Min sjæl slap dig aldrig,
det er bare så længe siden,
du har sendt mig drømme,
så jeg næsten havde glemt dig.
Mens han sang,
var du her igen
i dine træsko og med din dolk i bæltet
du pegede med piben op mod himlen,
mens vi grinede i fælles nærvær,
fordi vi vidste den så godt
og hinanden,
så dine bevægelser
blev mine,
og så jeg stadig får den samme gang som før
og aldrig slipper den igen.
Send mig en drøm igen,
en nat hvor du har tid og husker mig
fra himlens dyb.
Du ved det godt,
som du altid sagde,
og befri mig fra de rædselsfulde huller
der trækker mig ned af i tvivl,
når mit hjerte banker for meget
i nærheden af de skarpe kanter.
Min flugt var for stor,
ondskaben der skilte os ad,
den var som molekyler overalt
der ødelagde det
der var så fint i skæbnens fodspor.
Men jeg er stadig som en hund
i troskab inderst inde,
gift med himlens nordlys
er jeg evig tro i følgeskab med dig.
Men jeg kender bedst det åbne land,
som Trille synger,
når jeg græder uden tårer,
under den høje himmel,
over det vi havde sammen der blev kvalt
i ondskabens hvirvelvinde,
da der ikke mere var håb tilbage.
Vildgæssenes kiler ind under efterårets lysegrå
løfter himlen over de åbne efterladte marker
det er her,
jeg bor.