Sammenkrøllet sidder hun under betonbroen
og mærker hjertet pumpe hendes krop med liv.
Mens vinden prikkende presses mod de nu røde kinder.
fortvivlende åbnes de isblå øjne,
hvorpå stilheden gennemtrænges af hendes angstfyldte skrig,
med et stirrende blik ser hun sit spejlbillede i det grumsede vand.
Hører en stille dryppen fra et rusten rør
mens skæret fra en lampe anes over hende - nedslidt og forfalden.
Hun gyser.
For hvert åndedrag forsvinder hun langsomt mere og mere,
føler de mange tårer på sin kind
men intet anes..
Hun knuger det sammenkrøllede papir mellem de slanke hænder.
Folder opgivende papiret ud og læser med hviskende stemme.
"Jeg tror ikke på et langt liv - jeg orker ikke mere!"
Kaster et blik nedover de blege arme, som er tildækket af et mønster af blå mærker.
De massive betonvægge kaster lange skygger ud i natten.
Hun suger den sidste luft og lukker de blanke øjne,
presser de mange panodiler gennem det lille luftrør.
Skæret fra et par billygter oplyser hendes hvide krop
med hastige skridt spæner en mand hen i lyskeglen.
Omfavnende presser han sin krop mod hendes.
"Mille, du er ikke alene, far er hos dig!"
Blinkene fra en ambulance oplyser natten,
lydløst lader hun brevet falde til jorden,
båret af vinden, forsvinder det ud i mørket...