Klokken 08:30
Himlen var grå af store mørke skyer. Regnen styrtede ned over gaden. Gaden hvor små orange rækkehuse stod på dens højre side, med en død, aflang hæk, der skilte dem.
Kaj Baker gik med en våd, kold pind i sin højre hånd. Pindens ende strejfede hækkens visne grene.
Pludselig stoppede han op. Kiggede ned på fortovets revnede fliser. Hans krop var kold, tom og slap. Der var stille. Kun regnens trommen kunne høres.Ingen biler kørte, ingen mennesker gik forbi. Men selv hvis en person kom, ville det være ligegyldigt. Ingen lagde mærke til ham. Og hvis de gjorde, ville kun kolde blikke stirre ned. Et misfoster der stod blottet for engles dømmelse.
Det var en normal mandag, hvor elever blev sat på deres pladser bag skolernes vægge, og hvor de voksne kørte på arbejde for at tjen penge til familier. Selvom det var en normal mandag, og Kaj burde være i skole, kunne han ikke. Nu stod Kaj på gaden, stirrede ned på sit eget spejlbillede i en beskidt vandpyt. Krusninger blev dannet på vandpyttens overflade af alle de tusinde dråber, der faldt. Nogle af disse dråber, var ikke skyernes tåre men Kajs. De trillede ned af hans kinder og rensede den beskidte hud.
Kaj stirrede længe. Ned på sin egen usle, beskidte skikkelse. Så dybt i sine mørkebrune øjne. Så sine kinder, sorte ag mudder, som nogle havde kylet efter ham. Men mudderet var ikke det værste, personerne, Victor og Oliver, havde kastet efter ham klokken 07:45:
Han mindes det tydeligt:

* "Hey, Kaj Bitch," råbte én af dem. Efter de ord ramte en stor klump af mudder, med et smæld, Kaj hårdt i ansigtet. To andre mudderklumper efterfulgte. Den ene ramte Kajs ben, mens den anden mødte hans øre og tinding. Klokken var: 07:45.
"Du kommer endelig i skole. Har din luder af en mor ikke allerede, lært dig noget i seksueltimen derhjemme?" Kaj var gået videre, uden at sende dem et blik. Endda da kommentaren stak. Et stik i brystet blev efterladt.
"Bare glem han, Victor," blev der skrålet tydeligt og klart. "Faren døede af demens. Det er sikkert noget i deres familie." Oliver udstødte et enkelt væmmeligt grin og fortsatte: "Han har sikkert glemt det hele allerede."*

Kaj stod nu, foran pytten, med sin røde regnjakke og hætten over sig.
Tankerne kværnede i hans sind. Ord brod ud. De ødelagde tavsheden.
"Der er luderens søn." Flere og flere stemmer dukkede op. Alt i ham blev smadret. Råbene, latteren, minderne.
"Sidder han igen alene? Han er virkelig sær."
"Skrub hjem din særling!"
Med sammenbidte tænder, trampede Kaj frustreret ned i vandet. Han sin genspejnlining forsvinde på overfladen. Noget der var umuligt for ham.
Urets tikken var den eneste lyd i garagen. Det var gammelt og ikke større end en håndbold. Kaj stod lænet op af et bord, hvor hvid maling var kradset af. Hans blik var fanget på viserne. Klokken: 14:15. Tidspunktet hvor hans klasse burde havde fri.
Regnen var hørt op.
Hvor var han ynkelig. Han kunne ikke engang møde op til én enkelt time. I stedet for, havde han løbet hjem, sat sig i gararagen og stirre på et ur.
Ynkeligt, sagde hans indre med afsky.
Tiden gik. Klokken blev: 17:30.
En motor kunne standsede udenfor. Gyldentlys fra små billygter oplyste det dystre sted.
Garageporten åbnede langsomt.
Ind kom en høj, tynd kvinde, med sit lange lysebrune hår i en hestehale. Iført i en kort nederdel, hvid vinterjakke og halstørklæde. Hendes taskes kæder stødte mod hinanden. Kvinden gik hen til ham, med et blidt, udmattet smil. Kaj så op på hende. Så i hendes mørke øjne med rander under. Moren, Amanda, vinkede til sin søn og sagde: "Hej, skat. Er du allerede hjemme?"
Kaj gav et kort nik uden at værdige hende et blik. "Skal vi spise nu?"
"Ja, jeg har lige fået løn..." begyndte hun, men blev hurtigt afbrudt.
"Fra dit "arbejde" som du kalder det."
Et såret udtryk blev malet over hende.

Loftet var støvet og mørkt, ligesom resten af natten. Kaj stirrede tomt ud i luften. Benene samlet op til brystkassen og armene knugende om dem. Som om det kunne give varme. Give sikkerhed. Hans ånde gav en lille, hvid sky i kulden.
Gulvtæppet, der lå under ham, var slidt, enkelt og billigt. Tråde stak ud. Det var et tæppe som ingen ville have. Et uønsket tæppe.
Øjnene flakkede rundt.
En høj øredøvende klokke kom fra kirken nær hans hus. De slog tolv gange. Midnat.
Firetyve timer er gået, og nye firetyve timer er begyndt.
"Hvornår vil det her ende?" Hviskede han stille.

Klokken: 07:45