En af mine venner viste mig et billede af 4 gudinder stillet overfor hinanden, som han brugte i.f.m. astrologi.. De 4 var Pallas/Athena, Juno/Hera, Ceres/Dementer og Vesta/Hestia. I midten kunne Venus/Afrodite placeres.
De 3 andre kunne jeg finde noget godt at sige om, men når jeg kom til Juno/Hera, så kneb det mere. Hera, den ultimative gifte kvinde, som kun er noget i kraft af sin mand. Hm... eneste nutidige eksempel jeg kunne få øje på var faktisk Kronprinsessen, der kun var noget i kraft af sit giftemål med sin mand. Altså.. ikke værd at stræbe efter. På den anden side... der måtte være mere at hente, også for en moderne nutidig quinde uden ægtemandspåhæng. Det sendte mig godt nok ud på en tænke-tur. Her er lidt af mine tanker.
For det første kan jeg egentlig godt se fornuft i at placerede Venus/Afrodite i midten af de 4. (Ceres-Pallas, Vesta-Juno).Det kommer lidt an på hvordan man ser Venus/Afrodite. Hvis man kun anvender arketypen/myten, så holder det nok ikke vand, men hvis man ser den skumfødte som den feminine sexualitet (forstået lidt bredere end bare fysisk samvær med mænd), ja så kan man vel egentlig sige, at man skal IGENNEM sexualiteten for at nå den modsatte. Athene (datter) bliver ikke Ceres (moder) uden og Vesta (søster) bliver ikke Juno (hustru) uden.
Nogle forfattere deler forresten de feminine arketyper op i de sårbare og de ikke-sårbare. Vesta, Pallas, Artemis er de ikke-sårbare og Ceres, Persefone, Juno er de sårbare. Afrodite har i den forbindelse særstatus som den, der sårer andre. Man kan også kalde det påvirkelige eller ikke-påvirkelige. Eller extrovert og introvert. Altså om man hænger sin indre opfattelse/liv op på noget ydre eller indre. Hvordan de enkelte sårbare gudinder/arketyper klarer tab og overgreb/sår/etc. er forskellig. Juno bliver vred og jaloux og føler sig vel på denne måde mere aktiv end bare som et passivt offer. Ceres og Persefone trækker sig ind i sig selv i depression.
Jeg har grublet en del over Juno og om hende er der nok meget at sige, men jeg læste lige en lille spøjs ting, jeg personligt kunne relatere til. Ovenstående forskel kunne også være bevidsthedsstadie - og styr nu lige fri af alle new age tanker om bevidsthed, det har intet med det at gøre. Nej, det drejede sig om, at Vesta og Pallas havde fokuseret bevidsthed mens Ceres og Juno havde diffus bevidsthed.
Diffus bevidsthed betyder, at man er bevidst uden at fokusere på netop det, man er bevidst om. Det er moderen, som hører hvad børnene laver i den anden ende af huset og strax slipper hvad hun har i hænderne, hvis tonerne ændrer sig - og det er hustruen, der ved, hvordan manden har det før han træder ind af døren næsten uden at fokusere på. Og det mest underlige ved det hele - påstår forfatteren og jeg kan personligt give hende ret - det er, at hvis man udøver en sådan diffus bevidsthed, så minder det om en varm lampe, der med sit lys oplyser sit område af hjemmet, så langt lyset rækker. Man kan ikke mærke lyset, men man kan føle det - og alle indenfor radius reagerer pronto, hvis der skrues ned for lysstyrken.
Praktisk exempel: Børn kan lege fuldstændig i fred med sig selv på værelset ved siden af mens man vasker op, syr tøj eller andre sysler, der levner plads til diffus bevidsthed. Men det øjeblik, man falder over en spændende artikel i et blad eller sniger sig til lidt hjemmearbejde, så skifter man selv fra diffus til fokuseret bevidsthed - og det mærker børnene omgående... og kommer rendende for at afbryde. Som om de mærker, at man tager noget fra dem, selv om man stadig fysisk er til stede lige ved siden af. Og mænd har det ofte på samme måde med deres hustruer. Alt er fryd og gammen indtil hustruen ændrer sin bevidsthed fra diffus til fokuseret og trækker sig ind i sig selv for at koncentrere sig - også selv om det ikke er synligt på overfladen. Meget underligt.
Nå, Juno. Jeg MÅTTE jo læse om Juno ;-) Hun er jo Fruen og jeg kaldte hende Kronprinsesse Mary som udfylder hullet ved Kronprinsens side. Jeg tog fejl. Juno er Dronningen og Zeus er prinsgemal. De er søskende, men Zeus er hendes lillebror. Lillebror. Der står flere steder at Juno er noget i sig selv. Noget meget ældre end Zeus og hendes ægteskab med ham. Et af hendes symboler er mælkevejen og hun er nok udsprunget af en endnu ældre arketypen som mere er matriarkalsk i sin natur, i hvert fald er hun meget Gudinden. Ikke bare et vedhæng.
Nu bliver hun jo igen og igen såret af Zeus og dette retter hun udad som vrede og jalouxi, ikke rettet mod Zeus, men mod de kvinder han er sammen med og de børn, der kommer ud af det. Hun er ikke ligefrem nogen venlig gudinde. Efter Zeus egenhændigt har født Athena bliver hun så vred at hun gør det samme. Føder selv et barn, som uheldigvis har klumpfod. Handicappet, hvor Athena var perfekt. Hun smider barnet ned fra Olympos i vrede.
Men hun er jo også - især - Gudinde for ægteskabet, foreningen, den hellige forening mellem de to køn. Sammenhørigheden osv. Jeg er sikker på at der vil stå mere, når jeg graver dybere, om det positive ved det. Ser du... jeg har endnu ikke fundet det, så jeg er stadig på jagt.
Ved du for resten hvordan Zeus (Jupiter) kom i bukserne på den jomfruelige Juno? Han forvandlede sig til en lille sølle fugl, der søgte omsorg og da hun forbarmede sig over den og trykkede den beskyttende til sit bryst, så forvandlede han sig tilbage til sin egen skikkelse og forsøgte at voldtage hende. Det gik dog ikke og han fik ikke lov før han havde lovet at gifte sig med hende.
Det siges, at hvedebrødsdagene, honeymoon, varede i 300 år, men da den var slut var det hele også slut mellem de 2 - i hvert fald kærligheden. Der står INTET om kærlighed mellem de 2 ægtefæller. Det var ikke det, der bandt dem sammen... eller også er de fra en tid, hvor man ikke talte om kærlighed mellem ægtefæller. Det var selve foreningen, det hellige bryllup der talte - ikke tiden efter.
Juno er barn af Kronos (Tiden) og Rhea (barn af Uranus og Gaia). Han, faderen, slugte alle sine børn indtil den dag Rhea fødte Zeus (Jupiter) og i stedet gav ham en sten at sluge. Senere slog Zeus til, befriede børnene i hans indre og forviste ham til et fjernt sted, for Kronos var en af de udødelige Titaner og kunne derfor ikke slås ihjel.
Da Juno kom ud af maven på sin far, var hun en ung pige og som de eneste af børnene i den familie oplevede hun at få både en moder og fader, for hun blev sat i pleje hos to meget kærlige naturånder, der agerede adoptivmor og far for hende. En meget lykkelig opvækst.
Og hun behøvede for resten slet ikke Zeus til at skabe børn. Hun slog bare sin hånd i jorden og så reproducerede hun. Men underligt nok fik hun aldrig børn af kærlighed. Hendes børn udsprang altid af enten lyst eller vrede. Hun er forresten mor til Mars (Ares)... sikke da en masse planeter ;-)