Skoven er mørk om natten på en helt anden måde end sletten, som jeg er vokset op på. Normalt går jeg aldrig gennem skoven efter solnedgang, men jeg kunne ikke holde ud at blive tilbage. Jeg er nødt til at finde ham for at redde hende.
   Mørket mellem træstammerne virker næsten levende og blæsten får træerne til at knage. Selvom jeg går rask til, fryser jeg.
   I stedet for at spekulere over skovens mange uvante lyde forsøger jeg at tænke på noget andet. Det første, der falder mig ind, er den følelse, jeg havde første gang jeg så slottets dybrøde tårne, der hævede sig op over hovedstadens virvar af huse og barakker. Det var en varm sommerdag og synet var overvældende for sådan en landsbyknægt som mig. Tørken havde på det tidspunkt stået på i et par år, og jeg var derfor, ligesom så mange andre, nødt til at forlade min familie. Der var simpelthen ikke mad nok til så mange munde. I stedet for at søge længere ud i ødemarken, valgte min bror og jeg at søge ind til byen. Det var nok mest drømmen om eventyr, der lokkede os den vej. Byens myldrende liv var noget helt andet end den halvtomme landsby vi kom fra. De første par gange vi fik arbejde, blev vi snydt, fordi vi så ud som det, vi var: naive landsbyunger. Byen gjorde os hårde på sin egen måde, men vi lærte at klare os igennem. Efterhånden fik vi arbejdet os opad, og jeg blev ansat i den kongelige stald. For én gangs skyld kom min landsbyfortid mig til gode, for jeg ved jo godt hvordan man håndterer heste.

Min tankerække bliver afbrudt da jeg er ved at snuble over en gren. Jeg stopper op et øjeblik for at få kroppen til at falde til ro igen, men jeg bliver tværtimod mere urolig. Det føles som om der er nogen, der kigger på mig, som om skyggerne mellem træstammerne bevæger sig mere end bare ved vindens hjælp. Jeg betragter skoven opmærksomt, men kan ikke se nok i mørket til at finde ud af om jeg er alene eller ej. I stedet beslutter jeg mig for at komme væk hurtigst muligt. Det larmede frygteligt da jeg ramte grenen, inden grund til at blive stående for at finde ud af om der er nogen, der vil se hvad der skete. Pludselig slår det mig hvor åndssvag min frygt er. Det er flere år siden jeg var en lille, bange knægt, det er noget vrøvl at være bange for skoven og mørket. Der er ingen Månedyrkere og hvorfor skulle Skovfolkene fatte interesse for en tilfældig stalddreng som mig? Ammestuehistorier og gammelkone snak, det er hvad det er. Beslutsomt tvinger jeg igen tankerne andre steder hen mens jeg går videre med faste skridt.

Livet i stalden gjorde mig godt. Arbejdet var hårdt og ærligt, og vi fik mad hver dag. En dag, da der kom en ny hest i stalden, blev alting forandret. Hesten var ikke noget særligt, og var tydeligt svækket. Hestens ejer derimod viste sig at være den dejligste pige jeg nogensinde har mødt. Til at starte med troede jeg at hun var ligesom alle de andre rige, højrøvet og arrogant. Jeg tog fejl.
   Kaila var slet ikke som de andre.
   For hende var hesten ikke bare et transportmiddel og en sjælløs ejendom, men et levende og elsket væsen. Derfor behandlede hun også os staldfolk med respekt, fordi vi passede på hendes elskede hoppe. Der var et eller andet ved hendes tilgangsvinkel til verden og hendes rolige væsen, der slog benene væk under mig. Jeg ville så gerne gøre indtryk på hende, men det var udelukket, for staldfolkene taler aldrig med de fine. De fine taler til staldfolkene, eller nok nærmere: de fine kommanderer rundt med staldfolkene. Gennem længere tids ihærdig pleje lykkedes det mig at få hesten nogenlunde rask igen. Som jeg havde håbet med hele mit stakkels, forelskede hjerte, blev Kaila glad og takkede mig personligt. Vi begyndte at snakke sammen en gang i mellem om løst og fast. En aften, hvor det stormede, turde hun ikke gå alene hjem. Jeg tilbød at følge hende derhen, men vi nåede aldrig ud af stalden. Der var et eller andet i luften den aften, jeg ved ikke hvad der gik af mig. Det nøddebrune hår, hendes smukke øjne, der smiler til mig, og hendes vidunderlige krop, det hele fortryllede mig. Hun kunne også mærke den sitrende stemning i luften. Før vi fik set os om var der ingen vej tilbage.

