Folk syntes at han var skræmmende. Umiddelbart virkede han ufarlig, men alligevel gjorde han folk nervøse. Synet af hans blege og livløse ansigt med øjenene skjult bag store solbriller var ikke til at læse. Man siger at øjne er vinduer til ens sjæl. Men måske havde manden med solbrillerne ingen sjæl. Måske var han død og han ikke anede det selv. Måske var han et spøgelse af kød og blod. En omvandrende umulighed. Han gik hvileløst op og ned af gaderne. Altid i hastig skridt. Andre gange stod han og ventede i et hjørne. Hvad han ventede på, var uvis. Det kunne være en særlig person eller et særligt tegn. Uvisheden var en pine for ham og var grunden til hans rastløshed. Både dag og nat var han fremme og gjorde det samme hver gang. Hans rutine var hans forbandelse. Mon om han får fred.