Det kom bare. Snigende. Der var intet at stille op imod det. Lidt efter lidt efter lidt. Det ligesom voksede og voksede. Indtil det blev så voldsomt, at der ikke var plads til det nogen steder. Det føles nærmest som om det hele var ved at eksplodere. Blodet pumpede rundt. Det var ligesom i sit eget kredsløb, hvor verden var udenom. Hele vejen rundt. En verden udenfor, der drejede rundt omkring den anden verden. Den, der var så meget liv i, at den føles som et boblende bad, hvor skummet stiger. Højere og højere op. For til sidst at nå kanten på badekarret. Åh nej, ikke mere i. Så vil det hele løbe over, og kan ikke kontrolleres mere. Bliver kun til mere. Vokser... vokser.
   Ja, det var sådan det var. Sådan det var inden det kom. Pludselig var der ingen vej tilbage. Det kunne kun vokse, og blive større og større. Og det gjorde det. Blodet brusede. Væltede op. Op og ned. Rundt i kroppen. Ingen vej tilbage.
   Sådan var det dengang. Dengang for længe siden. Det var som det tidlige forår, hvor fuglen har været på besøg længe. Men sæsonen udvikler sig. Der bliver grønt. Det hele gror og udvikler sig. Fuglen får føde. Der kommer flere farver. Farver fra blomster, bær og frugter. Fuglens glæde og tillid bliver større og mere intens. Den føler sig mere og mere tilpas. Og dog! Samtidig er den mere på vagt for den verden, der er udenom. Den kan ikke mere have al det dejlige og fredelige for sig selv. De andre fugle blander sig i det gode. De tager det, hiver det fra den. Den føde og den hyggefred, den var alene om. De farer bare rundt om den i stedet for. Nogle vil ikke fuglen det godt. Vil have det hele. Freden, føden og farverne. Vil slå fuglen ihjel. Vil ikke dele med den.
   Fuglen er magtesløs. Kan ikke klare sig. Har ikke samme styrke. Den vil ikke dø. Al det blød, der pumper i dens kredsløb skal ikke sive ud. Sive ud ved døden. Kan ikke klare den verden, der ellers var så farverig og varm. Fuglen må væk fra den. Den må finde en anden have.
   En have, der ikke er overfyldt. En farvestrålende have. En have, hvor fuglen kan mærke freden. En have, hvor fuglen kan leve uden fare. Uden fare for den verden, der bor i den anden have. I den have, hvor fuglen skal være på vagt. Denne frygt. Frygten, der kvæler glæden, gnisten, freden. Glæden ved, at solen skinner og regnormen i græsset. Alle de dufte, bær og brødkrummer. Brødkrummer givet af den, som tilbyder fuglen livet. Den, der ønsker at holde den i live. Ønsker fuglen et godt liv. Et liv hvor den vokser. Et liv hvor den der giver den føde ikke går ind og forstyrrer, men ved hvordan fuglen kan leve fredsfyldt på fuglen måde. Være en fugl. Ikke... en af de mange fugle. Men helt sin egen fugl!
   Det var sådan det hele endte før det startede igen. Før der igen kom liv. Liv i sjælen. Farve på blomsterne og græsset igen blev grønt. Alle disse dufte sivede langsomt frem efter at have været borte og udskiftet med grimme lugte. Luften var rar og behagelig. Nærmest som den svøb sig omkring, og gjorde alt levende igen. Al dette gav den ellers triste og nærmest halvdøde fugl livsmodet tilbage. Det kom lige så pludseligt som det var forsvundet. Nu havde den igen mod til at begive sig ud af haven. At kunne flyve som en fri fugl!