Azira holdt hesten an og bøjede nakken bagover mens hun betragtede bygningen. Den hævede sig op over de omkringliggende huse med sine fire etager ildrøde mursten, store vinduer og altaner med snoede, guldbelagte gelændere. Det var egentligt sjældent hun tog sig tid til at kigge på huset, for normalt var det kun i tusmørket om morgenen hun kom her.
   Hun steg af hesten, bandt den til en krog i husets mur og strøg fingrene igennem dens stride, brune manke mens hun stille hviskede:
   "Tak for turen. Gid vi kunne være fortsat ud over sletten og langt væk herfra."
   På hver side af døren holdt en løvestatue vagt, og selvom de var lavet af hvidt marmor så de næsten levende ud. Hun modstod trangen til at lade hånden glide henover de perfekt udhuggede sten og bankede i stedet på huset dør. I samme sekund hun slog det sidste slag, drejede håndtaget og den massive dør gled lydløst op. Hun nikkede høfligt til den unge tjener, der stod i halvmørket på den anden side, og trådte indenfor. Selv på en varm og solrig dag som denne, var det store hus køligt indvendigt. Hun skuttede sig mens hun gik gennem entreen, videre ind til husets vindeltrappe og op til anden sal.
   Da hun trådte ind i Ypperstepræstens højloftede kontor, sad han bag sit skrivebord, fordybet i en gammel bog. Han ledte tilsyneladende efter et eller andet, for bøger og papirer lå spredt over hele skrivebordet. Hun rømmede sig diskret.
   Uden at fjerne blikket fra bogen løftede Jhori afvisende hånden op for at signalere at hun ikke skulle afbryde ham. Vreden fra i morges summede igen i hendes blod, og følelsen af at hans hænder hårdt mod hendes håndled brændte i hendes hud. Hun følte sig fanget, men tvang sin krop til at falde til ro. Hadet var irrationelt, det vidste hun, og især lige nu, hvor hun ikke havde noget at frygte. De havde jo kun sessioner tidligt om morgenen når risikoen for at blive opdaget var mindst.
   Efter hvad der føltes som en evighed så Jhori endelig op fra sin bog og sagde:
   "Utroligt spændende værk! Nå, hvad vil du? Sæt dig ned og fortæl."
   Azira satte sig i en af de to bløde gæstestole, der var placeret foran skrivebordet.
   "Jeg har holdt møde med andre Vogtere i dag."
   "Havde de noget nyt at berette?"
   En afventende tavshed sænkede sig i lokalet, men Azira kunne ikke beslutte sig for hvordan hun skulle gribe sagen an. Hun havde grublet over det på hele vejen tilbage, men uden held. Jhori rynkede utålmodigt øjenbrynene:
   "Jeg har ikke hele dagen."
   Hun besluttede sig for at tage det første, lille skridt mod at fortælle den dårlige nyhed:
   "Sulten spreder stadig uro i befolkningen."
   "Det er ikke nogen nyhed, Azira."
   "Mange er urolige for om Regnfesten i morgen vil være nok."
   "Det ved jeg."
   "Der er for eksempel en rigmand fra Acion, som vil starte en indsamling for at bygge et større og mere prangende tempel end det her for at genvinde Gudindens gunst."
   "Lad ham bare prøve, selvom han burde vide bedre. Gudinden er ikke en købmand hvor størrelsen af pengegaver sikrer et tilsvarende stort udbytte. Folk er af og til himmelråbende naive, det er der ikke noget nyt i. Men hvad er det, der er så vigtigt at fortælle mig at det ikke kan vente til i morgen tidlig?"
   Azira fastholdt øjenkontakten med Jhori, men forholdt sig tavs. Nu var den såkaldt lette del af samtalen overstået. Der var ingen vej uden om, det var nødvendigt at fortælle ham om det, som vogterne fra de andre byer havde fortalt hende. Efter en dyb indånding svarede hun:
   "Men jeg foretrækker til enhver tid at folk lader deres frustration komme til udtryk ved at tilbede Gudinden. Det kan godt være at de har tvivlsomme motiver til at gøre det, men jo flere vi beder, jo større er chancen for at hun hører os." Azira flyttede sig utilpas på stolen, og tvang sig selv til at fortsætte:
   "Hellere det end dem, der helt har opgivet Gudinden. De påstår at hun har glemt os og at de derfor er i deres fulde ret til også at glemme hende. De nægter simpelthen at bede eller at ofre!"
   Jhori blev bleg:
   "Jeg havde godt hørt rygter om det, men jeg troede ikke på dem. Er du sikker?"
