Kan vi så liige få Hestia på banen... Hestia var det første barn af Rhea og Kronos og derfor den ældste søster af de græske olympiader.
Selv om hun var en af de 12 store olympiader, så var hun ikke at finde på Bjerget Olympos. Hun tog ingen del i de ting, der ellers optog den græske mytologi; krige, kærlighedsaffærer, konkurrencer.
Hendes symbol er O, cirklen, for hun er gudinde for hjemmets arne og den var til at begynde med rund og i midten. Som sådan er hun også gudinde for den hellige flamme. Hverken hjem eller templer kunne blive indviede og hellige, før hun blev båret ind i dem.
Hun gjorde dem hellige og kan vel mest af alt beskrives som en følt indre spiritualitet og den hellige flamme, ilden som varmer, oplyser og bruges til madlavning. Det, der gør et hjem til et hjem. En krop til et menneske.
Hun er en af de 3 jomfruer (Artemis og Athene er de to andre) i græsk mytologi. En af dem, som Afrodite ikke kan nå med sin manipuleren. Den romerske version af Hestia er Vesta, som ligeledes identificeres med den hellige ild.
Hestia er som jomfrugudinde autonom, uberørt af mænd og faktisk uberørt af den ydre verden. I hvert fald er hendes fokus indadrettet. Hun opsluges af sig selv, når hun mediterer og hendes fokus er disciplineret og målrettet. Alligevel er hendes måde at opfatte på intuitiv og præget af stor klarhed. Dette kræver oftest ensomhed, hvilket Hestia foretrækker, i hvert fald en del af tiden.
At holde huset i orden, er Hestias måde at holde orden i alt på, dvs. sig selv. Hun gør det ikke for at tækkes andre eller for at få ros, men fordi det giver mening for hende selv og det, hun gør, koncentrerer hun sig fuldt ud om. Hestia-arbejde er det, grækerne kalder 'kairos tid'. Det er at 'deltage i tiden' fremfor at tiden styrer en med uret.
Hestia var som førstefødte den ældste - og som sådan æres hun også som den viise gamle kvinde. Hestia er hel, uberørt af ydre omstændigheder, andre mennesker, fordi hun ikke er knyttet til resultatet, og fordi hendes identitet ikke er vigtig eller bundet op på noget ydre.
Måske Jungs ord om det runde indre i mandalaen beskriver Hestia allerbedst:
"Their basic motif is the premonition of a center of personality, a kind of central point within the psyche, to which everything is related, by which everything is arranged, and which is itself a source of energy. The energy of the central point is manifested in the almost irresistible compulsion and urge to become what one is, just as every organism is driven to assume the form that is characteristic of its nature, no matter what the circumstances. This center is not felt or thought of as the ego, but, if one may so express it, as the self."
Der er ingen tvivl om, at Hestia ikke længere holdes i hævd, som i de gamle tider. Hun er glemt; i hverdagen jag og maskuline værdier som kommunikation, resultater, udadrettet adfærd og ren&skær hastighed og larm. Derved mistes noget grundlæggende, som er en nødvendighed. Et centrum, både for det enkelte individ, men også for en by, et samfund, et land. For på en eller anden måde - selv om Hesia sidder der mutters alene og indadvendt, så binder hun alting sammen.
Hestias mandlige modstykke er Hermes (som sjovt nok var den yngste af guderne), hvis symbol var en fallistisk sten, som stod udenfor huset for at vogte døren. Hestias var som sagt cirklen og befandt sig indeni huset. Ingen af disse kunne undværes, ingen af dem kunne undvære den anden, selv om de var adskilte og som sådan heller ikke kunne nå hinanden. I Rom var det Vesta og Merkur. Arketypisk dualitet. Arketypisk opdeling i ånd og sjæl, hvor Hermes kan ses som vinden, ånden, der suser hen over kullene i sjælens arne og sætter ild i dem, får dem til at brænde. Det ydre, der påvirker det indre - og som sådan lader Hestia sig alligevel påvirke. Ikke langvarigt, men én gang - startskuddet, måske.
Hestia/Hermes er den ultimative opdeling i dualitet - hvilket måske ikke lige er i tidens ånd, hvor der mest tales om det modsatte; det enkelte menneskets vej mod fuldkommenhed ved at inddrage både det maskuline og det feminine i sig selv. Men Hestia er fuldkommen i sig selv.