Kailas far er en højtstående købmand med et rygte, der skal plejes, og han var ikke begejstret over at hans datter var gravid og ikke ville fortælle hvem faren var. Det lykkedes ham dog på en eller anden måde at finde ud af at hans datter ikke kun havde brugt tid i stalden for at være sammen med sin hest. Aldrig har jeg fået så mange tæsk som da hans mænd efterfølgende aflagde mig et hårdhændet besøg. Der gik flere dage inden jeg kunne sætte mig op, jeg havde brækket knogler et par steder, det gjorde ondt at trække vejret og en dundrende hovedpine lå som en jernring om mit hoved. Kun takket være min brors hjælp overlevede jeg. Men alt det var ligegyldigt. Jeg tænkte kun på hende og håbede at hendes far lod al sin vrede gå ud over mig, ikke hende.

Til hendes families store fortvivlelse blev det hurtigt svært at skjule at hun ikke bare var ved at blive småtyk. De spærrede hende inde i huset under påskud af at hun var syg. Derefter har jeg ikke talt med hende, kun hørt hvad tjenestefolkene har fortalt mig. Jeg hader hendes familie. Jeg hader dem for alt hvad de har gjort mod hende. Nogle måneder senere fødte hun en velskabt dreng, men det var selvfølgelig helt udelukket at hun kunne beholde ham. I stedet gav de ham væk, til hvem ved jeg ikke, kun at de bor på den anden side af bjergene. Tjenestepigen fortalte at Kaila kun nåede at holde vores søn et øjeblik før de stjal ham fra hende.

Kaila er aldrig blevet sig selv igen. Som et blegt spøgelse går hun omkring og kalder på ham, dag ud og dag ind. Tjenestepigen forklarede mig at de prøver alt for at opmuntre hende, giver hende alverdens ros og komplimenter, men at Kaila alligevel føler sig utilstrækkelig. At mørket fylder mere og mere i hendes liv. De omgiver hende med mennesker hele tiden, men det eneste, hun snakker om, er at hun føler sig alene uden sin søn.

I morges forsøgte hun at tage sit eget liv. Sit eget liv! Da tjenestepigen grædende fortalte mig hvad der var sket, pakkede jeg mine ting og rejste med det samme. Jeg vil finde min søn og tage ham med tilbage. Han er den eneste, der kan redde hende. Jeg ved han stadig er i live. Det skal han være. Men hvad hvis han ikke er?

Vejen går gennem skovene. Der er ingen anden mulighed. Natten herunder trækronerne er tæt på en måde, jeg aldrig før har oplevet ude på sletten, og selvom jeg prøver at ignorere det, er jeg efterhånden sikker på at jeg kan høre nogen pusle derinde mellem træstammerne ved siden af stien. Gid jeg slipper uskadt igennem.
   En skikkelse træder ud på stien foran mig og jeg standser brat. Jeg har aldrig før set en af Skovfolket og her i mørket kan jeg ikke se andet end en tæt skikkelse, der er lidt højere end mig. Om huden er brun og grønspættet kan jeg ikke se, men jeg ved instinktivt at det ikke er et menneske, der står over for mig.
   Skovmandens stemme er mørkere end jeg forventede da han taler til mig:
   "Du forstyrrer harmonien. Jeg kunne mærke din sorg på lang afstand. Hvad vil du her?"