Menar lod hakken bore sig ned i den hårde jord en sidste gang. Tilfreds rettede han sin trætte ryg ud og tørrede sine beskidte og svedige hænder af i bukserne. Solen bagte vedvarende ned over hans forældres gård, og selvom det var dagen for Regnfesten var der ikke en sky på himmelen.
   Nu hvor han holdt pause kunne han svagt høre resten af familien pusle rundt inde i hovedhuset og lyden af de to hestes svirpende haler fra den ene gårdlænge. Fluerne var bidske i år og hestenes haler svingede nærmest uafbrudt for at holde dem væk i den tætte middagshede.
   Menar betragtede fordybningen i jorden foran sig med et smil mens han roste sig selv for at have gravet så godt et opsamlingssted. Det skulle nok blive godt, det her. Det måtte efterhånden være deres tur i år, og så ville han være forberedt.
   Lyden af latter trængte ud gennem vinduerne i hovedhuset og han så op. Den stråtækte gård bygget af massive træbjælker udstrålede solid tryghed og ro. Det var det eneste hus Menar nogensinde havde boet i, her var han vokset op sammen med sine forældre og sin lillebror. Af ren rutine lagde han håndfladerne mod hinanden og lukkede øjnene mens han bad:
   "Kære Gudinde! Vi har virkelig brug for regn! Jeg ved godt at vi ikke ligger ved siden af andre gårde og at vi ikke har betalt en Regnpræst, men kan du ikke godt give os noget alligevel? Jeg vil gøre alt hvad du forlanger, hvad som helst, bare sig til! Giv mig et tegn, fortæl mig hvad jeg skal gøre, jeg beder dig!"
   Menar holdt vejret mens han ventede. Minutterne blev lange mens han spejdede efter et tegn og lyttede med hele sit væsen. Solen bagte ufortrødent videre ned over gården, horisonten flimrede af varme og hestenes haler svirpede dovent gennem luften. Længere væk fra kom af og til den brusende lyd af tørre trækroner fra løvskoven, der lå et stykke væk fra huset. Selvom det kun var midsommer var flere af de store træer begyndt at visne i toppen, for tørken var værre i år end nogensinde før.
   Med ét gik døren til huset op og hans lillebror Erion kom løbende ud. Drengens smilende ansigt kom ham jublende i møde.
   "Menar! Menar! Jeg har noget jeg skal fortælle dig!"
   Menars storebror-hjerte bankede lidt hurtigere ved synet af hans lillebrors hurtige og uforsigtige løb henover gårdspladsen.
   "Pas nu på at du ikke snubler af bare begejstring, lillebror" advarede han mens han betragtede Erions barnlige iver. Erion havde været meget syg sidste vinter, og var kun lige ved at komme sig. Han havde altid været spinkel af bygning, men feberen havde drænet den lille krop så meget at den slidte bluse hang slapt på ham og kindbenene stod skarpt aftegnet mod den blege hud. Menar kunne ikke holde ud at se sin lillebror så tynd, eller hans forældre for den sags skyld.
   Markerne kunne give dem alt hvad de havde brug for, både korn til at spise og mojaka bønner til at bytte med, hvis bare de fik regn. Kom regnen ikke, måtte de købe sig til det hele, men de havde ikke nogen penge at købe for. De havde ikke noget at sælge, ingen magiske evner, de kunne tjene på. I utallige dagdrømme havde Menar enten fundet en sæk fuld af penge, reddet en rigmand, der belønnede sin frelser rigeligt, eller været en blændende dygtig og godt betalt fortæller, der kunne sende penge hjem til sin familie. Han havde endda lagt en plan for at blive fortæller, for det var den mulighed, der forekom ham mest realistisk, men planen var stadigvæk for langsigtet og for svær at føre ud i livet sådan som tingene så ud.
   "Hører du overhovedet efter, Menar? Jeg har fået lov til at blive oppe i aften fordi det er Regnfest!"
   Erion slog jublende armene rundt om Menar og gav ham et stort knus.
    Menar blev igen nærværende og smilede ned til sin lillebrors store, spændte øjne.
   "Jo, det lyder da godt."
   "Vil du så fortælle historier i aften?"
   "Godt nok vil jeg gerne være fortæller, men det kræver jo mange års øvelse. Og jeg kender jo ikke så mange historier endnu."
   "Du kender da både nogle om Saia den Vise, og den om ham der Ypperstepræsten, hvor hans kone døde. Og du kan fortælle om Det Store Magiske Kredsløb!"
   "Hvis du kender alle de historier, hvorfor fortæller du dem så ikke selv?" drillede Menar.
   "Ohr, hold nu op, du ved godt hvad jeg mener!"
   "Jo, bror, det ved jeg godt."  Menar purrede op i Erions korte, brune hår, og forsøgte diplomatisk at afvise sin lillebrors opfordring mens han tænkte for sig selv:
   *Forhåbentlig er jeg slet ikke hjemme i aften hvis alt går efter planen.*
   "Vi må se på det. Det kan jo være at der er andre, der gerne vil fortælle i år."
   "Det kan godt være, men jeg vil høre dem fra dig."
   "Det kan du jo ikke bestemme. Der er også andre, der vil høre deres familie fortælle."
   "Ja, men så vi bare overbevise dem om at det er dig, der skal gøre det!" Erion skubbede sin brors hånd væk.
   "Lad lige være, du ugler mit hår."
   "Det kan da næsten ikke blive mere uglet end det er nu!"
   "Hvis du er så glad for uglet hår kan du da få det samme selv!" Erion kastede sig energisk ud i ugle sin storebrors hår, men Menar undveg grinende.
   "Tror du selv, lille lillebror, at du kan klare mig?"
   Grinende kastede de to brødre sig ud i kampen, men Erion mistede hurtigt pusten. Det pinte Menar at se sin lillebror være så svag, og han lod ham derfor vinde for at gøre ham glad, inden han sendte ham tilbage i huset. Menar så døren lukke sig bag broren og stod ubeslutsom et øjeblik.
   En skygge gled for solen og han så forbløffet op. For en gangs skyld bevægede skyer sig henover himlen og hans hjerte begyndte at hamre afsted.
   *Er det et tegn fra Gudinden?*
   Men fornuften indhentede ham sekundet efter.
   *Nej, selvfølgelig er det ikke det. Bare fordi man beder om skyer kommer de ikke sådan på bestilling. De er sikkert tilkaldt af Regnpræsterne til festen i aften. Men det skulle da ikke gøre noget hvis nogle af dem gik i stå og dryppede her i stedet.*
   Men da Menar så nærmere efter, syntes han ikke at skyerne lignede almindelige skyer. De var nærmest mere tykke i det. Som om det ikke var regn, men fed, kvælende røg.
   *De skyer må hellere end gerne blive trukket videre hurtigst muligt. Vi har brug for rigtig regn, ikke en eller anden sindssyg magikers forsøgsrester. Regnpræsterne vil sikkert tro at det er os selv, der har gjort det, og jeg vil ikke straffes bare fordi en eller anden idiot har prøvet at tilkalde ulovlig regn.*
   Han kiggede en sidste gang op mod skyerne inden han gik hen mod den ene gårdlænge for at hente det regntætte stof, der skulle opsamle vandet i jordhullet, mens han tænkte for sig selv:
   *Tag dig nu sammen, Menar. Der er ikke noget galt med de skyer, de er garanteret tilkaldt af selveste Ypperstepræsten, og så er der i hvert fald slet ikke nogen chance for at de bliver hængende her. Han vil ikke lade en dråbe gå til spilde, for der er mange, der skal imponeres. Alle de rige og fine.*