, så han gav mig fri for dagen og jeg trak cyklen hjem igen. Gråvejret havde taget en grim regnskylle med, og da jeg endelig nåede frem havde regnet skyllet blod og tårerne bort. Mor var kommet hjem og var faldet i søvn på sofaen, så hun bemærkede ikke jeg kom ind af døren. Mit blik dvælede en kort stund på hende, mens hun snorkende kæmpede sig videre ind i drømmeland. Jeg efterlod hende blot en håndskrevet undskyldning til hun vågnede, sammen med mindesresterne af en fortvivlet ung teenager hvorefter jeg fandt solen skinne ind af mit værelsesvindue.