Det spontane Helvede har lagt sig,
stormfuglen der larmede med sine store vinger
under loftet svæver langsommere,
pludselig hen over mit hoved
falder den til ro i lydløs stilhed
og slår sig ned på reolen.
Den siger,
jeg er blevet bedre
til at vare mine ord.
Skulle jeg svare jer med blomster
og solskin her ved vintertid: Har
jeg fortalt jer,
at jeg er stolt
og mindst lige så klog,
som i tror, i selv er.
Det spontane Helvede,
det har i aldrig set,
men stormfuglen ved,
der nu bliver klarhed og lys
nok til mange lange sange
i helt andre egne,
end der hvor i sover.
De skal handle om alt det,
ingen vil forstå,
og alt det i ikke vil læse,
men det er ikke is,
og det er ikke varme,
det er bare en forklaring om,
at det storhedsvanvid i har i jeres tunger
preller af igen,
stormfuglen har smidt jer ud
med sine kløer
og gjort jer små.
Nu står vi på klippen,
jeg ser min store fugl lette
på sine brede takkede vinger
for at flyve ud i den hvide himmel,
før jeg går ned af bjerget.