"Der bor en heks nede ved søen"

Agnes er igang med at flette mælkebøtter ind i sin lillesøsters hår. De sidder på to grønne mælkekasser i gårdens indkørsel.

"Nej der gør!" råber Lilja forarget, og får rystet på hovedet så entusiastisk, at Agnes kommer til at give slip på fletningen et øjeblik.

- "Det passer altså. Sådan en rigtig gammel heks som kan... som kan opfostre slimede frøer. Og kvæle små børn!"


Lilja smiler over sin storesøsters dumhed. Det passer jo ikke. Har hun virkelig bildt sig selv ind, at der findes hekse? Hvor dum kan man være? Og hun er oven i købet seks år gammel. Helt ærligt.


Lilja fortæller af flere omgange, at hun slet ikke tror på hekse. Agnes protesterer. Det udvikler sig til en diskussion, som de beslutter sig for at afgøre ved at smutte indenfor og finde vandpistoler og vandballoner frem.

Her er det interessante: De befinder sig i en tidslomme.
   I tidslommen kan de lave vandkamp, flette hår og kreere små musikvideoer i al evighed, mens solen bare skinner. Og når de en dag husker tilbage på deres barndom, vil det være selve denne dag, de husker. De vil glemme alle de dage, hvor de forsvandt ind i deres iPads for at overdøve forældrenes skænderier. Dagen i dag er BARNDOMMEN.

Og hvem er så heksen?
   Vi lader det forblive hemmeligt lidt endnu.

Tilbage til vandkamp: Lilja tøver et kort øjeblik, inden hun kaster en vandballon lige i nakken på sin storesøster. "NÅ!" råber Agnes og kaster sig ned og kilder hende over hele kroppen. Lilja klukker og kan næsten ikke få luft. Mælkebøtterne ligger spredt hen over fliserne, våde og nedtrampede. Fletningen er faldet ud og håret ligner bare et filtret spindelvæv af hvidt candyfloss.

Og hvor er det så jeg - fortælleren - kommer ind i billedet?
   Er jeg storebroren, som sidder på værelset med nedrullede gardiner og spiller computer?
   Er jeg moren, som skræller kartofler og kigger bekymret fra vinduet i køkkenet?
   Er jeg faren, som nyder en cigaret i solen, mens han tjekker facebook?

Jeg bor nede ved søen. Det var ikke min mening at skræmme dem.

"Gem dig!" hvisker Agnes, da hun ser mig komme gående ned af stien. Hun tager sin søster i hånden, og de gemmer sig bag en skraldespand. De er bange for mig. Det er tydeligt.
   Lyden af mine sko mod grusstien virker høj midt i al stilheden. Jeg stopper op i garagen og kigger mig omkring. Og så er der et øjeblik, hvor jeg bare står og nyder solen og sommervinden og nogle blade som rasler hen over fliserne. Duften af barndom i næseborene.

"Var det ÆGTE?" udbryder Lilja højlydt.
   "Shhh!"

Den store holder den lille for munden. Jeg kan tydeligt se dem herfra, og de kan tydeligt se mig. Jeg ved ikke, hvordan man omgås børn. Jeg ved ikke, hvordan man gør dem trygge. Jeg ved ikke, hvad man siger til dem.

"Jeg har slik" prøver jeg. Den lille udstøder en overrasket lyd.

"Er hun også børnelokker?"
   "Shhh!"

Jeg sukker, og sætter mig ned på en af mælkekasserne. Så får jeg øje på en blå vandballon, som endnu ikke er sprunget. Jeg tager den op. Måske er hemmeligheden i en vandballon. Den skvulper, da jeg holder den hen foran øret.

Jeg triller den forsigtigt hen mod skraldespanden. De kigger på den uden at røre den. Som om ballonen er forgiftet, nærmest. Den lille samler den op.

"Pas på dernede, her kommer en rødbede!" råber hun så, og kaster vandballonen lige i hovedet på mig. Vandet smager af barndom og føles som lykke mod huden. Aldrig har det føltes så rart at få vand i ansigtet.

Søstrene løber modigt ud fra deres gemmested og finder hver deres vandpistol. De griner. Der er noget specielt over deres måde at grine på. Ekstase, nærmest. At hele barndommen skal udleves idag.

Og så sker det - jeg begynder at smelte.

Hekse kan ikke tåle vand.