Jeg ser på dig, jeg kender mig
Jeg ved vi kan gå samme vej.
Min frihed er forsvundet
min fremmarch er hæmmet
med lænker er jeg bundet
min vildskab dog ej tæmmet
Det gamle binder, vi intet vinder
kun hvis vi lede, hinanden vi finder
Dine øjne så lokkende dybe
genkalder mørkets kontrast
mod lyset så stille at krybe
så nær mine lænker brast
Er ikke det menneske svag, har ikke de meget at lære
der i dumhed finder behag, og værdsætter stolthed og ære
Dine breve jeg læser igen og igen
og mærker den samme plage
for ikke at miste den bedste ven
men følges som var du min mage.
Nej, du må forstå, at dette kan gå
vi længere end verdens ende kan nå
At kæmpe mod døden og følges ad
medens tanker deles og skabes
med kærlighed slukke hvert kim til had
kan nås for aldrig at tabes.