Jeg mærker vinterens bidende kulde der fyger hen over mit ansigt. Det er koldt. Iskoldt...
Jeg kan lugte bilernes udstødningsgasser og høre bilernes bremser der skriger mens de glider hen over den fugtige asfalt.
Jeg kan lugte benzinen som stille og roligt drypper fra tanken som må være utæt. Dryp, dryp, dryp.
Den sødlige og skarpe duft af olie.
Mine sanser er ved sine fulde fem og det virker som om jeg lytter, føler og lugter igennem en kæmpe forstærker.
Jeg åbner mine øjne. Jeg ligger og kigger op på bilens indvendige tag som har fået sjove folder.
Jeg prøver at kigge ud til siden, men smerten er for stor. Jeg kan ikke dreje mit hoved.
Jeg begynder at ane folk der mumler. Til at starte med kan jeg ikke høre hvad der bliver sagt. Men langsomt begynder jeg at forstå deres udtydelige mumlen.
"Er der ringet til falck?" hører jeg en mand sige.
"Lugter her ikke af benzin? Mon den kan springe i luften?"
"Er de døde."
Jeg kan høre på deres stemmer at de er nervøse.
Jeg ligger stille og lytter. Jeg kan høre et par sko der knirker. Lyden kommer tættere på og stopper nu. Helt tæt på hvor jeg ligger og kigger lige op!
"Hallo," bliver der sagt.
Gråden fylder hurtig min hals mens jeg prøver at svare. Det gør ondt. Klumpen i halsen og den smertenede gråd, fylder mig. Jeg får fremstammet:
"Hjælp."
"Der er en der er i live," råber manden med de knirkende sko.
Jeg kan høre hvordan hele bilen knirker. Det kommer fra døren.
"Hjælp mig lige med at få døren op," råber manden.
Nu kan jeg høre flere sko. Klip, klap, klip, klap, mod den våde asfalt.
Stadig fyldt med grå og en klump i halsen fremstammer jeg et svagt kald på hjælp. Denne gang lidt højere...
"Fart på," råber en dame.
Trods smerten der bliver større og større i min nakke, mit hoved og min hals, sanser jeg stadig hvordan den bidende kulde jager sine syle i mit ansigt. Kulden i ansigtet, nærmest overdøver smerten i nakken.
Lugten af olie og benzin er stadig i luften
Det giver et brag og endnu mere kulde omfavner mit ansigt.
De fik åbnet døren.
"I må ikke røre hende," bliver der råbt. "Hun kan have brækket nakken."
Først nu bliver jeg bange. Virkelig bange.
"Kom med tæppet nu."
Manden med skoene dukker op og jeg kan se noget af hans ansigt.
Anspændt og urolig. Jeg kan se det i hans øjne, mens han svøber tæppet om mig.
Jeg glæder mig til at mærke tæppet! Mærke varmen.
Men først nu kommer jeg i tanke om at jeg slet ikke har frosset resten af kroppen.
Kun mit ansigt. Da manden forsvinder igen og ud af bilen rammer han min arm!
Jeg tænker nu på de ting jeg tit har hørt om lammelser. Nu ved jeg at jeg ikke er lam. Ihvertfald ikke i højre arm.
Jeg kan høre mandens dybe og hurtige vejrtrækninger.
Pludselig kan jeg høre en sirene. Først meget svagt! Men nu bliver lyden højere og højere.
Det må være en ambulance. Flere sirener bliver at høre og pludselig sanser jeg ikke de ting jeg sansede før.
Larmen fra sirenerne er øredøvende!
Lyden stopper! Jeg tænker at nu må ambulancen være her!
Først nu kommer jeg i tanke om min far. Hvor er han? Hvorfor er der ingen der har givet ham et tæppe? Hvorfor er der ingen der har spurgt til hvordan han har det.
Jeg kan høre noget metal rasle. Det kunne lyde som en båre.
Og ganske rigtig. Et ansigt dukker op og jeg kan netop ane noget af hans orange skulder.
Han tager min puls:
"Hendes puls er svag, vi skal hurtig afsted."
Jeg kan pludselg mærke hvordan hele min krop sitrer! En varme spreder sig op igennem min krop og alt bliver sort.
2 dage senere
Jeg slår øjene op. Jeg er ikke helt sikker på hvad der sker.
Jeg kan se et hvidt og skarpt lys. Hvor er jeg? Hvorfor er jeg her?
Langsomt vænner mine øjne sig til lyset og jeg får øje på en lampe i loftet...
Jeg kigger til den ene side og der sidder min mor.
Vi får øjenkontakt og i samme nu, nærmest som et lyn, rejser hun sig og styrter hen til sengen og krammer og kysser mig.
En sygeplejerske kommer hen og kigger ned på mig.
Jeg kan stadig ikke huske hvad der er sket eller hvorfor jeg er der.
Min mor græder.
3 år senere
Jeg er 17 år i dag. Jeg ruller hen og kigger ud af vinduet.
Min mor har fået sat et ekstra vindue i mit værelse så jeg kan se ud af det.
For jeg kan ikke rejse mig fra mi rullestol selvom jeg gerne ville.
Jeg har brækket ryggen og er lam fra halsen og ned!
Kun mine arme og mit hoved er fuldt funktionsdygtig!
Jeg går stadig til genoptræning, men orker det snart ikke mere...
Det nytter ikke
Men jeg ved dog at jeg er heldig! Min far overlevede ikke!
Jeg har fået fortalt at hele den forreste del af bilen var total smadret og at min far ikke havde en eneste chance for at overleve... Død på stedet
Jeg lever med smerten hver dag! En smerte der aldrig fortager sig!
Ikke en smerte i kroppen, men en smerte i mit hjerte!
Jeg tænker tilbage på oplevelsen som jeg nu husker som var det igår.
Som var det brændt ind i hovedet på mig
Jeg husker ALT! Intet er glemt! Jeg husker dette
Jeg havde sovet ved en veninde og min far var kommet for at hente mig om eftermiddagen.
Han lugtede lidt af øl, men virkede ikke fuld! Han havde netop været til fodboldkamp med et par venner.
Jeg sagde farvel til min veninde!
Vrruuuuummmm, sagde det da bilen startede!
Min far og jeg kørte roligt hen af hovedvejen og hen til nedkørslen. Ned på motorvejen!
Det er nemlig den hurtigste vej hjem fra Aalborg.
Vi snakker om hvordan weekenden er gået. Vi griner og har det sjovt.
140 km/t! Der er jo ingen grund til at køre langsomt, når der ikke er så mange på motorvejen!
Jeg kigger ud af forruden, fra min plads på bagsædet.
Det er som om der ligger et spejl på vejen. En stor plet is!
Før jeg ved af det, kører vi over den! Vuuuuusjt, siger det...
Jeg kan høre bilens bremser hvine højlydt, mens bilen svinger rundt.
Hen imod autoværnet. Det giver et brag og bilen ruller en hel omgang og rammer atter autoværnet...
Alt sker i slowmotion...
Pludselig er alt stille og tilbage er der kun lyden af tomhed og vinterkulden der langsomt fylder kabinen med en bidende kulde.
Resten kender du.