Der var engang en pige med langt lyst hår. Hun var det sødeste menneske i hele verden, hun dryssede ordene som sukker ud af munden og tog aldrig noget fra andre. De ville som regel sparsomt give hende igen af de søde sager, og den lyshårede pige blev ikke set for sit åbenlyse potentiale som fantastisk veninde. Den lyshårede pige var glad, men noget manglede. Noget, der kunne få hende til at forstå. Noget... eller nogen. Så den lyshårede pige besluttede sig for at rejse lidt væk. Kun for en tid og kun til Jylland til en højskole.
   Højskole var som et slot og den lyshårede pige kom som prinsessesen der skulle bo der. Og det var her hun mødte hende. Den mørkhåret pige. Den mørkhårede pige søgte ligesom den lyshårede pige nogen der kunne bringe tiden i limbo når man var sammen, og se solen bag de grå skyer med. Så eventyret var begyndt. Aftensolen kunne blive til daggry og de kunne ligge vågne med stjernerne som værn over deres hoveder. De kunne grine og le og smile og klemme sammen i kinderne. Dagen kom hvor de skulle rejse hjem igen. Den mørkhårede pige måtte trænge den tyngende klump i brystet ned, og tårerne sveg som de var sand. Tiden ville snart begynde at tikke igen, og den mørkhårede pige var bange for at blive glemt med tiden. Gemt væk i en støvet skotøjsæske og sat bagerst i skabet for aldrig at se solen igen. Men det skete ikke. Den lyshårede pige tog hendes hånd, klemte den lidt, kiggede på hende og sagde "jeg var aldrig helt udødelig før jeg mødte dig". Og sommerfugle viste tegn på at sekunderne tikkede ind med salighed i hjertet.