Rødmende og med rystende hænder, tager jeg mit hjerte ud og lægger det foran dig. Hvordan vil du reagere? Bliver du glad? Vemodig? Rystet? Hvad kommer du til at tænke om mig? Synes du jeg er mærkelig? For meget? Påtrængende? Kan du ikke forstå, at jeg er kommet så langt? For det er du ikke?
   Jeg bliver genert og slår blikket ned. Hvorfor har jeg denne trang til at blotlægge mit hjerte for dig? Hvordan tør jeg? Hvordan tør jeg allerede nu stole på, at det er i orden at sige disse ting? Stole på at du måske et eller andet sted bliver glad for det?
   "Se! Her er det! Mit hjerte med alle dets folder og kringelkroge. Med al dets blod, al dets liv, al dets sårbarhed og længsler. Al dets kærlighed og venskab. Al dets empati og omsorgsfuldhed. Tag det! Hold det bare lidt i dine hænder. Mærk dets varme. Hold det blidt, pas på det. Det har været så meget igennem. Pas på sårene og arrene. Tag det ind til dig, læg det mod dit bryst, dér hvor dig eget hjerte er. Mærk hvor roligt det bliver, hos dig. Som om det allerede bor dér. Som om det kender alting i forvejen og ved hvor vejen er. Behold det lidt endnu. Det har det godt hos dig. Det har ikke brug for mere, det lægger sig til rette hos dig. Lad det hvile, lad det blive boende. Hold det for mig. Jeg giver det til dig".
   Jeg vover at se op på dine øjne. Du betragter mig. Jeg kan se, de er varme, men jeg kan ikke se, hvilken vej de vil. Vover du at tage det, jeg giver dig? Vover du at holde mit hjerte? Eller er du for bange? Er du for rationel? Har du allerede besluttet, at du ikke vil tænke tanken? At det er for vanskeligt? At det bringer uorden i dit liv, usikkerhed, bekymringer og faren for at miste.
   Jeg tør ikke fastholde dit blik. Jeg er bange for at se svaret i dine øjne. Så bange for at du ikke vil, ikke tør, ikke har lyst. Meget mere bange for dét, end for alt andet som kan ske.
   Hvorfor er dine øjne så varme? Hvorfor sætter du dig hos mig? Hvorfor vil du trøste mig, tage min hånd, lægge armen om mig?
   Jeg flytter mit blik mod verden udenfor. Engang var du lykkelig, engang smilede du mere. Du var tryg, du vidste, hvad du havde, og det skulle vare ved. Men det varede ikke ved. Du mistede alt på én dag. Dén dag, du ikke glemmer. Den dag, det hele brast og dit hjerte gik i stykker. Den dag lyset i dine øjne gik ud. Dén dag, du aldrig vil opleve igen. Den situation, du aldrig mere vil tillade opstår igen.
   Du har skabt dig en verden, du kan tåle, en verden, du kan føle dig tryg ved. En verden med børns kærlighed, den eneste kærlighed som aldrig svigter. En kærlighed du kan føle dig tryg ved. Og nogen du kan være der for, nogen som altid vil have brug for dig. Nogen som kan tåle dit humør, som accepterer alt ved dig, som du ikke behøver ændre dig for.
   Dér er du nu.
   Jeg smiler stille. Jeg har tænkt tanken. Hvad skulle jeg ændre ved dig? Hvad generer mig ved dit væsen? Der må være noget? Men jeg har ikke fundet det endnu. Jeg har forgæves forsøgt at finde bare en smule, som kunne irritere mig. Men alt jeg kan komme på er, at jeg forstår dig. Alt der kommer til mig af tanker er om, hvad jeg selv kunne gøre. For når du ikke tør tro mine ord til dig, så tænker jeg kun på, hvordan jeg kan få dig til at stole på mig. Jeg kunne jo ikke lyve for dig.
   Jeg kommer til at fange dine øjne igen. De er blevet alvorlige. Du tænker over alle mine ord og tvivler måske igen.
   Jeg kan mærke, hvor svært det er for mig, at håndtere denne usikkerhed. Hvordan skal jeg forklare dig det? Hvordan skal jeg få dig til at forstå, at da du smilede til mig rigtigt for første gang, så oplevede jeg noget, jeg aldrig troede jeg skulle nå.
   Jeg flytter mit blik indad, ind mod min ungdom, ind mod gamle drømme. Tilbage mod gamle længsler. Til drømme om en mand med et følsomt men alvorligt sind, med brændende øjne, fuld af omsorg, tæt ved naturen, med et rummeligt hjerte, og en indre ild. Til drømme om øjne, som lyser af kærlighed, varme og lyst. Drømme om at betyde noget for nogen, om at være der, og at se i den andens øjne, at det er værdsat. Drømme om en mand, der kan se, når han skal komme hen til mig, som kommer med en trøstende arm, for at holde om mig. Drømme om en retfærdig mand, som har sine meninger, med et iltert temperament, som aldrig vil gå ud over mig. Drømme om at falde til ro i hans arme, uden så mange ord, bare hans øjne, der ser i mine.
