Siden Graham Bell døde er det gået ned ad bakke med telefonen, læs blot her dette lille indlæg fra en jeronimus udi i telekommunikationens velsignelser.
Prøv for eksempel at ringe til et firma i USA, forbindelsen går ganske vist igennem på 15 sekunder, men så hopper kæden også af for resten af samtalens vedkommende: Hello, thank you for calling United bla bla Cowflop Virginia, vi er virkelig bare så glade for du ringer, vi har alle de bedste tilbud etc. etc. Man føler sig virkelig smigret og forsøger ydmygt at takke damen i den anden ende af røret, men den går ikke. Konen er en båndoptager og skal have liret hele remsen af først. Derefter gåes der over til realitetsforhandlinger, som jeg skal skåne den kære læser for, men essensen af kommunikationen, der altså aldrig når at blive en samtale er: Kære kunde, du er nu sluttet ind til en lang kreds af automatiske telefonsvarere og voice mails, der vil prøve på bedste vis at drive dig bananas, mens minutterne går og den transatlantiske telefontakst tikker og forbindelsen formentlig ryger, fordi omstillingsdamen taber røret ned i papirkurven, når du endelig kommer frem til et menneske.

Situationen er vist nok også kendt nærmere vore breddegrader, i hvert fald nok i Sverige, for det er da sikkert ikke i Danmark eller hvad?

Før var det lettere:
- God'dar, det er Lejre central.
- Jeg vil gerne tale med Las Pæsen, jeg katte' huske nummeret.
- Det kan du godt, men han er altså gået over til Per O'lens for at få en formiddagsbajer.
Se, det er noget, der vil noget, og så efter tre minutter bryder centraldamen ind med stål i stemmen:
- Der er gået tre minutter, ønsker De at bryde, og så var det altså en jerseyko og ikke en rød Hans Hans' solgte her forleden.

Tilbage til nutiden og for eksempel USA eller et næsten hvilken som helst andet sted på kloden. Tast en masse cifre og 15 sekunder efter er du igennem til abonnentens telefonsvarer, og hvis du er rigtig heldig kan du få hylet fra en fax i øret.

Før var det nemmere:
Tryk på den røde knap på telefonen for at forhindre telefonens klokke i at ringe. Drej energisk på håndsvinget på siden, det er nemlig en vigtig samtale, løft røret og hold det for øret:
- Lejre Central!
- Ja, hallo, jeg vil gerne ha' rigstelefonen!!
- Et øjeblik. Piv, piv fløjt riing.
- Her er rigstelefonen.
- Jeg vil gerne bestille en telefonsamtale til Vordingborg.
- Ja så gerne, det tager ca. to timer, vi ringer tilbage...

20-30 år senere rejste jeg meget som tekniker og sælger i Østeuropa, og her kunne jeg opleve gamle dage, tilsat flere uønskede krydderier. Efter en lang og sej kamp for at komme igennem til Danmark, det kunne godt tage flere timer, var det om at holde tungen lige i munden, for nu vidste man, at systemet havde fundet frem til en båndoptager, der virkede og endvidere havde en simultantolk koblet på ledningen, så der ikke skulle skøjte nogle uønskede finker af fadet om systemet på samtalens vej gennem det gamle udslidte telefonnet.

- Hallo, skreg man i røret, jeg ringer fra det vidunderlige DDR eller Rusland eller hvor det nu var fra. Så langt så godt forbindelsen skratter og er utydelig.
- Hvorfor har du ikke ringet noget før?
- Det ville jeg også, men det forp...... telefonsystem virker ikke i dette her sk... land.....BING. Forbindelsen blev afbrudt. Det gik så hurtigt, at man skulle tro, at de med medhøret hos KGB eller hvad de nu hed, kendte alverdens kraftudtryk, så de bare kunne slå fra omgående, når noget blev kritiseret.

Mobiltelefonen hører nutiden til og er også en af disse fantastiske nymodens enheder, og den bliver brugt så det forslår, gerne midt på åben gade, i toget på restauranten og i biografen. Ingen m å være væk fra denne livline til uvirkeligheden. Og det er vigtige sager, vi taler om...

- Hallo, Orla, du jeg har lige fundet 300 tomme flasker ovre i parken, og jeg har hugget en indkøbsvogn til at slæbe, kommer du og hjælper?

For slet ikke at tale om den meget betydningsfulde yuppietype, der farer i vild galop forbi direktionskontorerne, mens han taler ivrigt og forpustet i mobilen. Det skulle efter sigende se effektivt ud, men vi var flere som fik et billigt grin.

Eller hvad med denne her: Teenagere i supermarkedet, alle teenagere har en mobiltelefon.
- Hej, mor, jeg står nede i Kvickly, var det et lyst eller mørkt rugbrød, du ville have.

Mobilen var som sagt også livlinen, så man altid kunne ringe til sin krisepsykolog, og man skulle aldrig være isoleret fra noget.

Nu er der ikke så meget status i skidtet mere, så derfor er de fleste nu også udstyret med en automatisk telefonsvarer og snart kan den sikkert fås med indbygget fax. På denne måde er det altså stadig muligt at beholde en illusion om at være meget betydningsfuld.

Jeg ringede engang til en af disse dyre computer konsulenter på hans mobiltelefon. Han sad i sin bil. Pludselig afbryder han:
- Undskyld Karl, jeg skal lige tage den anden telefon.
Jeg:
- Hør, hvad f..... styrer du med, når du har to telefoner i bilen, og hvad nu, hvis faxen også pludselig giver ondt af sig.

Ja, det er let at gøre grin med noget så betydningsfuldt som tempo og telekommunikation, men mange af de nye ting har også sin pris. Og efterhånden som jeg bliver ældre slår det mig, at jeg har oplevet de fleste forjagede og stressede situationer flere gange før, og verden består pudsigt nok endnu, selvom det så tvivlsomt ud dengang. Nu har jaget og stresset fået nye udtryksformer, og det skulle efter sigende være meget effektivt, men midt i jaget er en gammel naturlov stadig gældende, hastværk er lastværk, og der er aldrig tid til at lave tingene rigtigt første gang, men altid masser af tid til at gøre dem om, så de bliver rigtige.

Nå, kære læser, nu må jeg forlade dig, min computer påstår, den har mail til mig, og det skal jeg da lige checke op på. Det kunne jo være noget meget vigtigt, der kræver øjeblikkelig indsats...