Hun sad og ventede. Det var, hvad hun gjorde. Uret viste 19.35, hun fulgte viserne med øjnene som et utålmodigt barn. Det var snart tid, hun kørte fingeren over glaskanten og prøvede for første gang at lytte til samtalen. Stemningen var høj og snakken havde udviklet sig til historier fra fortiden, den sædvanlige fortælling om turen til Sverige med onklen om, hvordan han faldt i en flod og måtte kæmpe mod strømmen. Hun sukkede - al den dramatik.
   Han strålede og nød opmærksomheden fra naboparret, glædeligt øste han op i hendes glas, skummet lagde sig op af glassets sider og gjorde det uigennemtrængeligt. Han vidste det godt eller det burde han. Ti års ægteskab og hun sad stadig i hans skygge. "Skål" råbte han med stor iver. Hun tyssede, børnene skulle jo nødig få et forkert indtryk af deres far, hvorpå hun tog et zip. Han fortsatte "Den er god, ikk? Det er en belgisk inspireret hvedeøl, med et strejf af syltet appelsinskal og koriander." De andre om bordet nikkede anerkendende, han var en mand, der vidste hvad han snakkede om, han var en man kunne være stolt af.
   Hun kiggede ned på Mads og Cecilie, der sad på legetæppet med brio togbane og hammerbræt. Hun overvejede, men nej. Hun observerede dem og magtede ikke længere at deltage i voksensnakken om det kommende valg og renoveringer af diverse carporte. I aften skulle det være, hun accepterede ikke længere hans passive deltagelse i denne krigszone, han måtte vælge en side. Opvasken var ikke længere nok, han måtte vise sin tilstedeværelse for børnene, men mest af alt for hende.
   Endelig 20.00 "Så er det sengetid" Mads kiggede foragtet op mod bordet og udtrykte dette i form af arrighed, men hun var lykkelig. Hun gjorde klar til at rejse sig, men blev overhalet indenom. "Skat bare lad mig, sid du bare her og hyg dig, mens jeg tager mig af børnene." Hun sank ned i stolen og overvejede at tømme flasken på bordet, for at komme helt ned under bordet.
   Et åbent ansigt vendte sig mod hende: "Hvordan går det med tomatplanterne, Morten har jo fortalt os om sit store arbejde med vandingsanlægget. Tomater er ligesom børn de skal have omsorg, opmærksomhed og kærlighed." Hun væmmedes - så ligegyldigt. Det drivhus og de skide tomatplanter tog al solen i haven, mens hun stod tilbage med to hylende unger og en opvask fra de sidste tre dage indenfor. Hvad vidste han i øvrigt om børn, han så dem jo næsten aldrig, Cecilie kunne knap nok kende ham, når han trådte ind af døren med jordede fingre. Hendes tankestrøm blev afbrudt...
   Nabokvinden fortsatte "Morten er vel nok en god far, så nærværende og betænksom, ham kan du være stolt af" Hun måbede. Nu havde hun styrtet rundt hele dagen med to forkølede småbørn, en nabomiddag i baghovedet, samt et hus der lå gemt bag støv og vasketøj. Hvor var morten?
   I køkkendøren... med et velkendt blik, hvorefter han sagte spurgte: "Hvor lang tid er det nu mælken skal have? Skal Cecilie også have en godnathistorie eller er det kun Mads?" Intet svar, men blot en hurtig reaktion.
   Hun gjorde mælken klar og gik hen mod døren, men blev blot stoppet, idet han fastslog: "Jeg har styr på det."
   Hun kunne ikke finde hoved og hale i situationen, det var hendes pligt i ægteskabet, hun var den omsorgsfulde mor, som viste alt sit nærvær i tidsrummet kaldet sengetid, kunne han ikke bare have taget opvasken, så havde hun været tilfreds, syntes hun nu.
   Haven lå hen i mørke, hun kunne ikke længere fornemme drivhuset, blot en silhuet svagt oplyst af lyset fra stuen. Hun kastede et blik hen på gæsterne og fornemmede den kærlige tone imellem dem. Den kendte hun ikke længere. Den var glemt ligesom drømmene, der lå begravet under tomatplanterne.
   Hun var enlig mor til to med mand på deltid eller rettere på selvvalgt tid. Hun fnøs over hans optræden, som om det var noget og hvorfor skulle han lige pludselig føle trang til at spille helt. Havde han måske nogen ide om, hvordan man holdt en familie kørende i denne moderne tid - Det havde hun i hvert fald, syntes hun selv.
   Hun kastede et blik hen på nabokvinden og fik øjenkontakt, hvorpå hun påpegede "Lille Cecilie har meget svært ved at falde i søvn, hun kræver tryghed. Man skal igennem elefantens vuggevise hele fire gange på en god dag. Jeg må hellere lige gå ind og se, hvordan det går, de er jo vant til, at det er mig, der putter dem." Hun gik med hastige skridt hen mod døren, deres blikke mødtes for første gang i dag, hun så med en spørgende mine på hans blide ansigt, hvorpå han smilede og hviskede: "de sover!"
   Nabokvinden smilede og mumlede "Hvor er han vel nok god til børn, men han har jo også masser af erfaring med alle de tomater" Hun tav og forlod rummet...