Føler varmen i hele min krop. Hvor er det dog skønt. Hans ord bliver nærmest som et instrument.
   Det er virkelig en skøn sommer i år, det er ikke altid varmt om sommeren i Danmark, men denne her gang er det specielt.
   Mor synes ikke, det er ret varmt og skønt, jeg tror, hun mener, at jeg ser alt så smukt, fordi jeg er så forelsket.

Da jeg kom hjem fra arbejde og fortalte hende om den skønne aften, hvor han læste nogle af sine digte op, og præsenterede mig for publikum, før jeg skulle læse mit digt op. Det smukkeste var, gentog jeg flere gange for mor, at han efter jeg havde læst det op for andre, sagde, at mit digt var smukt.
   - Og ved du hvad mor? sagde jeg.
   -Han lurede på mig, mens jeg, min søster og far talte med en af vores bekendte.
   Mens jeg talte, kiggede mor på mig og grinede.
   - Hvad griner du af, mor? spurgte jeg ophidset, og pludselig følte jeg mig så våd af generthed. Hvordan kunne jeg fortælle mor om sådan noget? Hvorfor skulle jeg det? Jeg burde vise hende respekt? Sådan noget talte man ikke med sin mor om. Hvad grinede hun mon af? Havde hun måske opdaget, at jeg var forelsket? Hvordan kunne jeg tillade mig at sige sådan?
   - Min kammerat Mariam er muslim som jeg, og hun turde ikke fortælle sin mor om sine følelser til Ahmed.
   Jamen, hvorfor skulle jeg ikke fortælle mor om mine følelser til Samer?
   Alle mennesker bliver forelsket, hvem bliver ikke forelsket?
   Det undrede mig en gang, da min klassekammerat Niels sagde:
   - Jamen, muslimske piger må sikkert ikke forelske sig eller have forhold til drenge, før de bliver tvangsgift!
   Niels troede, at muslimske piger blev giftet bort til en eller anden mand, fordi deres religion er sådan.
   Jeg forstod heller ikke Mariams holdninger. Hun ville aldrig indrømme over for sin mor, at hun elskede Ahmed. Hvorfor ikke?
   - Ja, ville du måske så have, at min mor skulle blive sur på mig, hun ville hundrede procent sige, at jeg var fræk og provokerende, fordi jeg ingen respekt viste hende, sagde Mariam.

Jeg kunne lide, da en journalist på en arabisk kanal engang sagde i et program om samfundsproblemer, at folk tit blander alt muligt andet sammen med islam. Hun sagde, at det er folks tankegang, der er forskelligt fra samfundslag til samfundslag. Nogle forældre tager det tungt, andre tager det med ro. Men det er ikke noget man taler højt om. Respekt for forældrene skulle man vise ved at være taknemmelig til gengæld for forældrenes opdragelse.
   Journalisten gjorde seeren opmærksom på, at familier der tvang døtrene til ægteskab selv kom
   fra dårlige miljøer med manglende selvtillid, respektløshed og negativ sociale arv.

Jeg stod stille og ventede på, hvad mor ville sige, og samtidig stillede jeg mig selv tusindvis af spørgsmål, og tankerne kørte frem og tilbage i mit hoved, som en automat.

Mor bragte mig tilbage til verden, da hun spurgte mig direkte og åbnet:
   - Er du forelsket i ham?
   Jeg blev chokeret og også meget overrasket. Jeg skulle ligesom have det en gang til for at forstå, hvad det lige var, mor sagde til mig.
   Mor kiggede mistænksomt på mig, og jeg viste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle sige. Hvad nu hvis jeg sagde ja, så fik jeg måske ballade, som Mariam sagde, at hun ville få, hvis hun talte med sin mor om kærlighedsforhold.
   Og hvis jeg sagde nej, undgik jeg virkelig de problemer, som Mariam så ofte talte om.
   Tænk, hvis min mor bad mig om at glemme ham og tænke på min videregående uddannelse i stedet for?
   Tænk, hvis hun sagde det? Eller kunne mor finde på at skælde mig ud og blive sur på mig?
   - Min lille pige, sagde mor. Du tænkte på ham, du var helt fraværende, du hørte slet ikke det, jeg sagde til dig.
   - Nej nej, svarede jeg lynhurtigt, og hun gjorde mig endnu mere flov, da hun sagde:
   - Jo jo, det var tydeligt. Dine kinder var helt røde.
   Et tavshedens øjeblik.
   Hun vendte sig mod mig og fortalte mig, at hun ville have, at jeg skulle fortælle hende sandheden, fordi hun ikke havde noget imod, at jeg fandt mig en, jeg elskede og derefter blev gift med ham. Hun fortalte mig, at hun ønskede, at hun havde været med dengang jeg, far og min søster var taget til digtaftenen, så hun kunne se, om jeg havde, en god smag. Hun tilføjede også, at hun havde opdraget mine søskende og mig til at være ærlige, og at jeg ikke skulle være bange for at fortælle hende, at jeg var forelsket i Samer.
   Måske var han den rigtige mand for mig? Måske var han ikke? Hun smilede, mens hun fortalte mig, hvor det dog ville blive en skøn dag, når jeg skulle giftes, og have den smukke hvide kjole på og gå med buketten i hånden.
   - Du vil blive en smuk prinsesse, sagde hun bestemt.
   - Men... sagde hun. Lige da hun sagde dette, begyndte mit hjerte at slå så hurtigt.
   Jeg tænkte over, hvad hun ville sige og på, hvad hun kunne svare.
   Det var en hård kamp. Hun gjorde mig bange, da ordet "men" kom ud af hendes mund.
   Men så var det alligevel ikke så slemt, da hun sagde:
   - Hvad laver han til dagligt, og hvor bor han henne?
   Hvor er det dog dejligt, at det er det hun fisker efter, tænkte jeg inderst inde.
   - Hmm, jeg ved ikke, hvad han laver, men jeg vil nok tro, at han bor i København, fortalte jeg med et stort smil på læberne.
   - Har han fortalt dig det? spurgte hun spændt. Tålmodigt, men også lidt provokerende.
   Jeg kom pludselig i tanker om, da journalisten kom til Vollsmose Bibliotek. Han spurgte en af de nyansætte bibliotekarer, om hun ikke var bange for at arbejde i Vollsmose? Hvorfor skulle hun være det? Vollsmose er ligesom andre områder, skete der måske ikke nogen problemer i andre steder? Det var virkelig et provokerende spørgsmål...

