Der var helt mørkt. Der var ikke noget der gav strålerne modstand, så der kom ikke en eneste lysstråle ind i rummet.
   Det føltes som om hunbefandt sig i en hermetisk lukket sort kasse, hvor intet kunne slippe ind eller ud. Hun rejste sig op. Anede ikke hvorfor hun sad ned, eller hvorfor hun rejste sig op. Hun kunne ikke finde nogle vægge. Hun famlede sig frem for at lede efter lys, men der skete intet. Hun var ikke grebet af panik, for hun vidste endnu ikke hvad der var at gå i panik over. Faktisk følte hun ikke andet end forbavselse og usikkerhed om hvorfor hun var endt her. Hun kunne ikke huske hvor hun sidst havde været og det foruroligede hende alligevel ikke. Hun satte sig ned på gulvet igen. Det føltes blødt som vat, og hun stak hånden ned i det bløde og fandt ud af at hun kunne grave i det, som var det blød jord. Hun gravede i det og nåede længere og længere ned, mens det stadig var blødt, cm. efter cm. Det var mærkelig og lidt spændende, for hvad skete der i dette rum, eller hvad det nu var hun var landet i. Hun ville gerne ud, kunne ikke så godt lide mørket, og begyndte derfor at spekulere på hvordan hun kom væk herfra. Men det var svært, når hun ikke vidste hvad det var.
   Var dette virkeliggørelsen af denne intethed og tomhed hun havde følt i noget tid på sin egen krop og i sig selv?
   Måske var der nogen eller noget der ville vise hende noget ved at placere hende her.
   Hendes mave rumlede. Hun havde en Daim i lommen, og selvom hun havde lovet sig selv at holde sig vær fra chokolade, var hun efterhånden så sulten at hun knækkede den over og spiste den uden at nyde den og uden at trække vejret imens. Den sprøde smag af chokolade fyldte hendes mund og hun blev helt opløftet af sukkerenergi.
   Nu fik hun dårlig samvittighed, over i det mindste ikke at have nydt chokoladen, når hun absolut skulle spise den. Hun kunne heldigvis ikke se ned af sig selv opgav. mørket, og det var godt det samme.
   Da det gik op for hende at hun stadig befandt sig i mørket blev hun lidt urolig.
   Hun havde lyst til at springe op, danse, råbe og skrige. Hun ville holde hånd, kysse og elske. Hun ville høres! Men mørket trænger sig hurtigt frem og vender tilbage i hendes hjerte hvor smagen af chokolade forsvinder og bliver klæg i munden på hende. Hun rejser sig op igen og går ligeud.Nu vil hun finde en vej ud herfra. Hun tager forsigtigt et skridt fremad. Endnu et. Et mere. Stadig ingen væg. Sort overalt. Hun undrer sig. Det sorte overvælder hende pludseligt og hun smider sig pludseligt på gulvet og begynder at græde. Hendes krop er stiv, og alle hendes muskler trækker sig sammen og smerter hende. Hun føler at gulvet giver efter under sig og pludselig føler hun at hun synker dybere ned i det bløde gulv.
   Nu er det lige som om hun befinder sig i en kiste og hun begynder at kæmpe for at komme op igen. Hun drejer rundt, sparker ud i luften, græder, fægter med armene og støder på kistens vægge. Den er ikke længere blød, men af det hårdeste træ, men mørket er der stadig.
   Hun rækker armene op og når loftet. Hun er spærret inde. Panikangst. Sved der pibler frem på panden. Hun skriger, men skriget kommer ikke videre end læberne. Hendes hænder føles meget små og rynken og huden spændes overalt på kroppen. Hun føler sig som en kat på spring efter sit bytte. Opmærksom og fokuseret. Hun springer let som en kat, og rammer kistens låg. Søvnigt lægger hun sig ned igen og sukker dybt. Nu sidder hun her i en kiste i et mørkt rum, som igen ved eksisterer.
   Hun vil hun hellere være i det store sorte rum, hvor der er plads og uendeligt. Nu kommer taken frem i hende igen. Slap af og fald ned.
   Hun glider langsomt og lander et par meter længere nede. Endelig lidt lys. Hun kigger ind af et vindue. Det er bare grønt i en masse nuancer. Alger som er gået i forrådnelse på bunden af havet. Hun får helt kvalme bare af at tænke på stanken.
   Med et sug befinder hun sig på den anden side af vinduet. I det stinkende vand. Hun brækker sig over at skulle svømme i det ulækre algevand. Algerne angriber hende og vikler sig rundt om halsen på hende, og hun er ved at kvæles. Hun skriger og denne gang kommer skriger ud, mens hun sluger en masse vand og synker mod bunden. Længere ned end bunden. Hun glider ned. Langt ned og glider igennem det grumsede sand og algerne. Hun føler sig suget ind i noget, men kan ikke gøre noget. Hun river ud efter noget at holde fat i, men der er ingen vægge eller lofter. Hun falder bare. Længere ned og hun ved ikke hvad hun skal stille op.
   Pludselig stopper hun med brager mos jorden og rammer den med stor kraft. Lige på ryggen, og smerten borer sig ind i kroppen på hende. Hun åbner sine øjne, som hun havde lukket i farten, og set et start lyserødt rum fyldt med puder. Hun rejser sig og begynder at hoppe rundt. Der er hjerteformede puder, puder der ligner katte, hunde og andre dyr, puder er forestiller en masse forskellige tegneseriefigurer. Hun føler sig som et barn igen. Barnlig og livsglad. Ingen kan tage hendes puder fra hende og hun kan lege så længe hun har lyst.
   Hun kaster rundt med dem, råber og griner, hopper på dem, og lægger sig på dem, mens hun råber glad.
   Efterhånden bliver det dog kedeligt, kun at lege med sig selv, og hun begynder at lede efter en vej ud. Hun smider rundt med puderne, og der, på den ene væg gemmer der sig en dør. Da hun kigger på den springer den op, og hun løber ud af den.

