Der findes så mange hjem nede ad gaden, og næsten hver og en af dem, har deres helt egen særpræg og stemning, når man træder ind i dem. Men der findes et hus, som jeg synes vi skulle prøve at besøge. For i dette hus, er der så mange flot dekoreret ting, at skønheden der kun kan overgås af kirkens farvede glas.

I dette hus er der så meget liv, at når folk ikke lige kigger, ja så går alle porcelænstingene i gang med det de vil. I et af rummene er der en del underkopper. Disse underkopper tilhører et porcelæns-testel. Men en af tekopperne er specielt fint dekoreret, for der er guldringe og alskens mønstre på den. Kom I selv ind i huset, ville I ikke høre noget som helst, det er kun fordi jeg er der, at porcelænet vover at sige noget. Men lad mig starte med at fortælle jer lidt om, hvad der foregår her.

En gang om ugen kommer underkopperne hen til den før nævnte tekop, for at høre dens vise ord. Disse ord forsøger de så at leve efter, så godt som de nu kan. Men dog, det ser ud som om vi lige er i tide til, at høre hvad tekoppen har at sige, til alle de lyttende underkopper.

Te koppen:
   "I ved jo godt, at der findes en almægtig porcelænsdukke, som er hævet langt over os. Vi er blevet skabt af samme materiale som ham. I ved også at han elsker os alle sammen, og hvis man beder nok til ham, kan det være han opfylder vores ønsker. I ved også , at den almægtige porcelænsdukke engang for langt tid siden, sendte et bud ned til det porcelæn der var der dengang. De ord vi fik fra sende budet, er blevet overlevet fra porcelæn til porcelæn, lige siden budet gik tilbage til dukken igen."

Ingen havde nogen sinde set denne dukke eller sendebudet, men ikke desto mindre troede alle fuldt og fast på, hvad tekoppen sagde hver uge dag. Alle som en havde fået fortalt, at de bare havde at gøre som der blev sagt, hvis de skulle have chancen for, at komme op til den vise dukke. Efter tekoppen have prædiket for alle underkopperne, var der en af dem, som i fortvivlelse kom hen til tekoppen.

Underkoppen:
   "Åh, jeg er så ulykkelig, jeg har fået et plet på mig. Mon den store dukke kan hjælpe mig, når jeg nu beder ham om, at han måtte hjælpe mig med, at få min plet fjernet? Jeg kan jo risikere alt muligt slemt tilstøder mig, når jeg har denne plet på mig."

Tekoppen var lige i sit es. Den mente at underkoppen bare skulle gå hjem, og bede om at blive pletfri. Så ville dukken, hvis underkoppen ellers bad til dukken, sikkert hjælpe underkoppen af med pletten.

Som sagt så gjort. Underkoppen gik glad hjem, for nu vidste den hvad den skulle gøre, for at slippe af med pletten, og den fortvivlelse det førte med sig. Hver dag i den kommende uge, bad underkoppen konstant til porcelæn dukken, som skulle stå langt hævet over dem. Da ugedagen så oprandt hvor den igen skulle komme til tekoppen, kunne den konstatere, at den stadig væk ikke var blevet pletfri. Fortvivlelsen var at spore hos den desperate underkop. Den vidste ikke hvorfor den ikke var blevet pletfri, noget som tekoppen jo havde lovet ville ske.

Efter tekoppens sædvanlige præken, om den store porcelænsdukke som elskede dem alle sammen, og ville dem alle det så godt, da gik underkoppen hen til tekoppen igen, for at høre hvad der var gået galt. Her kunne man nu høre tekoppen sige, at det var fordi den ikke troede nok på den store dukke, og at den nok skulle prøve at bede lidt mere.
   Underkoppen håbede sådan, at det så ville virke, for den ønskede så brændende, at blive taget i brug igen.

Den var ikke et øjeblik i tvivl om, at den fine te kop nok havde ret. Den havde jo bygget hele sin verden op omkring porcelænsdukken. Den gik derefter glad hjem, og begyndte straks at bede den store vise dukke om, at hjælpe med at fjerne denne plet, som var så hæmmende for den. Der gik endnu en uge og efter megen beden og sorg, måtte den konstatere at den stadig væk ikke var blevet plet fri. Det betød at den endnu engang ikke kunne blive fremvist, eller blive brugt.

Den gik hen til tekoppens præken igen, men var ikke særlig glad for at høre efter mere. For måske havde den bygget sit liv op, omkring noget som ikke passede. Efter tekoppens tale til underkopperne, spurgte den tekoppen, hvorfor den stadigvæk ikke var pletfri. Tekoppens forklaring var, at dukken havde så meget at se til, med alt omkring i den store verden. Og i øvrigt kunne det jo også være, at det var dukkens plan, at den stadig væk skulle have denne plet. For når alt kom til alt, så vidste dukken jo i al sin visdom bedre, hvad der var bedst for underkoppen. Men længere nåede de ikke at snakke sammen, før det sædvanlige teselskab gik i gang.

Efter teselskabet var slut, blev den plettede underkop taget. Men da den godt vidste, hvad der skulle til at ske, gik den i stykker og landede knust på gulvet. Lidt efter blev der igen stille i huset, så alle underkopperne og tekoppen igen kunne snakke sammen.

Tekoppen:
   "Det var meningen at underkoppen ikke skulle blive pletfri. Nu kommer den snart op til porcelæns dukken. Der bliver den så lykkelig, som nogen underkop kan blive. Ligesom vi andre vil gøre hvis vi ellers har tillid nok, og lader vores liv ligge i hænderne på porcelænsdukken."

Alt blev stille igen, imens kosten og fejebladet gik i gang med, at samle den knuste underkop op. Derefter blev den smidt i skraldespanden. Alle underkopperne var nu bange, tænk, hvis de heller ikke kom op til dukken, når de ikke længere var anvendelige. Men tekoppen beroligede dem med, at de jo ikke havde nogen pletter på sig, og derfor havde været gode underkopper.

Men inden vi forlader huset igen kan jeg da sige, at alt atter blev som det havde været før den ene underkops tragiske skæbne. For de andre troede stadig væk fuldt og fast på dukkens magt og kærlighed, som tekoppen jo altid ville fortælle dem om. Og tro flytter som sagt bjerge, så havde der virkelig været en dukke længere oppe, så ville det ikke undre mig, om den en dag faldt ned på jorden og blev splintret i tusinde stykker. Men de ville nok stadig væk tro alligevel, for tekoppen tager kun imod te, og underkopperne kender jo heller ikke til sund fornuft.