Mine ben blev tungere for hvert skridt. Mit åndedræt var fuldstændig ude af kontrol og mit hjerte hamrede panisk. Jeg stønnede til Sjradins ryg foran mig:
   "Jeg kan... ikke mere!" Han fortsatte med at løbe, men vendte sig halvt om og råbte opmuntrende til mig:
   "Kom nu, bare lidt mere, så kan vi skjule os i skoven!"
   Energien ebbede ud af mig. Sveden sprang frem på min pande og det forekom mig at vi havde løbet i mange timer. Bag mig kom lyden af råbende mænd og rapfodede heste nærmere. Endelig nåede vi skovbrynet og undgik Slettens afslørende flade og støvede jord. Jeg satte farten lidt op, hoppede over et væltet træ og gennem nogle krat. Træerne stod stadig spredt, men ydede trods alt lidt beskyttelse for forfølgerne bag os.
   Jeg fik pludselig sidesting, og mine bare fødder gjorde usigeligt ondt hver gang de blev hamret ned mod en nedfalden gren eller de knivskarpe sten. Sjradin råbte:
   "Vi er der næsten!"
   Træerne begyndte at stå tættere og jeg blev fyldt med håb om at vi måske trods alt ville komme i sikkerhed. Alligevel var lyden at mænd dog ikke kommet længere væk, og jeg tvang mig selv videre. Min eneste tanke var at blive ved med at løbe, at komme væk.
   Pludselig snublede jeg og verden blev væk et øjeblik, men vendte straks tilbage med al sin grusomhed og smerte. Jeg kom fumlende op at stå, velvidende at jeg havde spildt kostbar tid. Min ene hånd lyste rødt af blod og mine fødder føltes som om at de brændte, men alligevel var der kun én vej: frem!
   Sjradin var forsvundet mellem krat og træer, og jeg skyndte mig panisk videre. Uden ham ville jeg aldrig overleve selv hvis det på mirakuløs vis skulle lykkes at slippe væk. Skovbunden blev underlig blød, og lange siv skød op over alt. Jeg så mig om efter en anden vej, men tiden var knap, så jeg styrtede ud i mosen. Selvom jeg vidste at det var et dårligt tegn at jorden gav mere og mere efter, nød jeg at mine fødder blev omfavnet af det kølende mudder.
   Til gengæld krævede hvert skridt dobbelt så meget af mine i forvejen trætte ben.
   Pludselig sank mit ene ben i, og mosen hev mig grådigt til sig. Sammen med min højre fod sank håbet ned i det gråbrune mudder. Jeg havde lyst til at skrige, græde, men orkede det ikke. End ikke ordet "løb" rungede i mit hoved mere. Jeg gav op.
   Bag mig lød råbet:
   "Der er hun! Pigen er her!"
   En allersidste energikilde, som jeg ikke anede eksisterede, brød frem og med en træt bevægelse kom jeg op at stå. Jeg kastede mig skræmt videre og mine forrevne fødder fik igen fast grund under sig. Grønne, skærmende bregner, der gik mig til hoften, var overalt. Jeg kunne høre mine forfølgeres irriterede råb, de havde fundet ud af hvorfor jeg var stoppet.
   Trætheden og smerten overmandede mig selvom jeg vidste at de var tæt på. Kraftesløst sank jeg sammen og krøb i læ bag en bregne. Mine ben snurrede og jeg kæmpede imod mit hektiske åndedræt. De må ikke finde mig!
   Jeg prøvede at gøre mig endnu mindre og holde vejret. Angsten overdøvede alt. Mit hjerte hamrede så hårdt, at det dunkede for mine ører, og jeg følte det som om jeg var ved at kvæles. Jeg pustede udmattet ud og opgav at være stille. Nu var det op til dem om de fandt mig, for jeg orkede ikke at kæmpe imod mere. Verden gled væk fra mig sammen med alle tanker, lyde og smerter. Alle følelser forlod min udmattede krop, og taknemmelig lod jeg mig synke ind i det store, stille mørke.