Det næste rum er helt rødt, og fyldt med så megen varme og en følelse af tryghed, som emmer i rummet. Et stort glædende hjerte hænger på væggen og der lyder beroligende musik ud fra usynlige højtalere.
   Hun blev ramt af en pludselig følelse af at være glad, og kunne rumme alt i denne verden, fordi der var kærlighed herinde. Der var bøger på reoler, cder på hylder og blade på bordene. Så hun satte sig ned, og helligede sig det hun elskede allermest: At læse, at føle at verden bliver så uendelig ligegyldig, hvis man har en god bog i hånden. At man kan fordybe sig så dybt i noget, som faktisk kun er ord på et stykke papir. At bøger er så magiske at der kunne skrives eventyrlige fortællinger om dem, og at ordenen i bøgerne kunne redde mennesker fra at forgå.
   Dette rum havde hun ikke lyst til at forlade, men hun følte at hun blev nødt til det. At der var noget som trak i hende udefra. Noget som fortalte hende at hun skulle mere igennem inden hun kunne komme tilbage.
   Den ene væg forsvandt og hun gik derinde, for at fortsætte sin rejse.

Det næste rum var koldt. Koldt som frost og had. Det var hvidt og blår blandet sammen, og der var ingenting at sidde på. Rummet var helt tomt. Da hun ville sætte sig på gulvet, så hun at det var som is. Som en skøjtebane.
   Hun mærkede kulden helt ind i knoglerne som hun havde mærket hadet i lang tid. Den kolde og barske følelse, som er så svær at komme af med, fordi den er så svær at tage fat på. Man kan ikke udpege følelsen og bearbejde den, fordi så mange andre følelser kommer i vejen.
   Hun ville ud herfra hurtigt, men væggene ville ikke flytte sig, og hadet bed sig mere og mere fast i hende. Hun havde længe ønsket at slippe den, så hvorfor overfalder den hende på denne måde?
   Roligt stillede hun sig midt på gulvet, tog en dyb indånding og slap alt ud. De strømmede ud af hende, i stimer. Noget af det kom roligt ud, andet blev skreget ud, og det meste kom ud mellem tårerne.
   Hun lukkede kort øjnene og da hun åbnede dem igen, var i tilbage i det sorte rum.

Men denne gang var rummet ikke helt sort. Hun kunne se en lysstråle foran sig og bevægede sig mod dem.
   En dør åbnede og hun gik ind. Hun trådte ud på en sti. Det var dagslys og solen skinnede smukt og varmt ned på hende. Foran hende var der en sti, som hun fulgte. Lige ud. Til endnu et sted hun ikke kendte.