Menar stod i køkkenet sammen med sin mor og gjorde klar til aftenens festmåltid, hvor folk fra de andre gårde kom for at fejre Regnfesten hos dem. Hun var ved at ælte dej sammen til brød og han rørte rundt i den kogende rodsuppe, der fik hele køkkenet til at dufte af krydderurter og hvidløg. Erion og deres far var taget over til nabogården, hvor områdets bedste jæger, Urra, boede. Alle gæsterne bidrog med noget til aftenens fest, og det var fast tradition at Urra sørgede for kød.
   Hans forældre havde godt nok undret sig da deres ældste søn valgte at blive hjemme fra et besøg hos den altid imødekommende og snakkesalige Urra, men Menar havde holdt fast i sin beslutning uden at forklare nærmere end at han ikke var i humør til at traske rundt omkring. Smilende og afventende havde han vinket farvel til sin far og bror mens de bevægede sig hen ad den støvede sti væk fra huset.
   Nu var han endelig alene med sin mor. Så henkastet som muligt sagde han:
   "Det bliver godt nok spændende i aften, synes du ikke?"
   "Jo, Regnfesten er sådan en dejlig aften."
   "Lige præcis. Og jeg glæder mig til at vi får regn."
   Morens nøddebrune øjne sendte ham et sigende blik:
   "Nu må du ikke sætte dine forventninger for højt, Menar. Der er andre, der trænger mere end os." Hun strøg mere af det kostbare mel ned i dejen, mens hun fortsatte:
   "Vi er alle en del af Gudindens store plan, selvom hendes veje ikke altid er til at gennemskue for os almindelige mennesker, men bare rolig. Hun passer på os. Godt nok trænger markerne til lidt vand, men vi skal nok klare den, selv hvis det ikke er vores tur endnu. Gudinden er nådig og beskytter dem, der ærer hende." Hun gjorde Solens tegn ved at banke fingerspidserne blidt mod hjertet, tindingen og hjertet igen og kastede derefter et kort blik hen mod den store jerngryde.
   "Menar, hold op med at røre i suppen og læg låget på igen, ellers koger for meget af vandet væk."
   Han tog skeen op af den rødgule væske og lagde samarbejdsvilligt låget på.
   Hun begyndte at lægge dejen over i en form så den var klar til at blive bagt senere, og han satte sig på køkkenbænken mens han sultent kiggede på maden, der var ved at blive gjort klar: brødet, suppen og sidst, men ikke mindst, de små, gule Klear kager, der smagte så fantastisk af pebermynte og som stod og hævede midt på træbordet. De ville ikke få noget at spise før i aften, men sikke et måltid det ville blive, især når naboernes retter også kom til.
   Han forsøgte at lyde helt afslappet da han igen fortsatte deres samtale:
   "Jeg har hørt Grepar Fortælleren kommer til kroen i aften."
   Hans mor stoppede arbejdet og så på ham med øjne fulde af forståelse:
   "Det har jeg også hørt. Så det var derfor du gerne ville blive hjemme så du kunne foreslå at tage ind til kroen og høre ham, ikke?"
   Menar rødmede lidt. Afsløret. Nå, men han kunne lige så godt kaste sig ud i det uden videre indpakning:
   "Ja, jeg vil helt vildt gerne høre ham. Han skulle være fænomenal! Urra hørte ham for nogle vintre siden og sagde at han var helt utrolig, han kunne gøre historierne mere levende end nogen anden fortæller! Må jeg ikke godt, mor?"
   "Du ved godt at vi er sammen som en familie på Regnfest aftenen."
   "I kan jo bare tage med."
   "Det kan vi ikke, der kommer jo gæster. Desuden er din lillebror ikke stor nok endnu."
   Menar tav. Jo, det vidste han godt. Det var netop problemet. Altid var det Erion, der satte begrænsningerne. Med ét slog det Menar hvor uretfærdigt det var:
   "Hvorfor skal det gå ud over mig? Jeg vil så gerne høre Grepar fortælle! Du ved jo at jeg gerne vil være fortæller og det her er min store chance for at høre en, der er rigtig god!"
   "Menar, jeg ved godt at du gerne vil, men det betyder så meget for Erion, din far og jeg at vi er samlet i aften."
   "Jeg kan jo bare være med til selve festen herhjemme og så bagefter tage nogle få timer ind til kroen!"
   Hans mor så bebrejdende på ham og begyndte igen på at flytte dejen over i formen.
   "Du er ikke gammel nok til selv at tage ind til kroen og tilbage igen på sådan en aften."
   "Jo, jeg er! Jeg er snart 15 år, jeg kan sagtens passe på mig selv"
   "Menar..."
   "Det kan du simpelthen ikke være bekendt!"
   Han rejste sig arrigt og marcherede ud ad køkkenet mens han råbte:
   "Jeg får måske aldrig chancen for at høre Grepar igen! Og så skal jeg gå glip af det bare fordi Erion ikke kan komme med og fordi I tror jeg stadig er et pattebarn, der ikke kan finde ud af at tage ind til kroen selv!"
   Bandende gik han ud af huset og over gårdspladsen.
   *Jeg er ikke noget barn længere, hvorfor kan de ikke fatte det? Kan de da ikke forstå at jeg er nød til at blive voksen og fortæller så vi kan leve af det, jeg tjener, i stedet for at vente på den åndssvage regn, der alligevel aldrig kommer?! Jeg gider ikke blive ved med at stirre på tørre marker, der alligevel ikke giver nok, jeg gider ikke spilde mit liv på at bekymre mig over hvad vi skal finde at spise i morgen.*
   Hans hamrende hjerte faldt langsomt til ro mens vreden ebbede ud af ham og blev afløst af en trist tomhed.
   *Bare jeg kunne hjælpe min familie så de aldrig behøver at gå sultne i seng igen.*
   Uanset hvor meget de bad, kom regnen ikke. Uanset hvor meget de arbejdede med markerne, blev udbyttet mindre.
   Hans mors ord genlød i ham "Gudinden er nådig og beskytter dem, der ærer hende" og inden han kunne nå at stoppe dem, kom de forræderiske tanker krybende:
   *Gudinden mig her og Gudinden mig der. Det er længe siden hun har hjulpet os eller nogen andre jeg kender for den sags skyld. Hun hjælper kun dem, der har penge nok. For hvorfor kommer der ellers ikke regn? Hvorfor skal vi sulte? Og hvorfor skal min lillebror være syg? Der er kun en forklaring: Gudinden er ligeglad med os.*
   Menar blev chokeret over sine egne tanker. De stred mod alt hvad hans forældre havde opdraget ham til at tænke, men i dette øjeblik forekom deres totale tro ham fuldstændig naiv, blind og håbløs.
   *Vi kan ikke vente på Gudinden kommer og redder os, vi er nød til at gøre noget selv.*
   Bevidstheden om at deres elskede Gudinde sandsynligvis havde ladt dem i stikken var overvældende. De var helt alene. Han havde altid troet at hvis de bare bad nok ville Gudinden redde dem til sidst, men nu var han ikke længere så sikker. Hans hjerne arbejdede på højtryk for at finde en løsning, men uden held. Spørgsmålene kværnede rundt i ham, men svarene forblev umuligt at finde frem til.
   *Hvordan skal vi overleve vinteren? Og hvordan skal jeg bære mig ad med at blive fortæller?*
   Med ét standsede han op.
   *Der er kun én ting at gøre. Jeg stikker af i aften når vi har spist og tager ind og hører Grepar, og tilbage igen lige bagefter. De opdager slet ikke at jeg har været væk.*