En mand sidder på en bænk og spejder udover det brusende hav,
mens han nyder den stille susen i sivene.
Hans ansigt blegner i solen.
små rynker omrammer hans øjne,
misser mod solen.
Han beskuer menneskene på den efterårskolde strand.
Han føler en afstand til verden, som sad han i et aflåst rum,
isoleret fra omverden.
Han kigger ned på sine behårede knoer og lukker sine øjne.
Ser sin søn kørende på en trehjulet cykel
og datteren i det gamle egetræ gynge i takt med vinden.
Han rækker hånden ud efter dem, men afstanden er for stor.
En tåre skimtes i hans øjenkrog.
En stille berøring føles mod hans hånd,
åbner de klare øjne og betragter sin kones lilla læber i efterårslyset.
Blodet sitrer - smiler diskret og griber fat om den spinkle hånd.
Ved vandkanten står sønnen med sin datter i favnen,
smilende hopper hun over de skummende bølger.
Han slipper hånden og løber med omfavnende arme imod pigen.
Han løfter hende op, mens lyden af havets brusen fylder dagen.
De grå skyer glider henover himlen og erstattes af sollys.
Samlet går de langs stranden ud i horisonten...