Regnen siler ned i dag, og himlen den er grå,
jeg sidder her i tryghed og prøver at forstå,
at mennesket der siges at have intellekt,
alligevel farer rundt som var det et insekt.
Det er som var det eneste de prøver på at nå,
så hurtigt som muligt at få tiden til at gå,
medens meningsløse ting i hobe de samle,
for helst at glemme så hurtigt de bliver gamle.
Jeg samler på de få der gerne standser op,
og indser at det nu er tid at sige stop,
som gerne vil standse den hektiske strøm,
for nu at forbinde livet med sin drøm.
Verden kan blive til et meget ensomt sted,
hvis ikke man har nogen at dele den med.
Bare en enkelt med hvem man sine tanker,
frit kan dele når på livets dør man banker.
Livet skifter farve, som fra vinter til vår
og solens lune varme er det vi nu forstår.
Men smerten og frygten ligger altid på lur,
Hvis vi vil bestige det uforståeliges mur.