"Hvor skal du hen, Melissa?" råber han.
   Palietkjolen glider gennem lokalet som en ål imellem den tætstående menneskemængde. Han smyger hastigt efter hende med et ængsteligt blik, men hun forsvinder ud i natten bag den hårde mahogni dør. De sorte palietter glinser i lyset fra gadelygten. Hun standser op og aner hans nærvær bag sig. Hun tager fat om hans skuldre og trækker ham ud i mørket. Han mærker hendes frostklare ånde mod sin kind, hvorefter han indsvøber hende i sin frakke.
   Lange mørke linjer indridser hendes ansigt. Endnu engang spørger han konfronterende: "Melissa, hvad er der galt, du har ingenting sagt under hele festen?" Hun ser med tungsindige øjne mod hans alvorlige mine. Mærker en trang til at skrige op eller løbe bort, men indser, at hendes krop er urørlig i den kolde aftenluft.
   Sneen dækker sølvstiletterne, mens hælene bores ned i den frosne jord. De mange tårer skaber cirkelformede mønstre i den nyfaldne sne, imens hun forsigtigt fremstammer: "Jeg kan bare ikke, jeg har ikke plads i mit liv!" Hun kigger atter på ham med tårevæddede øjne, mens han står uforstående.
   "Melissa, hvad er det, som du ikke kan? Du ved jeg vil være her uanset hvad end der sker!" Hun griber fat om hans knugende hånd og fører den op mod sit bryst, hvorpå hun siger med angstfyldt stemme: "Daniel, jeg er 23 år og under uddannelse, det har bare aldrig været min intension at skabe en familie så tidligt." Han forstummer og fjerner sit blik fra hendes.
   Hun presser sin krop ind mod hans og lader sine læber svaje mod hans ansigt, men han støder hende fra sig, hvorefter han råber ud i natten. Ophidsende vender han sig mod hende "Du vil ikke beholde det kan jeg forstå, men hvad har du tænkt med os to?"
   Rystende af kulde fremmaner hun enkelte ord: "Nej, jeg har allerede en tid ved lægen."
   Alt forsvinder i denne vinternat drømme, forventninger og fremtidige glæder. Anspændt tænder han en cigaret, mens hans hud langsomt bliver blegere.
   Hun kigger ind ad de oplyste vinduer, hvor deres venner fester uden nogen form for bekymring. Hun ønsker, at hun havde fortiet, men han havde krav på at vide det!
   I et oprørt øjeblik skriger hun arrigt: "Hvordan skulle et spædbarn bo i vores usle lejlighed?" Han smider cigaretten og drager opgivende hen mod døren og vender sig imod hende og konkluderer: "Hvordan skulle to fulde mennesker kunne udrette noget fornuftigt en kold januar aften?" Målløs står hun tilbage i skyggerne. Men indser virkeligheden, idet hun lader fingrespidserne berøre sin mave. En glæde fylder hendes krop, mens hun trippende farer hen mod hans mørke silhuet. Beskuer hans forsøg på vrede, men han må erkende, at det er forgæves. Smilende hvisker hun blot: "Fulde mennesker kan udrette større ting end diplomater, det er i disse stunder den sande natur viser sit ydre." kærtegnende tager han om hende og forsvinder ind i det oplyste hus...