Sået i vinden er min ukuelighed,
til dig at høste når stormen slår sit vingeslag.
Tilknyttet er mine virkeligheders rammer
til solens stråler fordømt til atter en dag
at sidde i skyggen af dit smil.
En lysstråle skal gennemhulle
og sitre dit iltre temperment
alt i mens
polerne skal splitres,
og genskabe de blomsterskud
der blev sået i vinden
til dig når stormen
atter slår sin antydning
i træernes toppe.
falmet er mit lærred,
en ørkenvandring gennem de mange nuancer
svunget over beton toppe
i nat,
i År,
i mit hus skal jeg gennemtvinge
og beherske al verdens
fuldskab.
Til lyden af stilhed
planter jeg nye tanker
i vinden,
til dig når stormen atter falder ud
og brager igennem.
Lad mig skyde som en blomsterpistol,
og sveje i vinden, så jeg kan sætte mine spor.
Lad mig være din fidibus
du, min melpomene
sået midt i stormens øje.
til lyden af stilhed.