I dette tilfælde spurgte mor for at provokerer mig, om han havde fortalt mig det. Man skulle tro, hun var journalist, stillede mig spørgsmålene stille og roligt. Hun manglede bare en blyant og et stykke papir foran sig...

Men det er mor ikke, min mor har ikke den glimrende uddannelse med sig. Men hun kan læse og skrive og udover det har hun et omsorgsfuldt hjerte.
   Jeg fortalte hende ærligt, at jeg ikke havde talt med ham.
   Pludselig dukkede hans øjne op foran mig som på et fotografi. Det var et levende billede, et billede der levede inde i mig. Jeg mærkede billedet i mit organ.
   - Da jeg havde læst mit digt op, så gik jeg hen til hans far, for at rose ham for de smukke digte, der også blev oversat til dansk.
   Så kom sønnen Samer hen imod mig, og hans far sagde på irakisk, at mit digt var smukt.
   - Ja, skat, det har du sagt lige før, sagde mor lidt irriterede.
   Bare jeg kunnen spole tiden tilbage for at høre ham sige ordet "smukt" igen, igen og igen...
   Mor kiggede på mig smilende. Hun sagde:

- Hvis du nu skulle møde ham en anden gang, så vil jeg krydse finger på din vegne for, at I vil kunne tale sammen, så du kunne få flere informationer om ham.
   Men husk min pige, du skal fortælle mig ærligt, hvem du holder af. Jeg har altid lært dig at fortælle mig sandheden uanset hvad den er. Du skal ikke tro, at jeg vil blive sur på dig eller være ond mod dig, fordi du fortæller mig om den, du elsker. Jeg ønsker dig kun en god mand, og hvis det er ham, du vil have, så har jeg slet ikke noget imod ham - hvis far og jeg fandt frem til, at han er en god dreng. Du skal huske, skat, at vi aldrig vil tvinge dig til at blive gift med en du ikke vil have.
   Det vil gud heller ikke have.
   Dog skal du huske, at Samer ikke er den eneste dreng, du vil møde, så hvis du ikke møder ham igen, så vil du også møde andre end ham i fremtiden.
   Jeg gav mor et stort knus. Hun trak mig tilbage, kiggede mig dybt ind i øjnene.
   - Sikke smukke brune øjne min datter har, sagde hun.
   - Åh mor, det ved du da godt, sagde jeg. Vi grinede, og hun lavede jokes. Hun mindede mig om, at samtalen skulle blive kun mellem os, og jeg skulle ikke tale om det foran far.
   - Husk respekten overfor din far, sagde hun til sidst.
   Da mor lukkede døren, gik jeg hen til mit spejl. Jeg kiggede på mig selv. Jeg var skuffet, fordi jeg slet ikke havde regnet med, at min mor ville sige sådan.
   Jeg så kun solen og dens stråler, og et eller andet sted langt borte kimede telefonen.
   Det var min veninde Carina, der var kommet hjem fra sin ferie. Vi skulle mødes i Froggy Cafe, det skulle nok blive en hyggelig dag, snak med Carina gik altid hurtigt, og jeg fortalte hende om den skønne Samer.
   Hun prøvede at fortælle mig, at jeg ikke skulle binde mig for fast til ham, især da jeg ikke kender ham så godt. Og også fordi han ikke boede i Odense, selv hvis han boede her, så ville jeg heller ikke kunne gå ud med ham hånd i hånd eller mødes med ham, før jeg blev forlovet med ham.
   Men hvorfor skulle jeg ikke være den, der tog det positive skridt? Går på jagt efter den, jeg elsker, og føler er den eneste ene? Især nu da mit hjerte allerede har bestemt det...
   - Sådan Mand... sagde Carina, vi gav hinanden hånden og grinede over en joke, vi havde en gang.