   Jeg vækkes af mine tanker. Du har taget min hånd, du ser tænksomt men smilende på den. Jeg kan se dine øjne brænder.
   Forstår du det nu? Forstår du, hvad du har gjort på den sparsomme tid, vi har haft sammen? At du har sat liv i mine gamle længsler, og at du har opfyldt dem alle? At jeg er helt forvirret, fordi jeg ikke forventede, at dette ville ske. Jeg troede, jeg var sikker. Jeg troede, at der ikke var mere til mig. Jeg troede, jeg havde et liv, så godt som det kunne blive. Jeg troede, jeg var faldet til ro.
   Men en dag så jeg dit hjerte, selv om det er bag lås og slå. Selv om du gemmer det bort og pakker det i vat. Jeg så det alligevel, og jeg ser det mere og mere for hver gang. Og jeg er ikke bange for det jeg ser. Jeg er kommet til at holde af det. Lige så stille. Lige så forsigtigt.
   Jeg fletter mine fingre ind i dine, og klemmer din hånd forsigtigt. Jeg har ikke lyst til at slippe dig. Jeg har lige fundet dig. Jeg ved ikke helt, hvad det betyder, men jeg ved, at jeg ikke frivilligt slipper dig igen.
   Jeg véd, jeg forvirrer dig. Jeg véd, jeg ikke gør det let for dig. Jeg véd, du har et ansvar overfor dine børn, og jeg véd du ikke vil udsætte dem for uro af nogen art. Det vil jeg jo heller ikke, hvordan skulle jeg kunne være sådan? Jeg ved du kan klare dig selv, det har du altid gjort. Jeg ved også, at jeg kan være til stor hjælp, hvis jeg får lov.
   Jeg ved, at du aldrig kan opføre dig usympatisk eller svigte en ven. Og selv om jeg engang svigtede én, ved jeg, at jeg ikke ønsker det skal ske igen. Så nemt at være enige om dette. Men jeg føler for dig, og jeg holder endnu mere af dig for netop dette fine træk. Hvordan skulle jeg kunne holde op med at holde af dig?
   Du er rykket nærmere. Din hånd søger op mod mit bryst, og du betragter mig alvorligt. Jeg lukker mine øjne. Hvordan ved du det? At du tænder mig med dine dejlige hænder. Du lægger dit hoved ind til mit bryst, mens du klemmer forsigtigt. Hvordan kan du gøre alting så rigtigt? Hvorfor føler jeg så meget mere, ved dét du gør? Jeg tror det er din forsigtighed, din omsorg, der skinner igennem. Den jeg har manglet så længe. Den jeg troede, jeg kunne leve uden. Nu ved jeg hverken ud eller ind.
   Det er blevet tid til at gå. Realiteterne strømmer ind over os, så voldsomt at vi ikke kan stå. Jeg slynges omkuld, og du flyder med strømmen tilbage til hvor du var. Jeg er omtumlet og forvirret over den voldsomme kraft i bølgen, den har slået mig ud af kurs, og jeg er i vildrede med, hvad der er op og ned. Jeg famler efter dig febrilsk, prøver at gribe din hånd, men du er uden for rækkevidde. Du har nået det tørre land, hvor du kom fra. Du ser på mig uden at være i stand til at hjælpe. Bølgen er for stærk, den holder mig væk fra dig, og du tør ikke gå ud i den. Du kender dens kræfter, og du ved, at du skal overleve uden mig. Og jeg er ved at drukne i bølgen. Jeg kvæles næsten af den, indtil jeg igen bliver skyllet langt væk fra dig, til et andet sted.
   Dér sidder jeg, fortabt, prøver at komme til mig selv, prøver om jeg kan gå igen. Mit smil blev skyllet væk et sted under vejs. Og jeg ryster af kulde og savn. Pludselig er jeg lille igen. Dit navn lyder som et ekko i mit hoved. Og min hud brænder ved tanken. Hvor skal jeg gå hen? Jeg prøver at samle mine tanker, prøver at stykke dine ord sammen til sætninger, prøver at huske, hvad du sagde. Prøver at huske, hvad du mente. Hvordan var det nu? Var du der overhovedet? Var det bare en drøm?
   En god ven ved min side, ser min ulykke. Prøver at reparere mig, gør hvad han kan. Og mere end han kan. Men jeg kan ikke mærke mig selv mere. Jeg kan ikke mærke, det jeg burde. Min ven holder meget af mig, det ved jeg, og jeg ved jeg holder af ham. Jeg pines ved at se ham, for han ved det godt. Han ved hvad der sker, han har vidst det hele tiden, han kender mig jo.
   Alene om natten. Sover ikke. Prøver heller ikke. Jeg græder stille. For min ven, for dig og for mig. Græder for dét, der er sket i mit liv. For omstændigheder som ikke er ideelle. For det onde jeg har forvoldt. For det onde du har oplevet og som har præget dig. For uretfærdighed. For de skuffelser jeg er skyld i. Jeg har svært ved at bære det. Og jeg kan ikke lade det ligge. Det optager mig. Det fylder mig, noget med glæde, andet med rædsel. Og jeg sørger, som om jeg har mistet en kær ven.