Kan man frigøre sig fra, hvad andre tænker om en uden at føle sig forkert?

Hvis jeg hele tiden forsøger at gøre, hvad andre synes jeg bør gøre, mister jeg mig selv. Samtidig ved jeg, at mine handlinger påvirker andre mennesker. Herigennem kan jeg såre andre mennesker og de kan miste tilliden til mig. Vi gør dog alle fejltrin, hvilket vi skal være bevidste om og lære af.

Når jeg ikke lever op til kravene, i den kultur jeg er i, gør jeg mig sårbar. Det gør jeg også, når jeg indser mine fejl; men jeg skal heller ikke lave den personlige fejlslutning, at jeg er forkert, for så rammer sårbarheden den virkelige person, jeg er.

Et typisk fejlræsonnement er: "Jeg er en X, men mine omgivelser forventer at jeg laver en Y. Men jeg kan ikke lykkes med at lave en Y, derfor må jeg være en dårlig X og derfor er jeg en fiasko" (Sebastian Purcell, Illumination 13. august 2020)

Eller

Jeg er husejer. Mange forventer, at husejere selv udfører reparationer på deres hus; men jeg kan ikke lykkes med at udføre reparationer på mit hus, derfor må jeg være en dårlig husejer og ergo er jeg en fiasko. Det er dog en fejlslutning, at konkludere på en sådan måde.

Det kan også være en selv, som dømmer sig selv. Jeg meget introvert og har ikke overskud til den store selskablighed og være opsøgende herpå. Men jeg slår mig selv oven i hovedet, for jeg synes, jeg burde være mere selskabelig og gøre meget mere for andre mennesker; men det kan jeg ikke, ergo er jeg et dårligt menneske.

Som barn ønskede jeg ikke at spille fodbold, selv om mange forventede det. Derfor var jeg et mærkeligt barn, som skilte sig ud.

Som teenager oplevede jeg, hvordan landbruget slog det mangfoldige liv ihjel i min barndoms bæk. Denne oplevelse var med til, at jeg udviklede en kritisk sans overfor det konventionelle landbrug. Mine far var landmand, det var hans brødre også. Flere af brødrene betragtede mig som et barn, der ikke var opdraget ordentligt, for var man det, var man tro overfor landbruget og stemte iøvrigt på Venstre.

Som barn var jeg god til at tegne, se ting i naturen og lave ting af det jeg fandt. Det blev dog ikke påskønnet på samme måde, som når mine fætre spillede fodbold eller satte en ære i at køre helt præcis med traktor og redskaber.

I folkeskolen var denne følelse af forkerthed med til at gøre mig til en mærkelig elev og efter et skoleskift i 6. klasse blev jeg hurtig unterdog, som man kunne spytte på og torturere dagligt og mit selvværd var ikke eksisterende. Jeg tror, hvis det ikke havde været for en kammerat i landsbyen, var jeg blevet udslettet helt som menneske.

Jeg husker en biologitime i 7. klasse, hvor det handlede om livet i åer, moser og søer. Jeg blev grebet af emnet, for i min fritid gik jeg med et net og en hvid spand ned til åen eller til mosen for at fange de dyr, som levede der. jeg undersøgte dem og satte en ære i at kunne bestemme og navngive dem. Det skulle jeg aldrig have åbnet munden om i syvende klasse!!

Jeg husker i tiende klasse i folkeskolen (1974), hvor vi skulle lave en større opgave. Her valgte jeg at skrive om landbrugets forurening. Dansklæreren, som var landmandskone, smed opgaven foran mig uden et eneste ord eller nogen skriftlig kritik. Alle andre fik ord med på vejen. Ergo blev jeg bekræftet i, at jeg var et ondt og dårligt menneske.

Efter folkeskolen var jeg skovarbejder i flere år inden jeg læste HF. Den dag i dag har jeg svært ved at forstå, at jeg læste landbrugsvidenskab (agronom) og ikke biologi. Hertil skal det siges, at biologerne var forhadte af alle i den landbokultur jeg kom fra. De var rent ud sagt nogle sataner, når de udtalte sig om landbruget, for de anede jo ikke hvad de snakkede om og de skulle absolut ikke blande sig. Måske har det også noget med kultur at gøre og så det, at jeg var idealist. Jeg var jo overbevist om, at landbruget ville udvikle sig i en helt anden retning end det har gjort. Måske var det derfor jeg læste til agronom!

Eller måske ville jeg bare være et godt menneske.