Der var en dyster og trykket stemning i rummet. Man havde længe siddet og ventet. Uden noget konkret at foretage sig. Det føltes; som om tiden langsomt var ved at gå i stå, måske helt standse. Holde op med at eksistere. Stuen var sådan set hyggelig nok. Selskabet savnede heller ikke noget. Man manglede intet. Det var slet ikke det. Noget var selvfølgelig galt. Et skygge-spil dansede og fascinerede. Men hvad der præcis var på færde, kunne man ikke umiddelbart se eller forstå.
   Udenfor mærkede man, at det var ved at blive vinter. Himlen var fuldstændig grå og lukket, ikke så meget som et lille bitte lysglimt kunne trænge igennem det tætte sky- lag. I snart flere dage nu havde kulden sat sit præg. Det var i slutningen af november måned, mørket var stærkt tiltagende. Aftnerne begyndte at blive rigtig lange. Dagene efterhånden kun en tredjedel af døgnet, hvis man skulle tælle i timer med naturligt lys.
   Denne dag havde egentlig været ganske smuk. Trods det grå. Den første mere vedvarende sne var stille dalet i fine rolige fnug og havde dækket jorden med et velgørende hvidt lag. Forfriskende ovenpå et trist efterår med de visnede planter, der var på vej til forrådnelse. Det sorte, stivnede og døde blev som nyt. Alting fik et rent og eventyrligt skær. Landskabet var pudret som til en magisk jul. Første søndag i advent nærmede sig, så man burde kunne begynde at mærke jule-stemningen. Føle en spontan glæde, de fleste kunne ikke undgå at blive påvirket, man kom uvægerligt i godt humør ved synet af den hvide sne. Men her var en underlig stemning, her i stuen.
   En hel del mennesker var forsamlet, endda til glögg og æbleskiver. Man havde fået noget varm kaffe, desuden lidt småkager. Det var, som det skulle være. For en udenforstående ville det hele virke helt normalt og tilforladeligt. Indtil vedkommende opdagede tavsheden. Den var markant og nærmest uhyggelig.
   Det var en broget skare, der fyldte stuen. Aktive modne mennesker i deres bedste alder, engagerede, udadvendte, nogle af dem var meget kreative. Man havde mødtes som tidligere aftalt til et foredrag og en oplæsning på det lokale bibliotek. Eller rettere sagt på et større bibliotek i en nærliggende by. Naboer og bekendte. En begivenhed, der var blevet set hen til og snakket om i det lille landsby-samfund et godt stykke tid. Dagens emne var meget interessant og spændende, syntes man. Gåturen hjem havde været oplivende. En fælles interesse havde fået ny og frisk næring. Byturen var en succes, idet den havde budt på varierede oplevelser. Frokosten inden biblioteksbesøget var blevet nydt. Enkelte deltagere kendte ikke hinanden på forhånd, mange vidste dog af navn og omtale, hvem der var hvem. Der var gode gamle venner blandt selskabet, bekendtskaber som gik år tilbage. Turens arrangør og forsamlingens vært var skole-lærer, hendes mand bibliotekar. De havde boet i den lille landsby i mange år, var kendte af alle og afholdte mennesker. De var blevet en slags fast inventar, nogen man altid kunne regne med. Som gerne stillede op.
   Efter at man var kommet ind i varmen og fået sat sig godt til rette med sine forfriskninger, blev der en overgang en temmelig livlig diskussion. Alle var langt fra enige om foredrags-emnet. Faktisk stillede man vidt forskellige synspunkter og holdninger til skue denne sene eftermiddag. Man kom vidt omkring. Blev sågar lidt højrøstede ind imellem.
   Men i løbet af mødet var der sket en forandring. Pludselig som på én gang var folk blevet trætte. Samtalen døde hen. Begejstringen slukkedes som et lys, der brændte ud. Stilheden bredte sig i det lukkede rum. En sær ubevægelighed tog overhånd. Mørket trængte ind. Skyggerne smeltede sammen. Stemningen blev underlig. Længe sad man der bare. Stirrede hen for sig som fortabt. Det var ligesom, at man ventede på noget. Uden at vide hvad dette var.
   Der blev banket på døren. En stemme kaldte efter gentagne forgæves forsøg.
   "Er der nogen hjemme?" "Hallo!" "Må man komme ind?" " Jeg så, at der var lys."
   To personer stod udenfor husets indgangsdør, de befandt sig der med forskellige ærinder. Men var ankommet samtidig. En kvinde og en mand fra nabolaget. Idet de så spørgende på hinanden, gik de langsomt ind i entréen og videre. Manden, som hed Svend bankede på endnu en gang kraftigt og højlydt. Kvinden ved navn Edith nærmest råbte:
   "Jeg ville bare aflevere småkageformene tilbage. Med tak for lån og en smagsprøve."
   Stadig var der ingen, der svarede. Stilheden var påfaldende og skræmmende.
   Den lille hyggelige overfyldte stue virkede forladt. Som et spøgelseshus.
   Det store gammeldags vægur slog timeslag med klokkeklang. Kastede sin tåbelige besked om klokkeslæt ud i den tavse tidløse atmosfære. På uret stod indskrevet: "Tempus fugit"; ... "Tiden iler - flygter bort. Svinder som lyset. Løber med hastige skridt."... Som en grotesk kontrast til det stivnede sceneri, hvor tiden nærmere var ophørt. Livet sat i stå.
   Hver og en af de tilstedeværende personer sad som forstenede skulpturer. Ansigterne var hvide, tomme og udtryksløse. Kroppene var fuldstændig livløse, som var sjælene borte.
   "Du, Svend, det foredrag de var til i dag. Hvad var det nu, det handlede om? Var det ikke "Mørketid." det hed? Noget om mørkets og dødens kræfter, eller zombier af en slags, vampyrer og sådan noget...?!Dødens skygger, ånder, sjælemagter og dæmoner."
   Ediths lavmælte stemme rystede. Svend svarede ikke lige med det samme. Han så op på stue-loftet, hvor en kæmpe skygge aftegnede noget, der lignede en stor ligkiste. Chokeret forsøgte han at fremstamme et svar. Der hørtes kun en mumlen, ordene sad fast i Svends hals.
   Næste dag var alt tilsyneladende som det plejede at være. Tilværelsen fortsatte i sin vante gænge i det rolige samfund. Den eneste tydelige forandring, man mærkede, var nogle usædvanlige spor i sneen. En gruppe af lokal-borgere mente, at de havde set en flok flagermus. Store og sorte. Andre talte om, at de trods al sund fornuft var sikre på, at det måtte være engle, som havde afsat sporene i den hvide sne.