   "Desværre. Alle rapporterede det samme og der er hele tiden flere, der slutter sig til De Glemte."
   Azira så hvordan Jhori nærmest sank lidt sammen i stolen og lukkede øjnene. Hans stemme var ru da han svarede:
   "Så Regnfesten i morgen bliver altså ikke bare vigtig for at give folk mad på bordet, den bliver også en vigtig brik i magtspillet mellem dem, der beder inderligere end nogensinde før, og dem, der åbenbart slet ikke beder mere! Vi er nød til at sikre at der kommer regn for enhver pris, ellers vil endnu flere holde op på at tro på Gudinden. Vi er nød til at bevise at vi ikke er glemt eller forladt."
   Azira orkede ikke at spørge ham hvad han mente. Tanken om at diskutere De Glemte, politik og tørken forekom uoverskuelig, det ville være nemmere at vente til efter Regnfesten når de vidste om der kom regn eller ej. I håbet om at slippe udenom yderligere diskussioner rejste hun sig uden et ord for at gå.
   Jhori reagerede ikke på hendes bevægelse, men forblev siddende med lukkede øjne. Hans øjenbryn var rynkede og munden en hård streg. Kort efter så det ud til at han nåede frem til en eller anden beslutning, for hans ansigtstræk glattede sig og da han åbnede øjnene igen, havde de fået et andet, mere afklaret skær. Men der var også en tomhed i de blå øjne hun aldrig før havde set.
   Han nikkede kort for at signalere at de ikke havde mere at snakke om lige nu og at han bare ville have hende til at gå. Lettet tog hun imod opfordringen, vendte sig om og forlod kontoret med hurtige skridt. På vej ned ad den snoede trappe overvejede hun situationen:
   *Hvis der ikke kommer regn nok i morgen, vil det måske føre til oprør i befolkningen, ansporet af De Glemte. Der er grænser for hvor længe folk kan sulte. Og det kunne føre til at Jhori bliver afsat som Ypperstepræst.* Billedet af Jhori i rejsetøj dukkede op for hendes indre blik. Han stod ude på gårdspladsen ved siden af to heste pakkede med forsyninger, og rakte tøjlerne frem mod hende.
   *De andre vil undre sig over hvorfor jeg vælger at rejse væk sammen med en afsat og vanæret mand, men jeg har intet valg. Det er kun takket være Jhori at jeg stadig er i live, og så længe jeg ikke har fundet andre, jeg kan betro mig til, andre, der er kraftfulde nok, så er jeg nød til at følges med ham. Om jeg så skal gøre det resten af livet, så er det den pris jeg må betale for stadig at være i live.*
   Da hun trådte ud af det store hus var det som at gå ind i en mur af varme. Luften var så tæt at man nærmest kunne skære i den og hun kunne mærke sveden pible frem på ryggen. Pludselig slog en tanke ned i hende og fik et tøvende smil til at kruse om hendes læber:
   *Omvendt, bliver Jhori afsat, er jeg ikke længere helt så forpligtet til at holde på hemmelighederne, hverken for hans skyld eller for at undgå krig med Ørkenfolket. Forbrydelserne vil da ikke være begået af den fungerende Ypperstepræst, men en, der allerede er afsat og udvist. Og måske kan jeg endda blive tilgivet og få lov til at blive. Så længe Ørkenfolket ikke finder ud af hvem jeg er, kan jeg måske ligefrem overleve det her, selv uden Jhori.*
   Tanken varmede hende, men der var mange uvisheder og risikoer forbundet med den løsning. Først og fremmest skulle hun undgå at blive forvist når hun fortalte hemmeligheden. Hvorvidt folk kunne tilgive hende alt det, hun efterfølgende havde gjort, vidste hun heller ikke. Jhoris argumenter havde lydt meget fornuftige dengang mens hun var langt nede og nem at overbevise. Her bagefter følte hun sig derimod efterhånden overbevist om at han havde forvaltet situationen efter eget forgodtbefindende. Det begyndende had til ham havde kun forstærket fornemmelsen, men hun kunne ikke spørge andre til råds uden at de fik hendes hemmelighed at vide. Selv hvis Jhori blev afsat, kunne hun så overhovedet finde en anden, der ville hjælpe hende, og som var kraftfuld nok til at gøre det?
   Det eneste hun kunne gøre lige nu var at lade tiden gå indtil Regnfesten i morgen. Så snart hun vidste om der kom regn og om Jhori beholdt sin post, ville hun vide mere om hvad fremtiden ville bringe. Ventetiden indtil da var uudholdelig.