Pigen, der sidder på trappen foran skolen, knuger en bog i sin favn. Ingen ved at denne bog er en dagbog. I denne bog udfolder sig, side for side, et liv. Et liv som indeholder så få lyspunkter, at hun aldrig nogensinde har genlæst den. Hun oplever bare dagene, en efter en og skriver dem så ned, når dagen går på hæld. Pigen har et navn, et navn som hun normalt kun hører forvrænget af hån og lede. Dog er der ikke ret mange, der længere bruger hendes navn. De fleste referer til hende som fede eller grimme. I starten var det hårdt, men nu mærker hun ikke længere slagene. I stedet mærker hun en lille vag smerte, som hun gemmer indeni.
   Klokken ringer svagt i baggrunden. En lille påmindelse om den almindelige dag, der så småt er startet bag hende. En stemme nævner hendes navn og kort kigger hun op, næsten håbefuld. Et hårdt puf skubber hende næsten ned, af de nederste trin hvor hun sidder. Hun falder ikke helt, men mister balancen nok til at tabe sin bog. Den eneste bog hun har med i dag. Pigen springer op med et kvalt skrig, skubber drengen væk fra sig og samler stiltiende bogen op. Stadig uden at sige et ord, maser hun sig vej mellem de sidste elever og sætter i løb væk fra skolen. Bag sig hører hun drengen råbe noget i et spøgene tonefald, til sine venner. Noget med kolossen går amok, mener hun. Hun gemmer følelsen indeni, et sted hvor den er godt begravet, men ikke glemt.
   Pigen løber lidt, men bliver hurtigt forpustet. Hader sig selv en smule, for at være svag. Hun sætter sig nu alligevel på en bænk, tæt ved en trafikeret vej, betragter de forjagede mennesker. Der hver dag starter dagen i den samme rytme og med den samme jagen. Tænker lidt over sin situation, men kommer ikke til nogen løsning på noget. Føler sig meget alene i verden. Føler modgangen, håbløsheden og modløsheden. Hun havde egentlig ikke tænkt sig, at gå forbi skolen i dag. Hun havde bare haft et lille håb, indeni om at hendes verden stadig kunne ændres. Et venligt ord ville have gjort tricket eller måske bare et smil. Men intet var ændret og verden var stadig grå og mudret for hendes øjne. Men måske var det på grund af tårene. Hun ville ikke græde, græde var lig med svaghed. Ingen ejede sympati nok til at tage hendes tårer, for andet end opmærksomheds kræveri. Hun hadede dem, alle de onde drenge og piger i sin klasse. Drengene med deres bryske facon og lede kommentarer. Pigerne med deres onde fnidder-fnadder og sårende bemærkninger. Men mest af alt hadede hun sig selv. Den stakkels tykke pige, venneløs og forladt. Hun ønskede at være stærk. Virkelig. Der var intet hun kunne tænke sig mere. Vise de åndsforladte teens på hendes skole, at hun var sej og cool. Men hun kunne ikke engang narre sig selv, så hvad nytte var der i at drømme. Hvis hun havde haft styrken, havde hun for længst smidt de kilo hun vejede for meget. Havde hun haft pengene ville en make-over have fulgt efter. En hel nyt og hverken grim eller tyk hende. Hun ville blive populær på skolen. Få sin egen klike. Danne par med ham den lækre fra 9B. Blive en folkeskole superstar og aldrig blive mobbet igen. Alt dette ville være godt og vel, men det var drømme, drømme der aldrig ville blive andet end pure opspind, fra hendes side. Selv hvis hun ændrede sig, var det ikke sikkert at hun ville blive accepteret som andet end: hende den tidligere tykke. Nej, der var kun en løsning og den havde hun siddet med længe. Forhåbentlig ville det gå hurtigt og være nogenlunde smertefrit. Og hvis ikke ville længslen efter fred, få hende til at holde ud. Fred og ro og hvad der ellers måtte følge. Hun rejste sig hurtigt og næsten uden at ryste på benene. Tager et skridt og lader det andet ben følge efter. Først går hun næsten langsomt, så sætter fanden ved hende og hun sætter i løb. Kigger sig for i lyskrydset, ikke for at finde den grønne mand, men for at finde den røde. På den lille pause, stopper nogle få mennesker op. De kigger forbavset på den buttede pige, der står ved lyskrydset med tårer og snot løbende over ansigtet. Deres forundring bliver til rædsel, da hun begynder at gå over vejen. To råber efter hende og en for næsten fat i hendes ærme. Men hun når ud på vejbanen og bilen der skal til at dreje, kan ikke nå at bremse. Et skrig lyder, ikke fra pigen, men fra en dame der står på fortorvet. Pigen ligger nu på vejen, øjnene lukkede, den ene hånd knyttet om sin livshistorie og et fredfyldt smil om munden.

Stilhed, ro og fred. Og så larm. Mia åbner øjnene, let besværet og ret smertefuldt. Rummet er ligesom larmen sløret, men helt klart til stede. Hun kigger ned af sig selv, forundret over hvor meget himlen gør ondt. Ser en gipsarm og så træder resten af rummet frem. Tættest ved sengen står mor og far. Mor med tårer i øjnene og da Mias øjne mødes med fars, smiler han stille og tager hendes hånd.
   Resten af rummet er fyldt op med hendes klasse. Først føler hun sig pinligt berørt ved sin tilstand. Men før hun kan sige noget selvudslettende, rækker en af pigerne hende en gave og en af drengene hende en blomst. Moren tager blomsterne og går ud for at finde en vase. Gaven bakser Mia selv med lidt, indtil en af pigerne løsner båndet for hende og Mia piller selv papiret af. Indeni finder hun en dagbog og en sølvpen med hendes navn indgraveret. Hendes rigtige navn. Bag forreste side af dagbogen, står følgende ord: Bliv hurtigt rask, vi savner dig og så samtlige klassekameraters underskrift. Mia græder stille ned i gavepapiret, så moren guider de unge ud og siger at Mia gerne vil hvile lidt. Men før de går kommer en af pigerne hen til sengen, hun lægger armene blidt om hende og hvisker undskyld. Mia bemærker at hendes stemme ryster lidt. En af de andre piger råber dæmpet fra døren: "Vi fandt for øvrigt din dagbog, den er smidt ud nu, men der var heller ikke mange gode minder i. Vi håber det går bedre med denne."
   Mia smiler gennem tårer og svarer: "Det er i hvert fald en god start."

Dette er ikke min egen historie.. Den er fiktion, men bygget på ægte følelser.. Mit lille råd til alle mobbeofre, er: Vær dig selv. Andre skal ikke styre dig og du er ikke nogen dukke. Vær stolt og vær dig <3