Hun forsøgte at komme op at stå, men benene ville ikke. Ilden brølede på etagen nedenunder og huset var kvælende varmt. Forgæves slog hun på sine lår, men kunne intet mærke. Røg begyndte at trænge ind gennem sprækken under døren, og rev i hendes næse og hals. Hun forsøgte endnu en gang at råbe nogen op, selvom alle andre for længst var flygtet. Med hamrende hjerte tav hun, men der kom ikke nogen løbende skridt op ad trappen. Hendes øjne løb i vand.
   "Vi må sætte vores lid til at Gudinden skænker os regn. Æret være Gudinden." Ypperstepræsten afsluttede sin lange enetale med et lille nik og satte sig ned. Azira glippede søvnigt med øjnene. Nattens mareridt havde ikke givet hende meget hvile, og gjorde Rådsmødet tungere at komme igennem end normalt.
   Murus rakte omgående hånden op og ypperstpræsten nikkede næsten umærkeligt mod den gråhårede præst, der straks tog ordet:
   "Ja, vi beder naturligvis alle Gudinden om at skænke os regn. Men hvad hvis Regnfesten ikke giver nok? Selvom det er en ubehagelig tanke, så er vi nød til at tænke fremad og finde alternativer hvis det værste sker og der ikke kommer regn nok til at forhindre at høsten slår fejl igen."
   Azira så fra den ene til den anden, mens hun betragtede forskellen mellem de to mænd. Ypperstepræst Jhoris velfriserede, sorte hårlokker, glatte hud og kontrollerede udstråling stod i skarp kontrast til Murus's strittende, grå hår, rynkede ansigt og brune øjne, der normalt glimtede fornøjeligt, men i dette øjeblik var hårde og beslutsomme.
   Jhori sukkede demonstrativt inden han svarede:
   "Selvfølgelig er vi nød til at tænke fremad, alt andet ville være uholdbart."
   "Men hvad skal vi så gøre? Hvordan sikrer vi at vi er forberedte og har fyldte madlagre til vinteren?"
   "Vi følger stadig planen for fyldningen af lagrene, men tidsfristerne er bare blevet rykket en smule. Det, vi skal bekymre os mere om, er at hvis folkevandringerne fra nord fortsætter, vil placeringen af lagrene være skæv i forhold til indbygger fordelingen."
   Spredt mumlen bredte sig blandt Rådsmedlemmer og Murus spurgte skeptisk:
   "Hvad har du i tankerne?"
   "Som Rådsmedlemmer er det vores ansvar at se på helheden, på hele befolkningens ve og vel."
   "Hvad mener du? At vi skal forbyde folk at flygte fra sult og tørke?"
   Jhori svarede roligt og med næsten belærende stemme:
   "Det enkelte menneske er kun en lille del af en større helhed. Vi er nød til at tænke bredt hvis vi skal tjene hele befolkningen. Kun på den måde kan vi sikre at flest muligt overlever."
   Der var et eller andet i Jhoris stemme, der fik vreden fra i morges til at ulme i Azira igen. I sit stille sind takkede hun Gudinden for at hun kun var observatør, for i modsætning til de 17 Rådsmedlemmer var hun og de andre observatører frie til at forlade mødet hvis de havde lyst.
   Og i dag var hun nød til at gå, for hadet og rastløsheden var øredøvende. Hun kunne altid få referat af Rådsmødet senere. Hun rejste sig diskret og lod rummet med alle dets endeløse diskussioner bag sig, mens hun tænkte for sig selv:
   "Det vigtigste lige nu er, at Jhori ikke opdager at jeg er begyndt at hade ham. Der må da være en mulighed for at blive kureret så jeg kan slippe for hans daglige sessioner, men hvordan? Hvem kan jeg betro mig til og hvordan kan jeg sikre at de ikke afslører hvad der i virkeligheden er galt med mig? Jeg er nød til at være meget forsigtig, hvis jeg skal komme ud af hans greb og stadig overleve det her."